Klasseorganisationer | Jolle

Europe

EUROPE CLASS DENMARK | International klasse | Jolle

4. januar 2020

Hvem er vi?

Europe Class Denmark er en bredt favnende klasse, hvor sejlerne typisk er mellem 13 og +50 år. Europe-jollen var olympisk for kvinder indtil 2004, og Danmark havde og har stadig stolte traditioner i Europe-jolle.

Europe-jollen har en af Danmarks mest aktive jolleklasser, og har gennem årene været medvirkende til at skabe medaljetagere i både olympiske og ikke-olympiske klasser. Jollen er kendt for sine gode sejlegenskaber og har i Danmark et konkurrencemiljø og trænere, som gør, at selv urutinerede sejlere har mulighed for at blande sig i verdenseliten over tid.

Aktiviteter

I Europe-jolle sejles der TORM Ungdoms Grandprix. Herudover sejles der Ungdoms DM og Senior DM. Fire af stævnerne udgør Europe-jollernes rangliste. Hvilke stævner, der udgør ranglisten, kan variere fra den ene sæson til den anden.

På europæisk niveau er der tradition for, at klassen, mødes ved Gardasøen i påsken for at træne og sejle sæsonens første stævne sammen. Herudover er der masser andre stævner for Europe-jolle i hele Europa.

I løbet af sommeren sejles der Nordisk mesterskab, Europamesterskab, Verdensmesterskab og Europamesterskab for Master (+35 år). Herudover arrangeres der flere træningslejre og stævner lokalt i klubberne og af kraftcentrene.

Hvor er vi aktive

Kaløvig Bådelaug, Horsens Sejlklub, Sønderborg Yacht Club, Sunds Sejlklub, Skive sejlklub og Vedbæk Sejlklub har grupper af aktive sejlere i Europe-jollen. Men der er også aktive sejlere i mange andre klubber.

Målgrupper

Europe-jollen er en meget favnende jolleklasse. Den ideelle vægt for sejlere er mellem 50 kg og 90 kg.

Hvis ungdomsafdelingen i din sejlklub er interesseret i at vide mere om Europe-jollen og få besøg af en træner samt et par både, kan Europe Class Denmark stille det til rådighed. 

Kort om jollen

World Sailing Status: International klasse | Jolle
Besætning: 1-person
Designer: Alois Roland
Skrog længde: 3,4 m
Skrog bredde: 1,3 m
Sejlareal:
7 m2
Vægt: 45 kg

Rul til toppen

Læs mere om Dansk Sejlunions klasser