Klasseorganisationer | kølbådklasser

H-båd

DANSKE H-BÅDSSEJLERE | International klasse

30. december 2019

Hvem er vi?

H-båden er Europas mest udbredte one-design kølbåd, den næststørste klasse i verden og blandt de største ikke-olympiske klasser.

Vi skønner, at der er 300-400 både i Danmark, hvoraf ca. 200 H-bådssejlere er medlem i Danske H-bådssejlere. I Danske H-bådssejlere kan man være individuelt medlem eller med som en del af en besætning.

H-båds sejlere er ikke sådan at sætte i bås, da de aktive sejlere dækker over mange forskellige sejler-identiteter:

  • Semiprofessionelle kapsejladsteams
  • Sejlerskolesejlere
  • Aftensejlads-entusiaster
  • Tursejlere
  • Nybegyndere

Aktiviteter

I H-båd er der følgende aktiviteter:

  • 5 udtagelsesstævner af høj kvalitet om året. Deltagerantallet varierer mellem ca. 20 og 35 både
  • DM over 3-4 dage
  • VM i et europæisk land
  • NM

Stævnerne er karakteriseret ved, at der konkurreres hårdt og målrettet på kapsejladsbanen. For den typiske H-bådssejler, der dyrker kapsejlads, er ”solnedgangen og det blå ocean” ganske enkelt ikke nok.

På land konkurreres der ikke – her er der tværtimod et godt kammeratskab og stor hjælpsomhed mellem sejlerne. Derfor plejer vi også at sige, at der er ”skarp konkurrence og stærkt kammeratskab”.

Af andre aktiviteter kan nævnes erfaringsdeling og uddannelse, vores klubblad, en aktiv hjemmeside, og ikke mindst de lokale aftenmatcher og distancesejladser.

I Danske H-bådssejlere skaber vi en ramme for nogle aktiviteter, som en gruppe engagerede sejlere har lyst til at være en del af.

Hvor er vi aktive

Der er H-både i klubber i hele Danmark. Pt. er den største aktivitet lokaliseret i Trekantsområdet, i Limfjorden og omkring Århus.

Der er altid én eller flere H-både med til enhver aftenkapsejlads i danske sejlklubber.

Fortid, nutid og fremtid

H-båden er en traditionsrig båd med en spændende historie. Båden har oplevet mange af sejlsportens store folk som f.eks. Paul Elvstrøm, Valdemar Bandolowski, Poul Richard Høj-Jensen, Peter Due og Jesper Bank.

H-båden spiller stadig en vigtig rolle i sejlerskolerne i Danmark. Rigtig mange kølbådssejlere stifter bekendtskab med båden i deres sejlerkarriere.

Sejlklubber i flere uddannelsesbyer giver grupper af studerende på videregående uddannelser en solid uddannelse i H-bådssejlads.

I Danske H-bådssejlere ser vi det som en fordel, at båden er underrigget. Dermed tvinges sejlerne til at have skarp opmærksomhed på trimmet. Intet er til foræring på kapsejladsbanen. Det er også vores erfaring, at H-bådssejlere klarer sig godt, når de prøver kræfter med andre klasser. Derfor ser vi også en god fremtid for klassen, der altid er med på banen til klubbernes aftenmatcher.

Målgrupper

H-bådssejlere er ofte personer, som er ’på vej’. Det er ofte udviklingsorienterede personer, som ser et udviklingspotentiale i det, vedkommende er i gang med i såvel fritiden som på job. H-bådssejlere er typisk folk, der synes det er sjovt at:

  • Få teamet til at være højtydende
  • Få det man arbejder med til at yde det ypperste
  • Analysere årsager og effekt for at optimere

H-båden er desuden en familievenlig båd, som let sejles af to personer, og den er velegnet til weekend- og aftensejladser. Alle slags sejlere findes i H-båden. Det gælder både familiesejleren og den entusiastiske kapsejler.

Kort om båden

Status: International klasse | Kølbåd
Besætning: 2-4 personer
Designer: Hans Groop
Længde: 8,28 m
Storsejl areal: 13,33 m2
Forsejl areal: 9,85 m2
Spiler areal: 37,7 m2
Vægt: 1450 kg

Rul til toppen

Læs mere om Dansk Sejlunions klasser