Følg Anne-Marie Rindom ved Radial-VM
Den forsvarende danske verdensmester ligger på tredjepladsen før de afsluttende sejladser (fredag, 28.2.) ved VM i Australien. Torsdag (26.2.) blev Rindom noteret for en 20, 14, 4-serie.
Den forsvarende danske verdensmester ligger på tredjepladsen før de afsluttende sejladser (fredag, 28.2.) ved VM i Australien. Torsdag (26.2.) blev Rindom noteret for en 20, 14, 4-serie.
Anne-Marie Rindom er på tredjepladsen forud for fredagens tre sidste og afgørende sejladser ved VM for Laser Radial i Melbourne, Australien.
Torsdag blev Rindom noteret for en lidt blandet 20, 14, 4-serie. Hun var dog kun én blandt mange i feltet med store udsving i placeringerne. Således havde den suverænt førende hollænder, Marit Bouwmeester, placeringer mellem 1 og 24, hvilket samlet set vidner om en dag med vanskelige forhold for sejlerne.
Rindoms norske træningspartner, Line Høst, leverede dagens bedste præstation med en 6, 5, 3-serie. Det rykker hende op på en samlet andenplads - foran Rindom, der bevarer tredjepladsen, men er tæt forfulgt af en håndfuld konkurrenter på de næste pladser.
VM slutter fredag med tre planlagte sejladser. OL-guldvinder Bouwmeester, der dominerede Radial-klassen i en årrække - indtil hun i 2019 blev overhalet af Rindom - ligger klart i front. Hun er mere end 30 nettopoint foran danskeren, hvis titelforsvar dermed fortoner sig.
Til gengæld er alt helt åbent om de to øvrige podiepladser, hvor mindst fem sejlere er med i et tæt opløb.
Feltets anden dansker, Anna Munch, havde en tung dag i Melbourne. Hun indledte med placeringer som 13 og 40, inden hun blev noteret for tyvstart i sidste sejlads. Samlet glider Munch tilbage fra 22. til 30. pladsen i den samlede stilling.
Med placeringer som 2, 18 og 10 i de tre sejladser, onsdag, er den forsvarende verdensmester Anne-Marie Rindom fortsat med i topkampen ved årets VM i Melbourne, Australien.
På VM's fjerde konkurrencedag lykkedes det langt om længe at indhente lidt af det forsømte fra de første tre dage, hvor i alt blot tre sejladser er afviklet.
Onsdag bød på tre sejladser i friske vindforhold, og det var guf for den hollandske OL-guldvinder, Marit Bouwmeester, der vandt alle tre sejladser i sit kvalifikationsfelt - og dermed rykkede op i en samlet og lige nu ganske sikker VM-føring.
Anne-Marie Rindom (28) lagde godt ud med en andenplads i første sejlads, men med placeringer som 18 og 10 i de to næste mistede hun lidt af sit momentum fra de første dage - og ligger nu på en samlet tredjeplads før de sidste to dages sejladser.
Belgiske Emma Plasschaert indtager andenpladsen, ét nettopoint foran Rindom, mens forfølgerne på de næste pladser blandt andre tæller den irske OL-sølvvinder fra 2016, Annelise Murphy, der er vendt tilbage til Laser Radial efter en mindre vellykket 49erFX-satsning.
Med en dags forsinkelse kan VM-sejladserne torsdag tage hul på finaleserien, hvor feltets bedste halvdel er samlet i guldfeltet. Der er planlagt to sejladser torsdag og to sejladser fredag, hvor VM slutter.
VM-feltets anden dansker, Anna Munch, ligger på en samlet 22. plads - efter et avancement på otte pladser takket være en glimrende 14, 4, 9-serie onsdag.
Anne-Marie Rindom har sat kursen mod et nyt topresultat i Laser Radial.
Efter de første tre dages sejladser ved VM i Melbourne, Australien, har den 28-årige dansker lagt sig i spidsen af feltet, der i alt tæller 105 startende Laser Radial-sejlere.
Tirsdag kom Rindom i mål som nummer to i sit kvalifikationsfelt - kun slået af sin "evige rival", den hollandske OL-guldvinder fra 2016, Marit Bouwmeester. Resultatet var nok for Rindom til at rykke en plads frem i den samlede stilling, fra anden- til førstepladsen.
Vejret driller de australske VM-arrangører, og for tredje dag i træk lykkedes det blot at gennemføre den ene af de to planlagte sejladser. Det betyder samtidig, at kvalfikationsserien må forlænges med en ekstra dag (onsdag), da kravet er, at der minimum skal afvikles fire sejladser i kvalifikationsserien, før der kan sættes navne på sejlerne i guldfeltet (hvor alle de bedste møder hinanden).
Rindom indledte VM søndag med en sejr første sejlads. Det fulgte hun op med en tredjeplads mandag - og nu andenpladsen tirsdag. Marit Bouwmeester (NED) er på andenpladsen, et enkelt point efter danskeren, mens Maus Jayet (SUI) og 2018-verdensmester Emma Plasschaert (BEL) følger på de næste pladser.
Den anden dansker i feltet, 21-årige Anna Munch, er på en samlet 30. plads efter tre sejladser. Munch havde tirsdag sin hidtil bedste dag med en 11. plads i samme sejlads, hvor Rindom blev toer.
VM er det første af to stævner, der afgør den danske OL-udtagelse i Laser Radial.