DM for kølbåde efter DH er tilbage

Dansk Sejlunion er medarrangør af det populære stævne, der i år afholdes d. 10.-12. september i Juelsminde. Tilmeldingen åbner i marts med plads til 60 både.

Foto: Peter Brøgger
Senest ajourført d. 21. januar 2021

Sportsåret 2020 har på alle måder været stærkt præget af corona. Efter en trist men nødvendig aflysning af DH-DM 2020 er optimismen for et succesfuldt DH-DM 2021 i efteråret stor.

Vi trænger til vind i sejlene, vand under kølen og spændende kapsejladser for Danmarks DH-kølbåde. Derfor er det en stor fornøjelse for de arrangerende klubber Juelsminde, Snaptun og Horsens at kunne offentliggøre åbningstidspunktet for tilmeldingen til DM-DM 2021 til søndag d. 14. marts 2021 kl. 19.00.

Om DH-DM

DH-DM arrangeres i et tæt samarbejde mellem de tre østjyske sejlklubber i Juelsminde, Snaptun og Horsens samt Dansk Sejlunion. Formålet med mesterskabet er at skabe en sejlads, hvor alle både med gyldigt DH-målerbrev kan dyste mod hinanden på forskellige banetyper.

Målgruppen for stævnet er alle kapsejlende både i Danmark med gyldigt DH-målerbrev og indmålt symmetrisk eller asymmetrisk spiler. Efter tilmeldingsfristens udløb vil bådene blive inddelt i grupper af Dansk Sejlunions DH-eksperter, og der kåres en officiel Danmarksmester i hver gruppe.

Stævnet løber over tre dage med banesejlads fredag og søndag og distancesejlads lørdag. Det sociale aspekt er en meget vigtig del af stævnet, men på grund af corona er det usikkert, hvad vi kan og må - men uanset retningslinjerne skal vi nok sørge for, at alle deltagere får moleøl efter sejladserne og kan købe forplejning til attraktive priser.

Coronasikkert event

Loftet for tilmeldinger er sat til 60 både i 2021. Det anbefales at være klar på tasterne for at sikre en plads til årets brag af et Danmarksmesterskab. Arrangørerne gør alt for at gentage succesen fra 2019 og samtidig afvikle stævnet i trygge rammer under gældende corona-restriktioner til september 2021, siger eventleder Tue S. Andersen. 

– Det er vores klare formodning, at det vil kunne lade sig gøre at afholde et fantastisk DH-DM for kølbåde til september 2021 under de på det tidspunkt gældende Corona-restriktioner. Vi forholder os løbende til udviklingen og følger myndighedernes krav og anbefalinger til afholdelse af arrangementer som dette. Det skal være trygt for alle at få saltvand i håret og nervepirrende kapsejlads ind under huden. Vi vil gøre vores ypperste for at det lykkes til glæde for både deltagere, frivillige og sponsorer.

Har du endnu ikke et gyldigt DH-målerbrev, kan du anskaffe dig et gennem Dansk Sejlunions Websejler-portal.

Kontakt

Eventledelse
Tue S. Andersen, tsa@inodes.dk, tlf. 4092 4743

Dansk Sejlunion
Mikael Jeremiassen, mikael@sejlsport.dk, tlf. 8820 7017

.
Rul til toppen