Tager du SUP med på sommertogtet?
Stand Up Paddle (SUP) bliver stadig mere populært. For lystsejlere kan SUP tilføre ekstra sjov og nye oplevelser på weekendturen og sommertogtet.
Stand Up Paddle (SUP) bliver stadig mere populært. For lystsejlere kan SUP tilføre ekstra sjov og nye oplevelser på weekendturen og sommertogtet.
For de eventyrlystne fritidssejlere er der rige muligheder for at udfolde sig med SUP på sommertogtet. Og med oppustelige SUP-boards er det nemt at finde plads i båden.
Som sådan er der ikke noget nyt i at stå på et board og padle en tur. Tilbage i 80’erne og 90’erne tog mange lystsejlere et windsurfboard med på sommertogtet – sindrigt fastspændt på dækket så godt som det nu kunne lade sig gøre. Ofte var formålet slet ikke at windsurfe, men derimod at have et bræt til at padle rundt på.
I dag er det blevet langt lettere at have et bræt med om bord – og det er også blevet langt mere populært. Mange producenter laver oppustelige SUP-boards, som er en oplagt løsning, hvis man bor i lejlighed, eller af andre årsager ikke kan opbevare et fast board i epoxy. Disse oppustelige SUP-boards er i sagens natur også mere oplagte at tage med på fritidssejleres sommertogt.
Hvis man vælger at købe et oppusteligt SUP-board, anbefaler Dansk Sejlunion, at man køber noget i en god kvalitet. Et oppusteligt SUP-board i god kvalitet kan uden problemer bære en velvoksen mand, uden at boardet klapper sammen som en luftmadras. Boardet kan pakkes sammen i en praktisk rygsæk, og man kan endda købe delbare padler, så et samlet SUP-sæt dermed kræver ganske lidt plads. Som lystsejler kan du uden problemer have SUP-grejet pakket væk i kistebænken.
Hvis du vil ride med på bølgen med SUP om bord på sommertogtet, er der mange muligheder på det danske marked. Hos forhandlere af surfudstyr kan du få kyndig vejledning, så dit endelige køb passer til dit behov. Der findes også mange tilbud hos fx byggemarkeder og supermarkeder. Her følger der dog typisk ikke vejledning med – herunder om selve produktets kvalitet.
Det er vigtigt, at man skelner mellem strandlegetøj og sportsudstyr!
Hvis man vælger de billigste produkter, er det oftest kun velegnet som legetøj til strandturen, og dermed er det ikke udstyr, som er velegnet til at tage ud på længere ture eller at befinde sig langt fra kysten på.
Husk ikke mindst, at selvom SUP lægger op til leg, sjov og badning, så bør man altid have en såkaldt leash på. En leash er en sikkerhedsline mellem fodled/knæ, som i den modsatte ende er fastgjort til boardet. Ligeledes bør man altid bære vest, medmindre man kun befinder sig i vandkanten.
På videoen herunder kan du se gennemgang af de mest velegnede veste til SUP.