Sejlerlandsholdet klar til kamp for Danmark under EM
Otte danske besætninger er med i kampen om EM-medaljer i tre olympiske bådklasser under Europamesterskaberne i Østrig i næste uge.
Otte danske besætninger er med i kampen om EM-medaljer i tre olympiske bådklasser under Europamesterskaberne i Østrig i næste uge.
Danske landsholds- og elitesejlere er klar til at kæmpe om de prestigefyldte podiepladser under årets europamesterskaber i de tre olympiske bådklasser 49er, 49erFX og Nacra17. Stævnet afvikles på Lake Attersee i Østrig fra 28. september til 4. oktober 2020.
Efter mange aflyste internationale stævner i løbet af foråret, glæder de danske topsejlere sig til igen at få vind i sejlene, siger cheftræner Kristian Kjærgaard:
EM er et vigtigt stævne for vores sejlere og et af meget få internationale mesterskaber i år. Det er en god mulighed for den enkelte sejler i at få øvet sine rutiner og samtidig skærpet samarbejdet på båden under maksimalt pres. Desuden giver et stævne som EM også mulighed for at måle sig op imod sine konkurrenter for de af vores sejlere, der skal til OL i Tokyo til sommer.
Blandt de deltagende besætninger er 49er-sejlerne Jonas Warrer og Jakob Precht samt 49er FX-sejlerne Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen, som cheftræneren spår gode chancer for at placere sig i top ti. Begge besætninger er udtaget til OL og har præsteret godt under den netop afviklede Kieler-uge, hvor mange internationale konkurrenter deltog. Her sejlede Jonas Warrer og Jakob Precht guldet hjem, mens Ida Marie Baad Nielsen og Marie Thusgaard Olsen sluttede af lige uden for podiet på en samlet fjerdeplads.
”Vi har store forventninger til, at særligt de to besætninger kan gå hele vejen og placere sig godt. Men de forhold, der sejles under, spiller selvfølgelig en væsentlig rolle. EM afholdes i år på en mindre sø, hvilket er meget anderledes, end hvad vi er vant til. Derfor er jeg også spændt på, hvad det konkret betyder for forholdene. Men uanset, hvad vi møder dernede, bliver det godt for sejlerne at komme i gang igen. De har virkelig hungret efter at sejle de store stævner i år, da mange har været aflyst på grund af corona,” siger cheftræner i Dansk Sejlunion, Kristian Kjærgaard.
Under stævnet tager stævneledelsen da også strikse forholdsregler i forhold til at begrænse smitten. Blandt andet skal alle sejlere og medrejsende kunne fremvise en negativ test for overhovedet at blive lukket ind på havnen. Samtidig har Dansk Sejlunion understreget over for de danske sejlere, at det op til den enkelte at vurdere, om de har lyst til at deltage eller ej, understreger han.
”Eftersom Østrig er et af de lande, Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser til i øjeblikket, har vi selvfølgelig gjort os en del overvejelser omkring deltagelse. I den forbindelse har vi lagt op os ad anbefalingerne fra Danmarks Idrætsforbund, der anskuer internationale stævner som en nødvendig forretningsrejse, og derfor er ok i Udenrigsministeriets vejledninger. Men det har selvfølgelig været helt op til den enkelte sejler at mærke efter, om de havde lyst til at deltage eller ej,” siger han.
Den eneste besætning, der indtil videre har været nødsaget til at melde afbud, er Nacra17-sejlerne Lin Cenholt og Christian Peter Lübeck. Dog ikke på grund af corona, men fordi Lübeck har pådraget sig en lettere skade i underarmen, der har brug for ro.
Cheftræner Kristian Kjærgaard, 8820 7034, kristian@sejlsport.dk
Kommunikationsansvarlig Julie Elver, 2183 8747, julie@sejlsport.dk
Billeder af landsholdssejlere kan hentes her
Læs mere om stævnerne her: