Hvem er vi?
Club 101 er en klub for ejere af Aphrodite 101.
Vores opgave er, at varetage bådejernes interesser, og det prøver vi at gøre ved at pleje såvel de sociale som de tekniske sider af bådejerskabet. Med andre ord skaber vi rammerne for, at 101 ejere og sejlere kan mødes for hygge og sjov til de sociale arrangementer, og også for sjov og lidt for alvor til kapsejladser. I samarbejde med Dansk Sejlunion administrerer vi også vores klasseregler og tegningerne, således at vi sikrer, at bådene er ens, hvilket er en forudsætning for god kapsejlads.
Aphrodite 101 er en onedesign-klassebåd, som i Paul Elvstrøm / Jan Kjærulffs første tegninger havde en længde på 10,10 meter (deraf navnet). Men inden den blev sat i produktion, skar konstruktørerne lidt af hækken, og DEN-1 fik det let reducerede LOA på 9,95. Den var ejet af Jørgen Cramon og Erik Tinglev Larsen og viste sig hurtigt, at være alt for underdimensioneret i skroget pga. et fokus på vægtoptimering, der var karakteristisk for Kjærulff/Elvstrøms konstruktioner. Den kleine skrogtykkelse førte til, at de tynde skrogsider bulede ind på DEN-1 under Sjælland Rundt i 1976, så gasterne blev kastet ud af køjerne. Derefter blev DEN-1 destrueret, og således er DEN-2, der blev bygget i 1977 og i mange år var ejet af 101-klubbens tidligere formand Kisser Schnakenburg og Louis Schnakenburg, den ældste 101’er.
Der er således, trods navnet, aldrig produceret en 101’er, der er længere end 9,95 m, og den reducerede overaltlængde er iøvrigt populær blandt ejerne, når der skal betales pladsleje i feriehavne, hvor grænsen ofte er 10 meter!.
De første både blev bygget af Langelands Yachtværft, hvorefter Bianca-værftet overtog produktionen. Ejer af rettighederne var Jørgen Juul Rasmussen, der også var den, der oprindelig tog initiativ til, at få Kjæulff/Elvstrøm til at tegne den elegante101-skærgårdskrydser, der ikke tog hensyn til nogen måleregel. Den bygges nu på Års Yachtværft og kan købes fra Ott Yachts i Hamburg, som ejer formene. Prisen er 138.000 €, hvilket svarer til ca. en million danske kr.
Ialt er der bygget omkring 475 Aphrodite 101’ere, og mange af dem er eksporteret ud i Verden - til USA, Sverige, Norge og især Tyskland, hvor der alene på Bodensee sejler omkring 140 101’ere, og til Frankrig, hvor 40 Aphroditer sejler.