Sejlerlandsholdet

Årets Sejlsportspræstation uddeles på Dansk Sejlunions Klubkonference

Dansk Sejlunion uddeler prisen for Årets Sejlsportspræstation 2021 under årets Klubkonference i Vingsted d. 13. november.

Senest ajourført d. 8. november 2021

Dansk Sejlunion har med få undtagelser uddelt ’Årets Sejlsportspræstation’ hvert år siden 1987. Prisen hylder en besætning eller enkeltperson, som i det forløbne kalenderår har opnået et ekstraordinært resultat.

I 2020 blev langt de fleste stævner aflyst på grund af corona. Af den grund blev det besluttet ikke at uddele prisen sidste år. Derfor er det også en glad Line Markert, formand for Dansk Sejlunion, der nu endelig kan se frem til at fejre sejlsportens øverste hylde igen.

Juryen bag Årets Sejlsportspris

  • Allan Nielsen, sportsjournalist på Politiken
  • Thomas Jacobsen, sportschef i Dansk Sejlunion
  • Line Markert, formand for Dansk Sejlunion

–  Årets Sejlsportspræstation giver os mulighed for at zoome helt ind på nogle af de allerdygtigste sejlere, vi har i Danmark, og hædre dem for det enorme arbejde, der ligger bag en toppræstation. Det er ikke en, man kommer sovende til, siger hun og fortsætter:

– Samtidig glæder jeg mig over, at vi netop kan bruge Klubkonferencen som kulisse til uddelingen. Ingen af vores store stjerner var blevet til det, de er, uden klubberne. De leverer hver dag et enormt arbejde med skabe sejlglæde og udvikle dygtige sejlere helt fra barndommen.

Årets Sejlsportspræstation uddeles igen i år i samarbejde med Columbus Marine. Foruden hæderen følger et kontant vinderbeløb på 20.000 kroner.

Tidligere modtagere af Årets Sejlsportspræstation

2018
Anne-Marie Rindom, Horsens Sejlklub, for VM bronze i Laser Radial vundet på hjemmebanen i Aarhus samt guld efter en suveræn serie i Trofeo S.A.R. Princesa Sofia Cup.

2017
Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen, Hellerup Sejlklub/Yachtklubben Furesøen, for VM-guld i 49erFX. 

2016
Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen, Hellerup Sejlklub/Yachtklubben Furesøen, for både EM-guld og OL-bronze i 49erFX. 

2015
Anne-Marie Rindom, Horsens Sejlklub, for VM-guldet i Laser Radial. En præstation der også gav landsholdssejleren en nominering til Årets Sportsnavn 2015.

2014
Ida Marie Baad og Marie Thusgaard Olsen, Aarhus Sejlklub, for deres forsvar af EM-guldet i 49erFX, titlen som juniorverdensmestre i klassen samt valget som "Årets Fund".

2013
Ida Marie Baad og Marie Thusgaard Olsen, Aarhus Sejlklub, for deres EM-guld i 49erFX på hjemmebane i Aarhus.

2012
Jonas Høgh-Christensen, Kongelig Dansk Yachtklub, for OL-sølv efter en intensiv kampagne med fantastisk sejlads i Weymouth, hvor han sluttede a-point med Ben Ainslie.

2011
Emil og Simon Toft, Skive Sejlklub, for VM- og EM-bronze i den olympiske 49er. Det var den første danske VM-medalje i den olympiske klasse.

2010
Christian Kamp, Horsens Sejlklub, for den vigtige rolle, som han i årets løb spillede på Team Origin på holdets vej mod den samlede sejr i VM-serien i matchrace.

2009
Jonas Høgh-Christensen, Kongelig Dansk Yachtklub, for sit andet VM-guld i Finnjolle vundet på hjemmebane i Vallensbæk.

2008
Jonas Warrer og Martin Kirketerp, Kaløvig Bådelaug, for deres dramatiske OL-guld i 49er ved de Olympiske Lege i Beijing.

2007
Det danske Ungdomslandshold bestående af Henrik Søgaard, Søren Kristensen, Emil Landry, Jacob Dannefer, Sarah Gunni, Katrine Ditmar, Rie Luxhøi, Thorbjørn Schierup, Søren Buhl og Line Wittrup for at have sejlet Danmark ind på en meget flot samlet 2. plads i nationskonkurrencen Ungdoms-VM.

