Legenden, sejleren, mennesket Paul Elvstrøm

– Jeg kan huske engang, hvor jeg så to joller, der lå og racede foran huset lige før en tordenbyge. Der var helt fladt vand. De planede ikke rigtig, men de sej- lede stærkt på det flade vand, inden søen kom rigtig op. Det er noget, jeg kan huske. Jeg var meget misundelig på dem.

Imens Paul Elvstrøm – som jeg har æren af at kunne kalde morfar – beskriver et af sine tidligste minder, kigger han længselsfuldt ud på Øresund fra selv samme vindue i huset i Hellerup, hvor han som dreng for over 80 år siden betragtede de to joller.

Han fortæller, at lige netop dette minde er et billede, som stadig står lysende klart for ham. Jeg forsøger at forestille mig det samme længselsfulde blik i et barneansigt upåvirket af vind, vejr og fysiske prøvelser – karakteristika hos en mand, hvis liv er sejlsport. Det er ikke svært at forestille sig den ivrige lille dreng med en ustyrlig trang til at befinde sig på et fladt Øresund i en jolle. Blikket er stadig det samme.

Et vaskeægte sømandshjem

Huset i Hellerup, hvor vi befinder os, er et vaskeægte sømandshjem. Når jeg lader blikket glide rundt i stuen, falder mine øjne over ting og sager fra hele verden, der oser af gode historier og masser af minder. Overraskende nok
skal man lede godt efter for at få øje på noget, der afslører Elvstrøms mange bedrifter – alle medaljerne, pokalerne og æresbevisningerne fra den lange karriere er ikke til at få øje på. I stedet er det minderne og billeder af den store familie og omgangskreds, der optager pladsen. Hjemmet i Hellerup vidner i det hele taget om et begivenhedsrigt liv med sejlsporten som omdrejningspunkt, og når jeg tænker på, at det var lige her, eventyret begyndte, kan jeg ikke und- gå at blive en smule betaget.

– Jeg er født lige her i huset, begynder Elvstrøm, - og lægen, der tog imod mig, han hed Doktor Gottlieb.


Nåh, det kan du godt huske?

– Nej, det har jeg da fået at vide, svarer han og smiler bredt til mig.

Det kan godt være, at det her er en mand med 85 år på bagen, men han evner stadig- væk at trylle glimtet frem i øjet.
- Jeg startede med at sejle lige her, da jeg var fem år gammel, fortsætter Elvstrøm.

– Jeg havde en egetræsjolle, som jeg så satte nogle sække op i. Jeg fik dog ret hurtigt fat i et gammelt sejl. Og så styrede jeg med en åre. Det var en rojolle, så der var intet sværd, og derfor var der en kæmpe afdrift, når jeg styrede med åren. Nogen gange vandt jeg og andre gange tabte jeg, når jeg vendte. Og så havde jeg pejlemærkerne på kysten.

Selv om lysten til at sejle var stor, var starten på Elvstrøms eventyr på havet ikke uden udfordringer. Elvstrøms mor var med god grund urolig for sin søns interesse i det våde element.


– Historien er den, at mor arbejdede i haven og så kom sønnen Mads og spurgte, om han måtte gå ud på broen og smide nogle kviste i vandet. Så sagde min mor ”Det må du ikke,” fordi vandet, det... Han var jo ikke født her, så han kendte det ikke. Men han gik alligevel ud på broen. Lige pludselig tænker hun ”hvor er drengen?” og går ud på broen. Og så ligger han nede på bunden, slutter Elvstrøm.

Tabet af storebroren Mads fandt sted, før Elvstrøm blev født, og som dreng voksede han ikke op med en frygt for havet, men betragtede det tværtimod som en stor våd legeplads, der skulle udforskes.

Jeg kunne jo sejle, før jeg kunne cykle


I starten bestemte mor Elvstrøm, at jollen skulle være bundet fast til broen med et reb, så han ikke kunne sejle for langt ud. Denne restriktion minimerede Elvstrøm gradvist ved at tage alle de små stumper reb, han kunne få fingre i og binde dem sammen med jollens reb. Således voksede hans frihed i takt med rebet.


Hvorfor var det der med at være på vandet så interessant?

– Det var det bare. Jeg kunne jo sejle, før jeg kunne cykle. Det var bare mit liv, ude på vandet, svarer Elvstrøm uden den mindste tøven.


At han hørte til på vandet, gik tidligt op for den unge dreng, der faktisk også var en habil centerhalf i fodbold i sine helt unge dage.

– Jeg spillede fodbold helt op til yngling-klassen, men
 en dag efter vi havde været ude og spille, kom jeg hjem, og det var solskin og dejlig luft, og jeg tænkte, ”nej, det er så lækkert ude på vandet,” og så holdt jeg op med at spille fodbold, det gad jeg ikke mere. Det var så lækkert
 i naturen, fortæller Elvstrøm og lyser op ved tanken om solskinsdagen på vandet.

Denne glæde ved at opholde sig på vandet og i naturen betyder også, at Elvstrøm meget tidligt i livet lærer sig selv at ro og sejle.

– 
Ordblind og med glæde for sport
 - jeg kunne det hele. Det var naturligt for mig. Legen på vandet var bare noget, jeg kunne lide, konstaterer Elvstrøm.


– Der var to jollesejlere, Madsen Mygdal og den anden hed Broge. Jeg sad ofte og kiggede på de to joller, og
 jeg var helt bidt af det, mindes Elvstrøm.

Glæden ved at dyrke sport og bruge sin krop var også et indirekte resultat af Elvstrøms ordblindhed, som der dengang fandtes meget begrænset viden om.


– Alt med fysik i skolen, der fik jeg UG (den højeste karakter for ”udmærket godt,” red.). Og UG i sløjd og gymnastik hver gang. Men TG (karakteren for ”temmelig godt” svarende til lidt under middel, red.) i dansk. Jeg var jo ordblind. Fordi man er ordblind, er man jo ikke dum, men dengang var man i omtale dum. Og det gav jo én et kompleks, forklarer Elvstrøm, der allerede tidligt i livet erfarede sine største succesoplevelser gennem sporten.

- Jeg kunne bare lide at sejle

I 1938 fejrede Dansk Sejlunion 25-års jubilæum, og Elvstrøm fyldte 10 år. På dette tidspunkt havde han allerede lært at mestre andet end en rojollen.


– Naboen købte en Oslo-jolle, og han sagde, at så kunne jeg lære ham at sejle, fortæller Elvstrøm og fortsætter:

– Men det passede ikke. Han gjorde det, fordi han synes, at jeg skulle have en jolle.

Den tidlige erfaring bevirkede, at det hverken var en uerfaren eller beskeden dreng, der to år senere startede som junior i Hellerup Sejlklub.

– Da jeg blev junior i Hellerup kunne jeg sejle bedre end de førere, jeg var ude med. Det er helt hundrede procent sikkert. Da jeg sejlede kapsejlads, der styrede jeg, og min bror, der var 11 år ældre og fører, han gastede for mig, for han vidste, at jeg styrede bedre end ham, fortæller Elvstrøm.


På trods af det åbenbare talent var det det dog ikke ambitioner, der var drivkraften hos den unge sejler.


– Jeg tænkte slet ikke sådan, overhovedet ikke. Jeg kunne bare lide at sejle, forklarer han.

- Og så blev jeg udtaget til London

Derfor var muligheden for at deltage ved OL heller ikke et mål, Elvstrøm opsøgte aktivt.

– Det kom så naturligt det hele, fortæller han.

– De spurgte klubberne, om de havde nogen, der eventuelt kunne være med i nogle udtagelsessejladser til at deltage i OL. Strit (Erik ’Strit’ Johansen, red.) og jeg havde fået
 en chance for at deltage i noget Piratjolle-sejlads nede i Nakskov.
 Der var 10 Piratjoller, og så trak vi lod, sejlede de der 10 sejladser og byttede båd mellem hver sejlads. Jeg styrede og Strit var gast. Vi vandt alle sejladser undtagen én, hvor vi blev nummer tre. Så spurgte formanden for Hellerup Sejlklub, som havde hørt om vores Piratjolle-sejlads, om udtagelsessejladserne til OL ikke var noget for os.


