Indhold

    Ekspandér

    Om sejlads i sejlbåd

    Sejlads, og sejlsport, er for mange sejlere en livsstil. Sejlbåde kan bruges til både korte dagsture, feriesejlads eller sågar en jordomsejling. Om bord styres og manøvreres sejlbåden af en besætning, hvor mindst et par stykker skal have sejlerfaring.

    Er sejlads noget for mig?

    Udsigt agter med dansk flag båd

    Elsker du at være udendørs uanset vejret, så skal du være sejler! Som sejler dyrker du et aktivt fritidsliv, hvor du for alvor kan koble af fra hverdagen mens du nyder roen og friheden på vandet – eller bliver udfordret af elementerne.

    Som sejler skal du interessere dig for planlægning, navigation, vind og vejr samt kunne være sammen med andre på et lille område.

    At sejle er en fantastisk fritidsaktivitet, hvor familien kan være sammen. Kan du godt lide at konkurrere, så er kapsejlads en sport, hvor du får brug for alle din kompetencer fra fysik til analytisk sans og koordinering.

    Hvordan kan jeg prøve at sejle?

    Vil du prøve at sejle, så tag fat i din lokale sejlklub og hør om de giver en prøvetur. Mange klubber afholder også arrangementer i løbet af sæsonen, hvor man kan prøve at sejle.

    Vil du lære at sejle, er det en rigtig god start at tage et uddannelsesforløb på sejlerskole – her får du de kompetencer der skal til for at bestå duelighedsprøven for fritidssejlere. Der findes sejlerskoler i omkring 100 sejlklubber landet over. Vil du på sejlerskole, hvor instruktørerne er uddannet af Dansk Sejlunion, så vælg en certificeret sejlerskole – alle sejlerskolerne finder du i oversigtskortet.

    Der findes også en række private sejlerskoler, som underviser både i praktik og teori. Mange oplysningsforbund tilbyder undervisning rettet mod den teoretiske del af duelighedsprøven.

    Hvad koster en sejleruddannelse?

    Prisen for undervisning i sejlklubber er ca. 3.000 kr. for både et praktisk og et teoretisk forløb, ekskl. medlemskontingent. Prisen på undervisning og medlemskab varierer fra klub til klub.

    På den private sejlerskole skal du forvente en samlet kursuspris på 7-8.000 kr.

    Rul til toppen