Isbåde - en klasse for sig
Kan du lide is, fart og sejlads, vil du elske DN-isbådene. Eneste minus er, at der er meget få dage om året, hvor du får fuld valuta for pengene.
Kan du lide is, fart og sejlads, vil du elske DN-isbådene. Eneste minus er, at der er meget få dage om året, hvor du får fuld valuta for pengene.
Når kalenderen viser vinter, og temperaturen begynder at dale, stiger aktiviteten i DN-Klubben. En landsdækkende specialklub for ejerne af de såkaldt DN-isbåde, der med sejl og meder på skroget udnytter isens minimale friktion til at komme højt op i fart. Med den rigtige skipper kan bådene sejle helt op mod 100 kilometer i timen, forklarer Georg Juelsgaard, formand for DN-klubben og issejler gennem 10 år. Netop det gør sporten helt fantastisk, påpeger han.
– Du kan sejle fem gange vindens hastighed, hvis du har det rigtige grej og kender båden godt. Det er det, der gør det så vanvittigt, men også det der gør det sjovt. Til gengæld er det en svær bådklasse at trimme. Du rigger til, før du går til start. Når du først er i båden, kan du ikke justere på andet end at hale sejlet hjem.
Alle DN-sejlere har sikkerhedsudstyr på, som eksempelvis pigge under skoene, issyle, svømmeveste og kasteliner om bord. Derfor kan de bjerge sig selv op, hvis uheldet er ude.
– Der er ikke en isbådssejler med respekt for sig selv, der ikke har været en tur i baljen. Det er ikke farligt, så længe man selv kan komme op, og det kan vi, siger Georg Juelsgaard.
Han har selv sejlet almindelig sejlbåd store dele af sit liv, og gør det stadig. Men da han en dag i 2010 så et indslag i tv om en landmand, der havde bygget sin egen isbåd ude i laden, slog det klik.
– Jeg var fyr og flamme, da jeg så det indslag og gik straks i gang med at forsøge at bygge en båd selv. Det gik ret hurtigt op for mig, at det nok aldrig blev godt, og at jeg skulle have en DN’er, hvis jeg nogensinde skulle komme på isen.
Derfor meldte han sig hurtigt ind i DN-Klubben og købte en isbåd.
Behov for et kørekort
Den største fordom om isbådssejlerne er, at mange tror, de aldrig kommer af sted, fortæller han. Men selv om der sjældent er meget kolde vintre i Danmark, lykkedes det alligevel ofte at komme på isen mindst en weekend om året herhjemme.
– Der er flere søer rundt omkring i landet med lavt vand, der fryser relativt hurtigt. Til gengæld skal man være klar til at køre for det. Hvis ikke du er villig til at sætte dig ind i din bil, kommer du aldrig ud at sejle. Det er sjældent man ligefrem kan vælge og vrage.
For at få flest mulige sejltimer deltager han sammen med en håndfuld af de allermest ihærdige DN-sejlere i stævner uden for landets grænser. Sverige har gode muligheder, ligesom Polen og de baltiske lande er stærke på disciplinen med isbådssejlerskoler og træning hele vinteren.
En begyndervenlig tur-isbåd kan købes for omkring 10.000 kroner.
Får du blod på tanden og vil kæmpe med om medaljerne stiger prisen for kapsejladsbådene til omkring 75.000 kroner, da det kræver specialtilpasset udstyr at nå den ideelle topfart.
Fysisk og mentalt krævende
Isbådssejlads er fysisk en meget krævende båd at sejle, fordi man er i gang hele tiden. Samtidig er det også en sport, hvor hjernen konstant er på arbejde, når konkurrencen først skydes i gang.
– Vigepligterne er anderledes end ved almindelig sejlads, og når du ligger og banker af sted med høj hastighed, og skal holde øje med din egen sejlads og dine modstandere, pumper adrenalinen rundt i kroppen.
Langt de fleste er dog primært tursejlere, der har fokus på at komme ud i naturen og hygge sig med venner, familier og klubkammerater. I dag er der 155 medlemmer af DN-Klubben, som er aktive i større eller mindre grad, og der kommer som regel altid nye medlemmer til, når vinteren er god. Efter den første sejldag i 2021 har fem nye medlemmer allerede meldt sig ind.
– Når vi er ude at sejle, kommer folk ned til søen og kigger. Mange synes, det er spændende, det vi har gang i og spørger os om alt muligt. Så der kommer ofte nogen til på baggrund af det. Men det er klart, at vi sjældent får nye medlemmer i isbådsklubben, når der ikke er is.
Er du blevet nysgerrig på isbådene, kan du glæde dig over, at de ikke er svære at lære at sejle, hvis du i forvejen er sejler, siger Georg Juelsgaard. Til gengæld skal man have tålmodighed med vejrudsigten og adgang til en bil, når søerne fryser til i den anden ende af landet.
– Vi er jo nogle besværlige folk at have med at gøre. Vi skal have is, men ingen sne på isen og vind til at sejle med. Derfor kan man også komme til at køre lidt efter det. Men det er fantastisk sjovt, og det hele værd.
DN-klubben er en landsdækkende specialklub for ejere af DN-isbåde, der er en klassebåd med udbredelse i 18 lande i Europa, USA og Canada.
Båden fik sit typenavn i midten af 30'erne, da den amerikanske avis, Detroit News, udskrev en konkurrence om design og konstruktion af en ny båd. Datidens isbåde var store, tunge og temmelig uhåndterlige, så ét af kravene var at båden skulle kunne håndteres af én person og være let at sejle.
Siden dengang er der sket en kæmpe udvikling, bl.a. med indførelse af glasfiber og kulfiber blandt de tilladte materialer, men det er stadig muligt at bygge/købe en god båd, uden at det koster en formue.
Se en video af issejlads lige her.