Kontakt

Tlf: 4129 1075
Mail: christian@hangel.dk 

Hvem er jeg

  • Medlem af bestyrelsen siden 2014
  • Medlem i Frederikssund Sejlklub

Jeg har sejlet siden jeg startede som 8 årig i en træoptimist i Sorø Sejlforening på Sorø sø, hvor ildsjæle med le fældede sivene for os til det første slæbested. Jollelivet udviklede sig og jeg har siden jeg var 23 år været ejer af forskellige sejlbåde: int. 5 mR, 606, Hobie 16, og nu Maxi Fenix. I 5 meteren og siden Fenixen har jeg som tursejler sejlet de danske farvande tynde i 30 år, både alene og med familie. Men også trallet 606eren til de svenske søer på familietur med telt. Familie sejladsen blev dog i en årrække udfordret af kapsejladsaktive børn i Optimist og Zoom 8. Dette har dog været det hele værd, for i dag har jeg 2 store piger, der begge fortsat er aktive sejlere, og som også deler mit engagement i sejlsportens frivillige foreningsliv.

Jeg har siden jeg var teenager selv deltaget som gast i lokale kapsejladser og i Fyn- og Sjælland rundt i deres storhedstid. I de senere år er distance­kapsejlads blevet genoptaget med 3 ganges deltagelse i singelhandsejladsen Silverrudder. Derudover har jeg gennem årene deltaget I såvel lokale som nationale banekapsejladser i 606, og Hobie 16, dog uden at pokalhylden er blevet overbelastet.

Jeg har været bestyrelsesmedlem i Frederikssund Sejlklub siden 2005, pt. er jeg suppleant. Jeg er uddannet DS ungdomstræner (træner 1), og har tidligere undervist på DS instruktøruddannelser i 3 år. Leder af Frederikssund/ Marbæk Juniorsejlcenter fra 2006, hvor jeg stadig er involveret i det daglige arbejde. Herunder hoveddrivkraft bag visionen om at skabe et nyt Ungdomssøsportscenter i Frederikssund, som vi stadig arbejder på at få realiseret. Initiativtager og leder på Sommer Sejler Camp i Frederikssund, med ca. 40 deltagere fra 8 - 16 år hvert år 2008-17. En af ildsjælene bag Frederikssund For Fulde Sejl, årlig havnefest med 3-7000 borgere på kajen hvert år 2006 - 2015 Ungdomsrepræsentant i Isefjordskredsens bestyrelse. 2006-13 Formand for Isefjordskredsen fra 2016. Deltaget i udarbejdelsen af DS Strategi 2011, som formand for "ungdomssporet".