– Til udtagelsessejladserne skulle vi sejle i Uffa-King joller, nogle små klinkbyggede joller, og jeg kunne ikke låne
 én inden sejladserne. Så trak vi lod om bådene, og jeg skyndte mig at rigge min til for at komme ud og vende og bomme og det hele, til jeg tænkte, at nu var den god nok. Så gik starten, og vi sejlede den ene sejlads efter den anden. Vi havde cirka 20 udtagelsessejladser, og jeg blev ved med at vinde. Jeg væltede i en sejlads og blev pillet op - og ham der var formand for udtagelseskomitéen, siger til mig: ”Hvordan kan De?” – man var jo dis dengang – ”Hvordan kan De melde Dem til de her sejladser, når De ikke engang kan holde et fartøj på ret køl!” 
Bang!
 Og jeg skulle jo være høflig og holdt min kæft.
 ”Men De skal få en chance mere.”
 Og så fik jeg den chance mere, og så vandt jeg hver sejlads. Der var specielt én jolle, der var langsom, og som kom sidst hver gang. Den skulle jeg have til sidst, og så vandt jeg også i den, og blev udtaget til London.

Den første guldmedalje

På daværende tidspunkt havde Elvstrøm endnu ikke rundet tyve år.


– I dag kan jeg se, at jeg havde talentet. Jeg havde allerede været det hele igennem. Dengang var der jo ikke Optimistjoller eller noget som helst, fortæller Elvstrøm.

Han havde dog aldrig haft mulighed for at sejle lige præcis Firefly’en, før han deltog ved OL for første gang i 1948, og selv om han var i besiddelse af en del kapsejladserfaring, blev debuten ved OL alligevel en overvældende oplevelse, som han måtte vænne sig til gradvist.


– Den første sejlads ved OL der udgik jeg, fortæller Elvstrøm og fortsætter:

– Finnen, ham fra Finland, var på styrbord, og jeg var på bagbord. Jeg kunne sagtens passere ham, og det gjorde jeg også. Han råbte og skreg. Han ville have, at jeg skulle gå af vejen for ham. Jeg kunne snildt gå foran ham. Det var så ubehageligt, så jeg udgik.

– Men sejlads efter sejlads blev jeg bedre og bedre. De sidste to sejladser vandt jeg. Og dermed vandt jeg guld, fortæller Elvstrøm og viser alle sine tænder i et af de karakteristiske brede smil.

Den første OL-guldmedalje gav den unge talentfulde sejler blod på tanden efter at konkurrere på højeste niveau.

– Da jeg vandt det første guld i London, der kunne jeg se, at de forskellige jollesejlere... Deres kondition og kræfter, den var dårlig. De hængte jo dårligt nok, de sad kraftstejlme på dækket! Det var helt åndssvagt, fortæller Elvstrøm, mens han smiler og ryster let på hovedet.

– Og så sagde jeg til mig selv ”Hvis du går hjem og træner og er bomstærk, så vinder du hundrede procent sikkert.” Så i 48 da lærte jeg, hvad der skulle til for at være en sikker vinder, og så gik jeg hjem og trænede alt, hvad jeg kunne, fortæller Elvstrøm.

-Jeg var en slider

Det var en dedikeret ung sejler, der vendte hjem fra London, men livet går ikke i stå, blot fordi man har et OL at træne op til. På uforklarlig vis formåede Elvstrøm at jonglere to uddannelser samt træning.

– Jeg var en slider. Jeg har aldrig læst en bog - kun lærebøger - for at kunne forstå. Vi startede 21 i klassen (på ejendomsmæglerkurset, red.) og så blev det 20, og jeg var sidst hver gang, men jeg holdt ved, og til sidst var vi 12, der fik vores eksamen. Jeg vidste, at jeg ville være noget, og tjene nogle penge, så jeg kunne købe det her hus, fortæller Elvstrøm.

Et sådant skema efterlod dog ikke tid til ret megen fornøjelse ud over sejladsen.

– Jeg gik jo både på bygmesterskole og ejendomsmæglerkursus, og jeg kan huske meget tydeligt, da jeg engang kom hjem fra byen og passerede en pølsevogn, hvor folk stod og spiste, så tænkte jeg ”tænk den dag du har tid til at stå ved en pølsevogn...” Jeg havde aldrig tid til noget som helst, fortæller Elvstrøm konstaterende, men helt uden spor af fortrydelse i stemmen.

– Jeg skulle hjem og træne, så jeg løb ud til fortet (Charlottenlund Fort, red.). Der er både græsplæne og træer. Dengang kunne man nå en lang gren, og lave fysisk træning. Og ved et andet træ, der lå jeg på ryggen og løftede benene op og ned og fra side til side og gjorde gymnastik allround. Men hvis jeg joggede ud af Strandvejen, det var folk slet ikke vandt til. ”Kan du ikke løbe stærkere!?” De kom med sådan nogle dumme bemærkninger. Der var ingen, der motionerede på gaderne eller i skoven... Ingen. Det maksimale, folk gjorde, det var at gå en tur, siger Elvstrøm med en lille smule ringeagt i stemmen.

- Vi måtte have uld på for at holde varmen

Ifølge Elvstrøm eksisterer der ikke gode undskyldninger for at springe træningen over. Selv i løbet af de hårdeste vintre har han altid fundet på måder at komme ud i en jolle:


– Børge Schwartz og jeg vi sejlede inde i Svanemøllehavnen. Når der var et skib, der sejlede ud, så fulgte vi efter i renden, og så skyndte vi os tilbage, inden det lukkede til. Og når der var is et stykke ude, så slæbte vi Finnjollerne ud over isen, fortæller Elvstrøm.

I dag kan dedikerede jollesejlere beskytte sig mod de iskolde vand med moderne tørdragter, men en sådan luksus var ikke tilgængelig dengang.


– Det havde vi ikke. Vi måtte have uld på for at holde varmen. For der var ikke noget tøj, der var tæt, fortæller Elvstrøm.

Selv om uldtøjet var effektivt til at holde varmen i, maksimerede det også sandsynligheden for drukneulykker betydeligt, da det bliver voldsomt tungt, når det suger vand.


– Jeg havde vundet en 505, og så da jeg kom hjem fra OL i Melbourne, det var 
i ’56 i januar måned, hvor jeg var ude med en ven. Jeg tog trapezen, og han styrede. Og så væltede vi. Det var jo frostgrader. Når en 505, den ligger på siden, så er sværdet meget højt oppe. Jeg havde jo uld på, og så skulle jeg op på sværdet for at rette båden op. Når du ligger nede i vandet med alt det tøj, så er sværdet heroppe, fortæller Elvstrøm og illustrerer afstanden til sværdet med armene.


– Og så siger jeg til mig selv ”hvis du ikke kommer op nu, så drukner du kraftstejlme.” Det var jo møgkoldt. Så kæmpede jeg alt, hvad jeg kunne og kom op. Senere, da jeg kom ind i bad bagefter, så jeg, at mine skuldre var helt blå af blodsprængninger fra anstrengelsen. Nå, men jeg fik rettet 505’eren op, og min ven var svømmet om til hækken. Så siger jeg ”du må fandme selv komme op, for jeg kan ikke.” Jeg var fuldstændig lammet. Han kom op, og så sejlede vi ind. Man må have respekt for koldt vand. Hvis jeg ikke havde haft så god en kondition og kræfterne, så havde jeg ikke levet.

- Det hjælper at træne, men talentet skal være der

I kraft af sin dedikerede fysiske træning blev Elvstrøm også foregangsmand for både sin egen og kommende generationer af sejlsportsfolk, der hurtigt erfarede fordelen ved at være i fysisk form.


– Ham der vandt OL-sølv i Melbourne (André Nelis fra Belgien, red.)... Da vi lå og trænede, så siger han ”Hvordan kan du holde dig ude så længe?”. ”Ved du hvad?,” sagde jeg til ham, ”Jo hurtigere, du når til første mærke på krydset, jo kortere tid skal du hænge.” Og det inspirerede ham til at træne, fortæller Elvstrøm.

Det hjælper at træne, men talentet skal også være der, fastslår Elvstrøm.

– Husk på, taktikken er også ekstrem vigtig i kapsejlads. Du skal have trænet, så din bådfart er i orden, således at du kan koncentrere dig om taktikken. Talent er grundlaget. Hvis du ikke har talent, hvis du bare knokler, og du ikke har hovedet med, så går det ikke. Det er jo sømandskab at gøre det rigtige altid, slutter Elvstrøm.

Imens Elvstrøm påbegyndte træningen for at komme i topform til OL i Helsinki, fik han fat i tegningerne til en ny jolletype fra kanodesigneren Rickard Sarby.

– Svenskeren Sarby, som vandt bronze i Helsingfors ved OL i ’52, han tegnede og byggede Finnjollen (i 1949, red.), og den blev så udtaget i sidste ende. Inden de valgte Finnjollen til OL i ’52, så havde de en sejlads med jollerne (Finnjollen og ”Pricken” jollen tegnet af Harry Karlsson, red.), hvor Finnjollen var overlegen hver gang, så den blev olympisk.

– Så fik jeg tegningerne fra Sarby, og fik Børresen til at bygge min første Finnjolle. Det var Aage Birch og Quorning, der arbejdede for Børresen dengang, der byggede den. Men jeg fik nummer seks, fordi KDY havde bestilt fem joller og skulle have de fem første numre. Det er typisk, klukker Elvstrøm og fortsætter:


– Så derfor fik jeg nummer seks, selv om jeg var den første, der lancerede den.

”Jeg vinder da”

I modsætning til ved Elvstrøms OL-debut i ’48 var der op til legene i ’52 meget opmærksomhed omkring den unge sejler, som efter guldmedaljen i London pludselig var det helt store OL håb.

– Dengang jeg blev interviewet i radioen, da jeg var udtaget til OL i ’52 i Finland, så spurgte intervieweren, hvordan de danske sejlere sandsynligvis ville klare sig. Så sagde jeg, der var gode chancer for at vinde i drageklassen. Og i 5,5 meter, det vidste jeg ikke, fordi jeg havde ikke set nogen af de internationale sejlere. Men så siger de ”hvad med dig selv?”
. ”Jeg vinder da.”
 Og på grund af det fik jeg så mange uartige kommentarer om, hvad jeg bildte mig ind. Så jeg var skidebange for ikke at vinde, fortæller Elvstrøm, som dog levede fuldt op til sin udtalelse, da han i Finnjollen vandt sin anden OL- guldmedalje i Helsinki.


Det var måske den danske jantelov, du fik at føle?

- Rigtigt. Den fik jeg! Det var sidste gang, jeg sagde sådan noget. Det lærte jeg af det. Man skulle ikke være ærlig, siger Elvstrøm, som flere gange har oplevet, at ærlige svar på spørgsmål om hans talent er blevet forvekslet med arrogance.

I realiteten vil enhver med kendskab til Elvstrøms karakter sige, at han på sin egen måde er et ret beskedent menneske, der stiller utroligt høje krav til sig selv. Jeg kan huske, at jeg engang som barn spurgte min morfar om en bestemt kapsejlads, han havde deltaget i, hvortil han svarede ”jeg kan ikke umiddelbart huske den, så jeg har nok vundet”. 
Nogen ville måske kalde dette svar arrogant, men han forklarede mig dengang, at han altid huskede de sejladser, hvor han ikke vandt, for det var der, han lærte noget, der var værd at huske. Elvstrøm har altid delt Anja Andersens vindermentalitet, hvor ”tab og vind med samme sind” blot er den gode tabers trøst.
 At nummer to ikke er nummer et, og derfor ikke er godt nok, er en indstilling, som Elvstrøm har haft siden før sin første OL-deltagelse.

– Under krigen, der løb vi på ski i Ulvedalene. Så kom jeg til at tale med en væsentlig ældre sejlsportsmand. Vi stod oppe på toppen af teaterbakken og talte om kapsejlads. Det har været i ’45. Han fortalte om Ole Berntsen, at det var fantastisk, så godt han sejlede. Så siger jeg til ham ”ja, men han vinder ikke hver gang.”
 Så jeg var overhovedet ikke imponeret. Han har jo bare troet, at jeg ikke var rigtig klog, siger Elvstrøm og ler stille ved tanken.

Og jeg var jo glad for at lære fra mig

Selv om målet altid har heddet at være den bedste af de bedste, har Elvstrøm aldrig haft spidse albuer i sin stræben. Tværtimod.

– Det at sejle kapsejlads... Der viser du jo bare sømandskab. Du skal gøre det rigtige altid. Det er godt sømandskab, forklarer Elvstrøm.

– Jeg lærte fra mig. Jeg følte 
ikke, at vi var konkurrenter. Jeg har aldrig haft nogen hemmeligheder om at trimme en båd og så videre. Det er jo ikke sjovt, hvis du ikke har konkurrence. Og det er det samme, hvis du ikke er et pænt menneske over for dine konkurrenter, så er der jo ingen, der ønsker, du skal vinde. Og hvad er det så værd? spørger Elvstrøm, som igennem sin karriere i sejlsporten har opbygget et helt fantastisk netværk over hele verden.

– Dengang der var det let at få venner, for de skulle jo lære noget. Og jeg var jo glad for at lære fra mig, siger Elvstrøm og smiler.

– De mennesker, som jeg kender på grund af sejlsporten, det er blandt andre den norske konge, den spanske konge og Konstantin (tidligere konge af Grækenland, red.). Og jeg får et knus af dem, når jeg møder dem.

– For eksempel i Operahuset (til IOC-topmødet i 2009, red.), der stod jeg og talte med formanden for Den Olympiske Komité Jacques Rogge, og han fortalte mig en historie fra han var ung, hvor han i en kapsejlads havde fulgt mig, og jeg blev nummer et og han nummer to. Det var meget strømsejlads, så jeg gjorde bare det rigtige, og så fulgte han efter. Og mens jeg taler med ham, så kommer Juan Carlos (den spanske konge, red.) og giver mig et knus, og så skulle ham fodboldspilleren Pélé hen og hilse på mig, for Juan Carlos fortalte ham, hvem jeg var.

– Og så kom den ene efter den anden inde i Operahuset. Det var meget sjovt, mindes Elvstrøm og smiler for sig selv ved tanken.

Gør dig fortjent til dine konkurrenters respekt

Ifølge Elvstrøm er det helt fundamentalt som idrætsmand at gøre sig fortjent til sine konkurrenters respekt og bevare den gode sportsånd.
Som eksempel fremhæver han den unikke situation, som 49er sejlerne Jonas Warrer og Martin Kirketerp befandt sig i ved OL i Beijing i 2008, hvor det kroatiske team gladelig lånte danskerne deres båd, da de knækkede masten i sidste sejlads.

– Det var flot. Det var god sportsånd, fastslår Elvstrøm, som dog også indrømmer, at lige netop når det handler om OL, kan det være en udfordring at bibeholde den venlige konkurrence.

– Jeg vil sige, at dem der kommer til OL, de er ikke altid lige søde ved hinanden. Når du står der, og det gælder om, du kommer med eller ikke med, 
og det er så stor en oplevelse at deltage i OL, så kan konkurrencen godt blive sådan, at egoismen kommer lidt for meget frem.


Generelt er Elvstrøm dog af den opfattelse, at sejlsporten er ret unik i den forstand, at der eksisterer et særligt bånd mellem alle, der sejler - selv på højeste niveau.

– Ligegyldigt hvem du møder... Hvis du hører de sejler, så er I straks på bølgelængde. Dem, der sejler, er pæne mennesker. Det er derfor, de sejler. De kan lide deres sport.

- Fem konkurrenter vidnede for mig

Elvstrøm har på første hånd mærket den uvurderlige fordel ved at have et respektfuldt forhold til sine medsejlere, når det virkelig gælder.

– Det værste, jeg har været udsat for, det er, at i en sejlads i 1960 (til OL i Napoli), fik jeg ikke noget skud, da jeg passerede mållinjen. Og så siger de, at jeg er startet for tidligt. Jeg havde fandme ikke startet for tidligt. Der var en kæmpe fordel ved bagbord mærke. Og det vil sige, at dem, der kom på styrbord, de kunne ikke rigtig holde linjen. Det opdagede jeg hurtigt, så jeg tog ned og vendte, og så startede jeg i skuddet.

- Og jeg havde mærket dér, og jeg havde dommerskibet dér. Jeg kunne ikke komme tættere på mærket, og jeg startede i skuddet med fuld knald. Og så står der en kæmpe idiot, der er linjedommer på krigsskibet: ”Han må være 
for tidlig,” fordi ‘foow’ sagde det, og så var jeg væk. Han havde ikke fattet en skid. Dér måtte jeg lægge protest. Og jeg kan huske, at Niels Bentzon, som var formand for regelkomitéen, han spørger mig ”Hvis der havde været tilbagekaldelse, ville du så have vendt om?” - ”Det kan jeg ikke svare på, for jeg er stensikker på, jeg ikke var for tidlig.”

Så stemte regelkomitéen, og der var én stemme mere for, at jeg havde ret. Der var fem konkurrenter, som vidnede for mig. Havde jeg været et dumt svin, havde jeg aldrig vundet, konstaterer Elvstrøm, som blev meget påvirket af sagen.


– Jeg syntes, det var så uretfærdigt. Jeg behøvede ikke den førsteplads, og jeg behøvede ikke at sejle sidste sejlads, og det gjorde jeg heller ikke, fordi jeg var ked af det. Det var princippet i det. Jeg blev så dårlig, så jeg blev syg, fortæller Elvstrøm og ser lidt tungsindig ud ved mindet.

Protest er den allersidste udvej

At lægge protest har altid været den allersidste udvej for Elvstrøm, som gennem hele sin karriere har været af den holdning, at en kapsejlads skal vindes på vandet ved at være den bedste sportsmand. Ikke i juryrummet.


Ved OL i Los Angelos i 1984 var Elvstrøm sammen med datteren Trine mindre end et point fra at vinde bronze medaljen i Tornado, og havde højst sandsynligt vundet den, hvis de havde valgt at lægge protest.


– Men det ville jeg ikke. Man skal vinde på vandet. Så højtideligt skal man heller ikke tage resultatet, forklarer Elvstrøm, som ud over moralske årsager også har en ekstra motivation for at afgøre sejladserne på vandet.


– Jeg er jo ordblind, jeg skriver ikke engelsk. Hvis jeg skulle lægge protest, ville det jo være et helvede for mig at skrive. Så jeg var nødt til at sejle hurtigere end alle de andre og komme fri og sige farvel. Jeg plejede at vinde med helt op til to minutter til nummer to, også ved OL, fortæller Elvstrøm.

Selv om han udgik fra sidste sejlads i Napoli i 1960, havde Elvstrøm da også allerede sikret sig sin fjerde OL-guldmedalje i træk.

– I 1960, dér var Danmark den bedste nation i OL (inden for sejlsport, red.) Vi vandt sølv i 5,5 meter (William Berntsen, Steen Christensen, Søren Hancke, red.), guld
 i Finnjollen og sølv i Flying Dutchman (Hans Fogh, Ole Gunnar Petersen, red.). Dér var vi verdens bedste sejlnation, fortæller Elvstrøm med tydelig stolthed i stemmen.

Inspiration for unge sejlere

Tre år efter kan Dansk Sejlunion fejre 50 års jubilæum, Elvstrøm er i en alder af 35 år allerede en legende med fire OL-guldmedaljer på CV’et, og Danmark har fået øjnene op for sejlsporten.

– Dét at sejlsport er olympisk, det er det eneste, pressen interesserer sig for. Det er OL. I 1948 vidste folk overhovedet ikke, hvad det gik ud på. Så i ’52 vidste de, der var noget der hed sejlsport. I 1956 kunne de endelig følge med og i 1960, der vidste de alt om sejlsport. Det var dér, at sejlfolk fik omtale... Ellers stod der aldrig et ord. Jeg gjorde alt for, at sejlsporten skulle få omtale. Jeg arrangerede blandt andet det første uofficielle verdensmesterskab i OK-jolle. Så ringede jeg til Reuters og Ritzau, og så siger de ”Jamen hvad med dig selv?”.

