A-Class Katamaranen – i daglig tale kaldt A-Cat – er den hurtigste 1-persons katamaran-klassebåd i verden.
De fleste andre katamaran-klasser er "one-design" klasser, hvorimod A-Cat er en udviklingsklasse. Som resultat af at være en udviklingsklasse, er A-Cat’en blevet en rendyrket high-tech båd.
Med anvendelse af high-tech materialer som kulfiber og kevlar i produktionen af både skrog og master, kombineret med innovativt design af både skrog, sejl og foils, har A-Cat'en været med til at skubbe grænserne, så den i dag ofte anses for at være "Formel 1" blandt sejlbådene.
Aktiviteter
Der er 15-20 aktive A-Cat's i Danmark, og der afholdes typisk 3-5 danske stævner om året. Hvis man vil køre til Nordtyskland og/eller Sydsverige er der langt flere stævner at deltage i.
A-Cat klassen er blandt de største af alle internationale en-mandsklasser i verden og sejles i mere end 25 lande. Ved VM er der typisk mellem 100 og 200 deltagende både.
Der afholdes også en fælles træningssamling i efter- eller foråret, hvor nye sejlere, der vil sejle stærkt og håndtere båden bedre, kan få hjælp og gode råd fra rutinerede sejlere.
Der er 3 aktive A-Cat fleets med ugentlig træning. Det største felt er i Skovshoved, men i Kaløvig og området ved Kolding og Skærbæk er der også aktivitet.
Målgrupper
Båden sejles både af amatører samt de bedste professionelle kendt fra eksempelvis AC, og A-Cat er den nemmeste og billigste tilgang at sejle en foilende katamaran.
Båden er nem at sejle - dog giver den et sug i maven de første mange gange, man accelererer. Da man ikke hænger men derimod står i trapez, er det mere et spørgsmål om teknik og behændighed samt en hvis portion tålmodighed frem for råstyrke, der er vigtigt for at sejle båden optimalt. Derfor ser man sejlere i alle aldersgrupper, som er med helt fremme i feltet.
Klassens historik
Klassen blev dannet i 1950'erne af IYRU, som definerede A-, B-, C- og D-Cat klasserne som katamaran-udviklingsklasser. I dag er kun A- og C-Cat klasserne tilbage. Tornadoen var tidligere en B-Cat, som blev så populær, at den blev til en klasse for sig, og derved døde B-Cat klassen.
Selvom klassen er over 60 år gammel, er den ultra moderne, fordi klassen stort set kun er begrænset af en boksregel, der begrænser længde, bredde, sejlareal og minimumsvægt på 75 kg.
I dag er en moderne A-Cat foilende på læns.