Dansk Sejlunion søger deltidsmedarbejder - Brøndby

Har du lyst til et job 8-10 timer om ugen? Så har du mulighed for at hjælpe sejlere den sidste vej mod et fritidssejlerbevis.

Senest ajurført d.17. december 2021

Har du lyst til et job 8-10 timer om ugen? Er du god til at supportere og hjælpe brugere via. telefon og mail når der opstår problemer? Har du kendskab til Excel og en god forståelse for brug af computer? Kan du svare ja til dette, så kan du måske være vores nye kollega.

Dansk Sejlunion udsteder hvert år et stort antal beviser for uddannelse af fritidssejlere. Uddannelserne giver sejlere mulighed for at komme sikkert ud på vandet og hjem igen.

Vi søger en deltidsmedarbejder, som med sikker hånd kan håndtere alle data om deltagere, censorer, prøver og resultater videre til vores samarbejdspartnere. Du skal være skarp til at hjælpe vores censorer og elever med diverse spørgsmål og opgaver. Opgaverne er fx at indskrive resultater i Søfartsstyrelsens system, bestille og udsende kort, svare på spørgsmål fra prøvedeltagere, organisere data i Excel samt svare på mails og tage telefonen. Et kendskab til GDPR vil være en fordel.

Kvalifikationer

Du skal være god til dansk i både tale og skrift. Du skal have kendskab til Excel. Du skal på sikker og systematisk vis kunne håndtere data på elektroniske platforme.

Da der er tale om forholdsvis få timer om ugen, forestiller vi os, at du enten er studerende, gymnasieelev, pensionist, deltidsmedarbejder i andet job, eller at din personlige situation indebærer, at du ikke kan arbejde mere end en dag eller to om ugen.

Du skal kunne arbejde systematisk og selvstændigt. Du får ting til at ske. Vi går ud fra, at du er venlig og god til at samarbejde.

Du behøver nødvendigvis ikke vide noget som helst om sejlsport og sejlads.

Vi tilbyder

Din arbejdstid er minimum 8 - 10 timer om ugen fordelt på 2 arbejdsdage.

Fritidssejleruddannelserne har højsæson i forår og efteråret. Du kan derfor forvente flere opgaver i april-maj og september-oktober. Du har god mulighed for at tilpasse arbejdstid til livet uden for arbejdspladsen.

Arbejdspladsen er Dansk Sejlunion, Idrættens Hus ved Brøndby Stadion.

Du bliver del af et team af passionerede mennesker, som arbejder for, at flere kommer på vandet. Du får alt den kaffe, du kan drikke og gratis adgang til fitnessrum sammen med verdensklasse-atleter. Vi har kantine, hvor varm frokost koster 35 kr.

Aflønningen er baseret på timebasis.

Sådan søger du

Send din ansøgning til urd@sejlsport.dk. Vi holder samtaler løbende og når den rigtige kandidat er fundet, vil opslaget blive fjernet. Du kan begynde hurtigst muligt.

Mere om stillingen

Kontakt IT-medarbejder Morten Jensen, 88 20 70 18, morten@sejlsport.dk om opgaverne i stillingen. Eller bredde- og uddannelseskonsulent Urd Kornø Rasmussen, 88 20 70 23, urd@sejlsport.dk om arbejdspladsen og Dansk Sejlunion.

Om Dansk Sejlunion

Dansk Sejlunion er interesseorganisation for ca. 260 sejl-, windsurfing- og bådeklubber med i alt cirka 55.000 medlemmer.

Vi arbejder for de bedst mulige vilkår for sejlere og bådejere, som er organiseret i sejlklubberne, og varetager blandt andet klubudvikling og sejladsaktiviteter, uddannelse af fritidssejlere samt udvikling af talent- og elitesejlere inden for olympiske bådklasser.

DS har ca. 20 medarbejdere, der arbejder over hele landet. DS har sekretariat i Brøndby og er til stede i Aarhus Internationale Sejlsportscenter.

Rul til toppen