Udstyr til udlån

Gennem Dansk Sejlunion kan din klub gratis låne aktivitetstrailere med udstyr som SUP, windsurf, sit-on-top kajakker m.m. samt trailere med Fevajoller. Læs om, hvordan.

Af: Henrik Tang Kristensen - senest ajourført d. 26. marts 2024

Indhold

    Ekspandér

    Gratis udlån af udstyr fra Dansk Sejlunion

    Yderligere information om lån af udstyr og bookingsystem:

    Kontakt:

    Henrik Tang Kristensen, Klubkonsulent

    Vandet er en blå legeplads!

    For at tilbyde børn og unge sejlere mere og andet end traditionel sejlsport, herunder ved f.eks. sommeraktiviteter, rekrutteringsarrangementer mv. har Dansk Sejlunion 6 TORM aktivitetstrailere og 3 trailere med hver 2 FEVA-joller til udlån. Klubber og kredse landet over har mulighed for at låne en TORM aktivitetstrailer eller en FEVA-trailer gratis.

    Book en aktivitetstrailer

    Dansk Sejlunion har 6 TORM-aktivitetstrailere til udlån til klubber. Formålet er at supplere traditionel sejlsport ved diverse sommeraktiviteter, rekrutteringsarrangementer osv.

    Ved at låne en TORM-aktivitetstrailer har klubber mulighed for at vise børn og unge, hvor fantastisk en legeplads vandet er. Det er også en måde at præsentere sejlsport så bredt som muligt.

    Følgende prioriteres i udgangspunktet:

    • Dansk Sejlunions sommeraktiviteter
    • Rekrutteringsprojekter, skolesamarbejder, klubudviklingsprojekter og lignende, som Dansk Sejlunion er involveret i.
    • Andre klubarrangementer som Dansk Sejlunion ikke er involveret i.

    I perioder, hvor der er stor efterspørgsel (typisk uge 27, 31 og 32), kan booking flere dage i træk ikke lade sig gøre. I ovenstående tilfælde vil medarbejdere fra Dansk Sejlunion foretage prioritering og kontakte de klubber, som har efterspurgt en booking.

    En trailer indeholder som udgangspunkt:

    • 5 oppustelige SUP-boards.
    • 3 windsurf-boards med 6 komplette rigge i to størrelser.
    • 4 Sit on top kajakker med pagajer.
    • 16 Våddragter.
    • 16 svømmeveste.

    Online bookingsystem

    Aktivitetstrailere bookes online i et bookingsystem. Der kan kun oprettes en brugerprofil pr. klub. Aktivitetstrailere er forbeholdt til Dansk Sejlunions medlemsklubber og kan ikke bookes til private arrangementer. 

    Tilgå bookingsystemet her

    Kontakt klubkonsulent, Henrik Tang, for yderligere info.

    Dokumenter om forsikring/ansvar og betingelser for booking

    Book en Feva-trailer

    En væsentlig del af Dansk sejlsports aldersrelaterede træningskoncept (ATK) er, at unge sejlere i alderen op til ca. 15 år bør prøve kræfter med mange forskellige bådtyper. Det er oplagt at FEVA jollen er en af disse.

    I FEVA jollen kommer sejlerne til at prøve at sejle sammen med en anden, hvilket er anledning til at skulle samarbejde. Sejleren kan ligeledes prøve at være gast, prøve at være skipper, prøve at sejle med både to og tre sejl osv.

    For at endnu flere sejlere kan få mulighed for at prøve at sejle i 2-personersjolle, kan sejlklubber låne to FEVA joller gratis af Dansk Sejlunion. Det eneste klubben skal gøre er at hente traileren med jollerne i den klub, som sidst lånte jollerne.

    Klubber kan for eksempel låne og afprøve et par FEVA joller, hvis man overvejer at købe FEVA joller som klubjoller. Eller hvis en klub vil lave et lille stævne i f.eks. holdsejlads, kan man også låne jollerne, så deltagerne ikke behøver at transportere joller fra hjemklubben. Til holdsejlads kan klubber desuden låne en trailer med sejl i forskellige farver til FEVA joller.

    Mulighederne ved at låne en trailer med to FEVA joller er mange, og at låne jollerne kan også blot være for at give klubbens sejlere en oplevelse ud over klubbens sædvanlige tilbud.

    Mange kender de karakteristiske neon-farvede sejl i mylar-kvalitet, som er standardudrustningen på en FEVA XL. Det store "RACING" storsejl kan være en smule vanskeligt at styre for helt nye FEVA-sejlere. For at sejlerne får så god en oplevelse som muligt, er der i traileren også et "SMALL" træningssejl i Dacron, som er én kvadratmeter mindre. Det mindre storsejl gør, at det bliver noget lettere for nye FEVA-sejlere at vænne sig til jollen og ikke mindst dét at sejle med en makker.

    Booking

    Dansk Sejlunion tager stilling til klubbernes ansøgning om lån af trailer fra gang til gang, men følgende punkter er i prioriteret rækkefølge udgangspunkt:

    • Dansk Sejlunions sommeraktiviteter
    • Rekrutteringsprojekter, skolesamarbejder, klubudviklingsprojekter og lignende, som Dansk Sejlunion er involveret i
    • Inspiration i den enkelte sejlklub
    • Andre klubarrangementer som Dansk Sejlunion ikke er involveret i

    For at låne én af Dansk Sejlunions FEVA-trailere, skal klubben i god tid kontakte Ingeborg Nielsen for nærmere aftale (se kontaktoplysninger oven for).

    På hver trailer er der:

    • 2 stk. RS FEVA Joller
    • 2 stk. Club fok - 2.1m²             
    • 2 stk. Racing fok - 2.1m²         
    • 2 stk. Storsejl mylar "Racing" - 6.5m²             
    • 2 stk. Storsejl dacron "Small" - 5.5m²
    • 2 stk. Genakker - 7m²

    Lån Feva sejl til holdsejlads

    Holdsejlads er en oplagt mulighed for at lave noget sjovt sammen med naboklubberne – fx på en månedlig fælles træningsaften eller på en weekenddag, der afsættes til aktiviteten.

    Under visse betingelser er der mulighed for, at klubber kan låne 4 Feva-joller med tilhørende sejl i forskellige farver af Dansk Sejlunion.

    For udlån er det en forudsætning, at arrangørklubben giver mulighed for, at sejlere fra andre klubber kan deltage i aktiviteten.

    Kontakt Dansk Sejlunions klubkonsulenter for yderligere information om muligheder for lån af udstyr.

    Læs mere om holdsejlads.

    Lån og udlån mellem klubber

    Nogle klubber har fra tid til anden udstyr i overskud, mens andre klubber søger joller og udstyr. Dansk Sejlunions klubkonsulenter kan altid formidle kontaktpersoner i klubber. Det gælder lokalt, regionalt og nationalt.

    Tag kontakt til Dansk Sejlunions klubkonsulenter her.

    .
    Rul til toppen

    Andre relevante koncepter: