Hvem er vi?
Dansk Contender klub står for at kombinere glæden ved sejlads i en hurtig og sjov båd sejlet af en person - med et godt og åbent socialt miljø.
Aktiviteter
I løbet af en sæson afholdes normalt 3 eller 4 stævner i Danmark med et klassemesterskab som den største sejlads. Ved de danske stævner deltager der typisk ca. 20-30 joller. Antallet af deltagere til danske stævner afhænger i nogen grad af, hvor stor deltagelsen af tyske sejlere er.
Udover de danske stævner deltager adskillige danske Contendere til flere udenlandske stævner – herunder til Kieler-Woche (ca. 50 Contendere i alt) samt til VM og EM, hvor der er mellem 100 og 180 deltagere. Vi holder også to årlige træningsweekender, hvor vi får gode danske trænere til at coache os.
Set i lyset af antallet af danske sejlere er den danske klasse stærk på verdensplan med to VM-titler indenfor de seneste 5 år.
Der er mulighed for en prøvetur i en af vores klubjoller - se mere om dette på vores hjemmeside!
Hvor er vi aktive
Der er aktive Contender-fleets i Hellerup, Aarhus og Roskilde, og derudover er der aktive sejlere i bl.a. Aabenraa og Rødvig.
I Danmark er der indregistreret ca 70 joller, og af dem er mellem 40 og 50 sejlklare. Den aktive danske klasse er på ca. 30-40 både. Klassen har i de senere år oplevet en klar stigning i antallet af aktive joller.
På verdensplan er jollen udbredt til alle kontinenter. Der er store felter i Australien (ca. 300 joller), Storbritannien (ca. 700 joller), Tyskland (ca. 500 joller), Italien (ca. 300 joller), og der er felter i USA, Canada, New Zealand, Holland, Sverige, Norge, Irland, Finland, Schweitz, Østrig og Frankrig.
Målgrupper
Contender-jollen henvender sig både til dem, der har fokus på sejlglæde og socialt samvær, og til dem som ønsker udfordring og kapsejlads på meget højt niveau såvel i Danmark som internationalt.
Contender-jollen kan sejles af sejlere fra ca. 50 kg og op til over 100 kg pga. den fleksible kulfibermast. Aldersmæssigt spænder klassen også bredt med aktive sejlere fra midt i tyverne til 50+. Der er de senere år kommet en gruppe aktive kvinder i Contender-klassen.
Om Contender
Contenderens konstruktør er Ben Lexcen, som er mest kendt for at stå bag designet på "Australia II", der vandt Americas cup i 1983.
Oprindeligt blev jollen tegnet i forbindelse med valg af ny jolle til OL 1968. Der blev ved dette OL præsenteret flere nye trapezjoller, bl.a. Paul Elvtrøms Trapez-jolle som enmandsjolle. Contenderen vandt OL-udtagelsen, men World Sailing (den gang under navnet ISAF) og OL-komiteen valgte på trods af dette fortsat at satse på Finn-jollen.