2006
Jonas Høgh-Christensen, Kongelig Dansk Yachtklub, for at vinde verdensmesterskabet i Finnjolle.

2005
Jørgen Schønherr (Køge Sejlklub), Anders Kæmpe (Køge Sejlklub) og Axel Waltersdorph (Fredericia Sejlklub) for deres VM-guld i Drage samt sejr ved den prestigefyldte Gold Cup.

2004
Signe Livbjerg, Kaløvig Bådelaug, for hendes imponerende og meget overraskende bronzemedalje i Europajollen ved de Olympiske Lege i Athen.

2003
Jesper Radich, Anders Kristensen, Chresten Plinius, Peter Poulsen og Rasmus Winston Rasmussen, Skovshoved Sejlklub, for deres flotte præstation med at vinde den verdensomspændende Swedish Match Serie i 2003.

2002
Nicklas Holm og Martin Leifelt, Kongelig Dansk Yachtklub for deres gennembrud til den internationale elite i en af de hårdeste olympiske klasser, Starbåden.

2001
Michael Hestbæk og Rasmus Terp, Vallensbæk Sejlklub/Farum Sejlklub, for deres europamesterskab i 49er-klassen allerede i den første sæson for makkerparret.

2000
Jesper Bank, Thomas Jacobsen og Henrik Blakskjær, Fredericia Sejlklub/ Kaløvig Bådelaug for deres fantastiske præstation med guld ved OL i Sydney 2000.

1999
Stig Westergaard, Bjørn Westergaard og Jens Bojsen-Møller, Skovshoved Sejlklub, for deres suveræne verdensmesterskab i Soling.

1998
Søren Johnsen, Skive Sejlklub/Kaløvig Bådelaug, for VM-guld i Europajolle 1998. I øvrigt det første VM-guld en dansk mandlig sejler nogensinde har vundet i klassen.

1997
Susanne og Michaela Ward, Kongelig Dansk Yachtklub, for førstepladsen på ISAF's verdensrangliste 1997 samt EM-sølv og topplaceringer ved en række internationale OL-klasse-stævner.

1996
Kristine Roug, Yachtklubben Furesøen/Kongelig Dansk Yachtklub, efter OL-guld i Savannah i Europajolle. Samtidig det første OL-guld til en kvindelig dansk sejler og dansk idræts første kvindelige OL-guld siden 1948.

1995
Thomas Sehested Larsen, Rønbjerg Surfklub - efter suverænt at have vundet Junior-VM i Funboard for andet år i træk.

1994
Kristine Roug, Yachtklubben Furesøen/Kongelig Dansk Yachtklub, efter at have vundet VM i den olympiske Europajolle samt ISAF's VM i én-personsjoller/Laser Radial samme år - alt sammen inden for en periode på kun tre uger.

1993
Dorte O. Jensen, Nyborg Sejlforening, efter VM-guld i Europajolle foruden en overbevisende sæson ved de største internationale stævner.

1992
Jesper Bank, Steen Secher og Jesper Seier, Fredericia Sejlklub, for OL-Guld i Soling i Barcelona - som kronen på værket efter en intens fireårig målrettet satsning mod OL.

1991
Dorte O. Jensen, Nyborg Sejlforening, for at vinde guld ved blandt andet ISAF's Dame-VM samt ved For-OL.

1990
Jørgen Schønherr og Anders Kæmpe, Køge Sejlklub, efter blandt andet VM-, EM- og NOM-guld samt samlet Europa Cup-sejr i året 1990.

1989
Jesper Bank, Fredericia Sejlklub, der som rorsmand vandt blandt andet VM-guld samme år i Soling, H-båd og Drage.

1988
Jørgen Bojsen-Møller og Christian Grønborg, Hellerup Sejlklub/Vallensbæk sejlklub, for OL-Guld i Flying Dutchman i Pusan, Sydkorea.

1987
Jørgen Bojsen-Møller og Christian Grønborg, Hellerup Sejlklub/Vallensbæk Sejlklub, efter blandt andet VM-guld samt guld ved For-OL i Flying Dutchman.

 

Rul til toppen