Hvem er vi?
505’eren er en klassisk 2-personers jolle, der er nem at sejle og ikke specielt vægtfølsom. International har klassen sejlere fra alle verdensdele og i Danmark har vi lokale felter i Aalborg, Aarhus, Sorø og Hellerup.
Vores fællesskab er godt og vi hjælper gerne nye sejlere med at tips og tricks. Vil du låne eller prøve en 505’er? Så er vi i Dansk 505 Jolle Klub klar til at hjælpe dig.
Aktiviteter
Der er stævner i Danmark, Sverige, Tyskland, Polen, Italien, Frankrig og England og mulighed for deltagelse i VMer på andre kontinenter. Europacuppen er en af de største klassebåds-sejladsserier for joller i verden. Der sejles fire stævner: i påsken i Sydfrankrig, i maj på Gardasøen, i juni sejles Kielerugen, og det fjerde stævne er ofte EM. I Danmark sejles der typisk to-tre stævner, hvoraf det ene af stævnerne altid er DIF-DM.
Flere besætninger deltager i udenlandske stævner, hvor de arrangerer fællestransport og overnatning sammen. Syd for grænsen er der mulighed for at deltage i stævner med over 30 joller til start og med sejlere på alle niveauer.
Dansk 505-Jolle Klub har to joller, der lånes ud for en sæson af gangen til nye besætninger, der til gengæld skal deltage i de danske stævner.
Målgrupper
Den samlede besætningsvægt kan variere fra 140 kg – 190 kg og stadigvæk være konkurrencedygtige. Sammensætningen er ideelt en stor gast og lille rorgænger, men det modsatte fungerer også
Gennemsnitsalderen blandt 505-sejlere i Danmark er over 30 år. I Danmark har klassen udviklet sig til en voksenklasse, men i Tyskland er der flere dygtige besætninger under 30. De unge, der vælger 505-jollen frem for olympisk sejlads, kommer ofte fra 420’en, 470’eren, 29er og 49er.
De ældre vælger 505, fordi det er en klassisk 2-personers jolle. Der er flere velsejlende mixbesætninger og kvindebesætninger. Klassen har stor bredde, og der et godt kammeratskab både lokalt, nationalt og internationalt.
Mere om 505
Den Internationale 505-jolle blev til i et samarbejde i mellem englænderen John Westell og den franske Caneton forening midt i 50'erne, og klassen fik international status af IYRU i 1955. I løbet af kort tid blev der sejlet 505 i 18 forskellige lande. Klassen er i dag udbredt og meget aktiv klasse i USA, Australien, Afrika og Europa. Klassen er en ISAF international klasse med officielt ISAF VM.
Der er bygget over 9000 joller, hvoraf det antages at ca. 2500 stadigvæk er aktive. I Europa er der store felter i Tyskland, Frankrig, England, Sverige og Polen, samt mindre felter i Luxemburg, Italien og Danmark.
505-klassen er en udviklingsklasse, hvilket betyder, at stort set alle materialer er tilladt. Nutidens joller bygges i kulfiber/epoxy med skumkerne. Selve skrogfaconen er låst fast inden for relativt små tolerancer.
Indtil fremkomsten af de moderne skiff klasser blev 505 jollen betragtet som den ultimative ”high performance jolle”. Igennem tiden har nogle af verdens bedste sejlere prøvet kræfter med 505 jollen, blandt andet Paul Elvstrøm, der blev verdensmester i både 1957 og 1958. Senere har Jørgen og Jacob Bojsen-Møller har vundet EM fem gange, senest i 2017, og vundet VM-sølv to gange.