Klubudviklingsprisen 2020

Et mønstereksempel på bundsolidt klubarbejde er begrundelsen for, at Horsens Sejlklub modtager prisen!

Af: Henrik Tang Kristensen - senest ajourført d. 26. marts 2020

”Horsens Sejlklub modtager Klubudviklingsprisen 2020, fordi klubben er et forbillede, som er værd at fremhæve! Horsens Sejlklub er et mønstereksempel på den bundsolide klub, som tager det lange seje træk”, siger formand i Dansk Sejlunion, Line Markert, som begrundelse for valget blandt det skarpe felt af kandidater.

Med prisen ønsker Dansk Sejlunion at anerkende det målrettede initiativ, den nyskabende idé eller den ekstraordinære indsats, som gør en forskel i klublivet, og som kan være til inspiration for alle i dansk sejlsport. Udover anerkendelsen følger et beløb på kr. 20.000, øremærket til klubudvikling.

Se feltet af dette års kandidater på link herunder, hvor du også kan læse mere om Klubudviklingsprisen.  

Det bundsolide klubarbejde!

Hør og se Line Markerts lykønskning til Horsens Sejlklub herunder. Under videoen kan du læse lykønskningen.

Kære Horsens Sejlklub! I har så meget fortjent denne her pris! Dansk Sejlunion og hele sejlerdanmark ønsker jer et kæmpe stort tillykke! Vi glæder os til at følge jeres udvikling og at blive inspireret fremover! Tillykke!

Line Markert, formand i Dansk Sejlunion

”Horsens Sejlklub modtager Klubudviklingsprisen 2020, fordi klubben er et forbillede, som er værd at fremhæve! Horsens Sejlklub er et mønstereksempel på den bundsolide klub, som tager det lange seje træk.

”Klubben skaber tidssvarende tilbud til deres medlemmer, og klubben er altid villige til at bidrage til det store fællesskab. Logbogen er fyldt med gode eksempler. Jeg kan ikke nævne dem alle sammen, men jeg vil alligevel give nogle stykker. Horsens leverer sejladstilbud til deres medlemmer på allerhøjeste niveau – og til sejlere i alle aldre.

Klubben har set, at et godt sejlerliv kan starte på alle tidspunkter i livet. Klubben lærer børnene at sejle som små, de bakker sejlerne op hele vejen – ikke bare til, at de sejler Olympisk – men også bagefter.

Klubben har en stor og velfungerende voksensejlerskole, som forlænges med en mentorordning, som gør, at rigtig mange voksensejlerskoleelever får mod på at købe deres egen kølbåd. Og det suppleres så med at arrangere en række årlige klubture til deres tursejlere. For at vise alsidigheden er der også voksenkapsejlads for OK-joller.

Horsens Sejlklub har en lang tradition for at fostre dygtige og engagerede sejlere. Og alt tyder på, at det bliver klubben ved med!

Horsens Sejlklub er også gode til at gribe de muligheder og de opgaver, der opstår. Et eksempel er J/70erne, som klubben har købt, og at de engagerer sig 100 procent i J/70-miljøet – og ikke bare som sejlere men også som arrangør.

Et andet eksempel er, at Horsens i bedste stil sammen med Juelsminde og Snaptun tog fat i at arrangere DH-DM, da det var på paletten, og skulle arrangeres.

Dansk Sejlunion anerkender, at klubben også tager et stort ansvar socialt, når klubben tager nogle af de unge mennesker fra det lokale jobcenter og tager dem med ud at sejle og lærer dem at tro på sig selv. Også dér må vi takke Horsens for en god inspiration.

Ildsjælene i klubben er ydmyge, så der bliver ikke nævnt meget om egne fortrin, og set udefra er det endnu et tegn på jeres meget store format!

Kære Horsens Sejlklub! I har så meget fortjent denne her pris!

Dansk Sejlunion og hele sejlerdanmark ønsker jer et kæmpe stort tillykke! Vi glæder os til at følge jeres udvikling og at blive inspireret fremover! Tillykke!

.
Rul til toppen

Se mere om: