K.A.S. Kapsejladsudvalg vinder årets Klubudviklingspris
På blot tre år er det lykkedes K.A.S. at komme helt i mål med sit ambitiøse projekt om en kapsejladsskole henvendt til kølbådssejlere.
På blot tre år er det lykkedes K.A.S. at komme helt i mål med sit ambitiøse projekt om en kapsejladsskole henvendt til kølbådssejlere.
For blot 3 år siden søsatte K.A.S. et fremadstræbende projekt. Et projekt, hvor alle elementer for en succesfuld kapsejlerskole kom til gennemsyn og revision.
Ambitionen var at holde klubbens kapsejladsskole tidssvarende og innovativ. Holdet bag ville dyrke det geografiske potentiale og øge antallet af nye medlemmer, af gengangere, af kvindelige sejlere og af stævner. Trænerstaben skulle udvikles og en fødekæde af kompetente undervisere skulle sikres. Sideløbende blev undervisningsmaterialerne udviklet og målrettet skolens elever. Sidst men ikke mindst skulle der findes en måde, der sikrede, at skolebådene blev holdt i konkurrencedygtig stand.
Lad dig også inspirere af de andre nominerede til årets klubudviklingspris. Der er masser af gode eksempler på, hvordan frivillighed og klubudvikling kan bæres frem og skabe resultater, dygtige sejlere og et klubmiljø, man har lyst til at være en del af.
Du finder en oversigt over de nominerede lige her.
Alt dette er Kapsejladsudvalget i K.A.S. kommet i mål med på bare tre sæsoner. Et imponerende stykke arbejde, der i den grad fortjener Dansk Sejlunions Klubudviklingspris 2021, siger Line Markert, formand for Dansk Sejlunion.
– Selv om feltet igen i år var særdeles skarpt, er der ingen tvivl om, at K.A.S. Kapsejladsudvalg har fortjent prisen. Det er imponeret, hvad de er lykkedes med på kort tid, og det viser, hvor meget man kan opnå, hvis man arbejder i flok, siger hun.
At lave aktiviteter, der har en retning og udvikler dygtige sejlere på en sjov og nærværende måde, er klubfællesskab, når det er bedst. Derfor håber Line Markert også, at mange sejklubber vil lade sig inspirere af den tilgang, K.A.S. har haft til kapsejladsskolen.
– Klubben har ramt noget, som mange sejlklubber kan omsætte i egen klub. Derfor håber vi selvfølgelig, at andre klubber vil tage eksemplet til sig og arbejde i en lignende retning. De har vist vejen og er eksemplet på, at det meste kan lykkes - selv når man sigter efter stjernerne. Et kæmpestort tillykke med, at I vinder Klubudviklingsprisen 2021. Det er meget fortjent!
Prisen uddeles normalt på Dansk Sejlunions fysiske generalforsamling. Men grundet corona foregik uddelingen lidt anderledes end vanligt. På et møde i ugen op til generalforsamlingen brød Dansk Sejlunions klubkonsulent Henrik Tang pludselig ind i et digitalt udvalgsmøde i K.A.S. og overraskede vinderne med den gode nyhed. Hvordan det gik til, kan du se i videoen herunder.
Med prisen ønsker Dansk Sejlunion at anerkende det målrettede initiativ, den nyskabende idé eller den ekstraordinære indsats, som gør en forskel i klublivet, og som kan være til inspiration for alle i dansk sejlsport.
Udover anerkendelsen følger et beløb på kr. 20.000, øremærket til klubudvikling, samt en vandrepokal, der uddeles på Dansk Sejlunions årlige generalforsamling.