Hvem er vi?
Feva-klassen er på nuværende tidspunkt ikke organiseret i en egentlig klasseorganisation, men snarere i et netværk blandt aktive klubber. Netværket omkring Feva-jollen har en imødekommende tilgang til ungdomssejlads og er præget af initiativer og aktiviteter i et ikke-formelt og ikke-elitært miljø. Mottoet i miljøet er, at det frem for alt skal være sjovt at sejle for unge, og at kapsejladsresultater ikke er et væsentligt element for unges udvikling i sejlsporten.
Aktiviteter
Der er stævner med deltagelse af Feva-joller på såvel regionalt som nationalt niveau. I flere kredse har Feva-jollen stor popularitet, fordi den er hurtig og sjov. Regionalt sejles der Feva til mange kredsstævner, og på nationalt plan er Feva-jollen med ved Junior DM. Også til andre større stævner er Feva-jollen repræsenteret.
Der er ligeledes aktiviteter i Feva til internationale mesterskaber.
Der er ca. 250 Feva-joller i Danmark. Med det store antal Feva-joller findes jolletypen i mange klubber fordelt over hele landet. Der er særligt stor aktivitet i Feva-jollen i følgende regioner:
- Køge Bugt
- Nordsjælland
- Trekantsområdet
- Syd- og Østfyn
Flere klubber bruger Feva-jollen som afsæt til at sejle deciderede skiff-joller som f.eks. 29er.
I Danmark blev Feva-jollen udbredt på kort tid i perioden 2007-2011 via et projekt, hvor TORM Fonden og Dansk Sejlunion anbefalede jollen i klubbernes ungdomsarbejde. Feva-jollen har siden opnået stor popularitet for såvel kapsejlere som unge sejlere, der ønsker oplevelse og hurtig sejlads med fokus på samarbejde i båden.
Målgrupper
Feva-jollen henvender sig til juniorsejlere i alderen 9-15 år. Den ideelle besætningsvægt er 80-115 kg. Feva-jollen er både sjov som kapsejladsjolle, men kan i høj grad også bruges til unge sejlere, som søger oplevelser og kammeratskab ved sejlads.
Feva-jollen er oplagt som springbræt til større 2-personers joller som f.eks. 29er og Hobie Cat. Ligeledes er den et godt springbræt til små kølbåde, eftersom sejlerne lærer at samarbejde og at sejle med spiler.