Hvem er vi?
Vi er nogle ambitiøse sejlere, der elsker STAR’ens udfordringer både fysisk og teknisk. Her er det muligt at konkurrere både nationalt og internationalt for et relativt beskedent beløb. Efter et STAR’en ikke længere er at finde på det olympiske program, er klassen blevet revitaliseret, og man kan erhverve sig en kapsejlads-klar STAR for mindre end 30.000kr med trailer.
Aktiviteter
I Danmark er der ca. 20 aktive STAR. Der er typisk DM og to andre stævner i Danmark. I vore nabolande er der yderligere 5–10 stævner. Hvert år er der VM, EM og distriktsmesterskaber. Der sejles i Europa, USA, Sydamerika og Australien.
Hvor er vi aktive
Der er to ”centre” med høj koncentration i hhv. Troense og Hellerup. Ligeledes er der i Køge samlet nogle STAR. Resten af de danske både er spredt mere ud over landet.
Målgrupper
STAR er ikke en begynderbåd. Den er overrigget, og den skal trimmes præcist for at kunne præstere 100%. Desuden kræves der en del fysik og vægt på siden. Besætningens samlede vægt skal være 190–200 kg.
Der er i klassen en stor hjælpsomhed, for sådan bliver vi alle bedre.
STAR er en trailerbåd, der kræver adgang til en kran med 700 kg løftekapacitet. Den kan trækkes med almindeligt kørekort og max. 1600 kg.
STAR er en af de virkelig klassiske både med fantastisk historie. Det er en Bugatti på vandet.
STAR blev designet i 1911 af Francis Sweisguth, og de første 22 både blev bygget i New York. Siden er over 8.500 både blevet bygget.
Siden 1932 har Starbåden været en olympisk klasse, med undtagelse af 1976, og nu efter London 2012, hvor den deltog for sidste gang. Selvom designet ikke er moderne, forbliver klassen populær i dag og er en af verdens største kapsejladsklasser med ca. 2000 kapsejladsaktive både i Nordamerika, Sydamerika, Australien og Europa. Der bliver hvert år sejlet DM, EM og VM.