Rindom slutter VM lige uden for podiet
Ingen VM-medalje til Anne-Marie Rindom. Den danske Laser Radial-sejler og forsvarende verdensmester mistede podiepladsen efter en tung 38. plads i sidste sejlads.
Ingen VM-medalje til Anne-Marie Rindom. Den danske Laser Radial-sejler og forsvarende verdensmester mistede podiepladsen efter en tung 38. plads i sidste sejlads.
Anne-Marie Rindom må rejse hjem fra Laser Radial-VM i Australien uden den medalje, hun ellers har ligget til gennem hele stævnet.
VM sluttede fredag med en enkelt sejlads, og her måtte den 28-årige dansker nøjes med en beskeden 38. plads, hvilket skubbede hende fra tredje- til fjerdepladsen i den samlede stilling. Dermed blev slutstillingen den eneste tabel gennem hele VM, hvor Rindom var uden for podiepladserne!
VM-stævnet i Melbourne var generelt præget af vejrmæssige udfordringer. På hele fire af de seks konkurrencedage blev der blot afviklet en enkelt af de to eller tre planlagte sejladser. Symptomatisk sluttede VM således med blot én sejlads på finaledagen.
Hollandske Marit Bouwmeester forsvarede sin samlede føring og er ny verdensmester i Laser Radial - for fjerde gang i karrieren. Landsmandinden Maxime Jonker var den eneste i topfeltet med et godt resultat i sidste sejlads - en femteplads - som rykkede hende frem til en sølvmedalje i slutstillingen, mens norske Line Høst sikrede sig bronze.
Danmark har en lille aktie i den norske medalje, i det Line Høst er tilknyttet det danske Laser Radial-miljø som fast træningspartner for Anne-Marie Rindom og Anna Munch.
For Anna Munch sluttede VM med en 41. plads i sidste sejlads og en samlet placering som nummer 33.
VM var det første af to stævner, der indgår i den danske OL-udtagelse. Rindom og Munch er de eneste to sejlere i udtagelsen, der slutter med Trofeo Princesa Sofia Cup på Mallorca i begyndelsen af april.
I Sorrento, ikke langt fra Melbourne, afvikler den olympiske windsurfklasse, RS:X, i øjeblikket VM.
Lærke Buhl-Hansen er eneste danske deltager ved stævnet. Hun ligger på en samlet 17. plads før de sidste sejladser lørdag.
Danmark er sikret OL-nationsplads i RS:X for kvinder takket være Lærke Buhl-Hansens 14. plads ved VM i 2018. Som eneste danske RS:X'er på topniveau er hendes mål ved VM at levere en præstation, der senere kan udløse en personlig udtagelse til legene i Tokyo.
Foruden Laser Radial og RS:X (K) er Danmark OL-kvalificeret i 49er, 49erFX og Nacra 17. I alle tre klasser blev den danske OL-udtagelse afgjort ved VM i begyndelsen af februar.