Miljø og bæredygtighed

Tag skraldet - før det ender i havet

Der er masser af muligheder og gode anledninger til at få samlet affald op. Her kan du finde inspiration.

Af: Lena Hellstrøm - senest ajourført d. 8. april 2024

Dansk Sejlunion opfordrer sejlklubber til at engagere medlemmer og andre interesserede i arbejdet med at fjerne affald fra naturen, inden det ender i havet.

Affaldsindsamling på havnen, mellem molerne, langs kysten eller i baglandet gør en forskel.

Du og din klub kan deltage på flere måder alt efter jeres ønske og indstilling. Klubber kan også danne netværk med andre foreninger og gå sammen omkring affaldsindsamling.

Særlige kampagner

DIF og DN
Dansk Idrætsforbund samarbejder med Dansk Naturfredningsforening om at afholde affaldsindsamling. Opret jeres indsamling på Affaldsindsamlingen.dk, modtag grej til indsamling og deltag i indsamlingskonkurrencen. Afholdes først i april.

World Ocean Day
Lørdag den 8. juni ´24 er det World Ocean Day. Så der er også en mulighed for at deltage i et verdensomspændende arrangement.

World Clean Up Day
I kan også arrangere affaldsindsamling – både på land og i vand - i forbindelse med den årlige World Clean Up Day den 16. september '24, som understøttes af Plastic Change.

Sådan gør du

Her er et eksempel på en guide til, hvordan du selv kan arrangere affaldsindsamling på kysten og i havnen: Guide til oprydning.

Året rundt

Havmiljøvogter
Det er også oplagt at deltage i Havmiljøvogter affaldsindsamling, der løber over hele året. Du kan afhente havfaldsposer hele 370 steder i landet og modtage en eventboks til et indsamlingsevent i havneområdet og på kysten ud for din klub. Du kan indrapportere resultatet af jeres indsamling ved at benytte havmiljøvogternes App.

Vi holder af hverdagen
Det er selvfølgelig ikke kun en dag eller uge om året, der kan ryddes op og samles ind. Nogle steder er affaldsindsamling allerede en velintegreret del af børn og unges træning. Andre steder er det en årlig klubbegivenhed, hvor medlemmerneafslutter med fælles hygge.

Dansk Sejlunion er en ansvarlig grøn sport på det blå hav, og din klub har flere muligheder for at markere det. 

Rul til toppen