Årets Frivillige
Prisen hylder en person, der gennem en ekstraordinær frivillig indsats har skabt værdi for sin klub eller for sejlsporten bredt.
Prisen er en anerkendelse af en ildsjæl, der med tid, energi og passion holder sejlsporten levende og inspirerer andre til at engagere sig til glæde for fællesskabet. Det kan være gennem et mangeårigt engagement, en særlig indsats i årets løb eller ved at tage ansvar i en situation, hvor det har gjort en afgørende forskel.
Årets Træner
Prisen hylder en træner, der i 2026 har gjort en markant forskel for sine sejlere.
Prisen er en anerkendelse af en træner, der med faglighed, passion og vedholdenhed inspirerer, motiverer og udvikler dansk sejlsport i alle aldre. Det kan være ved at løfte en eller flere til topresultater, ved at skabe sejlerglæde og fællesskab i klubbens hverdagstræning eller motivere flere til et aktivt idrætsliv på vandet uanset alder, niveau og disciplin.
Årets Klubudviklingspris
Klubudviklingsprisen hædrer en klub, en gruppe af klubpersoner eller en person i en klub, der har gjort en særlig indsats for udvikling af sejlsporten i 2026.
Prisen er en anerkendelse af det målrettede initiativ, den nyskabende idé eller den ekstraordinære indsats, som gør en forskel i klublivet, og som kan være til inspiration for alle i dansk sejlsport.
Årets Sejlertalent
Prisen hylder en enkeltperson eller en besætning, der i 2026 har vist et enestående talent og markeret sig med bemærkelsesværdige resultater.
Prisen er en anerkendelse af de unge, der går foran og inspirerer med deres engagement, målrettethed og evner på vandet. Det kan være gennem stærke præstationer på internationalt eller nationalt plan, eller ved at vise et udviklingspotentiale, der peger mod fremtidens sejlsportsstjerner.
Årets Sejlsportspræstation
Prisen hylder en besætning eller enkeltperson, som i det forløbne kalenderår har leveret en helt ekstraordinær præstation på vandet.
Prisen er en anerkendelse af de præstationer, hvor mod, dygtighed og vedholdenhed går op i en højere enhed, og som inspirerer både nuværende og kommende sejlere.
Det kan være et internationalt topresultat, en medalje ved et stort mesterskab eller en bedrift, der på anden vis har sat dansk sejlsport på verdenskortet.
Årets Bæredygtighedspris
Bæredygtighedsprisen hædrer det målrettede arbejde, den nyskabende idé eller den ekstraordinære indsats inden for bæredygtighed i foreningslivet, som kan være til inspiration for alle danske sejlklubber, surfklubber og klasseorganisationer.
Arbejdet med klima, miljø og bæredygtighed kan være både praktisk og politisk orienteret. Prisen er en anerkendelse af det gode bæredygtige eksempel og tiltag til inspiration for andre.