– ”Jamen, det er ikke mig selv, jeg ringer om, det er verdensmesterskabet i OK-jolle.” Det var de ikke interesserede i. Det var kun personen. Det var fordi folk ikke kendte de andre. De ville gerne have nogen, de kunne identificere sig med. Der skal være nogle personligheder. Det er personerne, folk forholder sig til og ikke en båd, fortæller Elvstrøm.

Det var dog ikke kun pressen, der lod sig inspirere af den succesfulde sejlers bedrifter. At sejlsporten modtog stigende omtale motiverede nye generationer af jollesejlere til at sigte mod OL.

– Jeg kan ikke lide at sige det, men når sejlere blev spurgt, hvem de havde som idol, så var det ofte mig, konstaterer Elvstrøm og ser en smule utilpas ud.

Et hurtigt kig på profilerne af de udtagne sejlere til OL i London sidste sommer bekræfter, at Elvstrøms evne til at inspirere unge sejlere stadigvæk er højst aktuel. Blandt andre 49er sejleren Allan Nørregaard og matchracesejleren Susanne Boidin nævner ham som deres største sportsidol.

En levende legende

De fire guldmedaljer er kun toppen af det 'isbjerg' af bedrifter, der udgør Elvstrøms karriere, og som har gjort ham til en levende legende.

Han har i løbet af næsten et halvt århundrede konkurreret på højeste niveau i sejlsporten. Ud over de olympiske medaljer har Elvstrøm vundet 13 VM-titler i otte forskellige internationale klasser, samt 8 EM-titler og utallige topresultater ved internationale sejlsportsbegivenheder. Selv om Finnjollen er den jolle, Elvstrøm har haft mest succes i, har den dog ikke æren af at være yndlingsjollen.


– Det var 505. Det var det bare... fastslår Elvstrøm uden helt at kunne forklare præcis hvorfor.


Igennem hele sin karriere har Elvstrøm også bidraget aktivt til den tekniske udvikling af sejlsportsudstyr, blandt andet med udviklingen af flydevesten, en redningsvest, der ikke begrænser bevægelsen, sejladsstøvler med skridsikre såler, den moderne selvlænsende bailor samt winch-blokken.

Fælles for alle hans opfindelser er, at de er opstået som løsningen på et bestemt problem.

Potentiale i enhver udfordring

Mens de fleste mennesker gør det bedste med det, de har, bevæger Elvstrøm sig langt ud over nødvendighedens grænse, indtil han opnår perfektion.

Han ser potentiale 
i enhver udfordring og udvikler nye løsninger, når der er noget, der ikke fungerer fuldstændig optimalt.
 Dette er desuden et karakteristika hos Elvstrøm, som ikke kun er gældende, når det handler om sejlsport.


En vinter, da hans døtre var små, var alle skøjtehallerne i området lukkede og pigerne ville så utrolig gerne skøjte. Elvstrøm, der jo er en inkarneret problemløser, vælger 
at oversvømme hele deres store græsplæne, som dagen efter er en ganske brugbar skøjtebane, hvor pigerne og alle deres venner kunne more sig.


– Og så, da det blev forår og isen smeltede, så var der ikke andet end mælkebøtter tilbage! Det var forbandet, ler Elvstrøm og kaster hovedet bagover den karakteristiske højrøstede latter, som giver frit udsyn til alle tænderne i hans store mund.

Elvstrøm Sejlloftet

Det sted, hvor Elvstrøm virkelig kunne give sin kreativitet frit løb, var, da han i 1954 grundlagde sit Sejlloftet i kælderen af villaen i Hellerup.


– Så startede jeg jo Elvström Sails. En dag kom jeg hjem til Strit (Erik ’Strit’ Johansen, red.), han boede på Strandvejen, og så sidder han kraftedeme og syer bukser. Så siger jeg til ham ”du, alle mennesker kan sy bukser, men de kan ikke sy et ordentligt sejl.”

– ”Men vi er jo ikke sejlmagere?”
. ”Nej, men det skal vi nok finde ud af.”
 Så startede vi med at lave sejl. Jeg lavede faconen, og han syede. Mine sejl var dobbelt så dyre som andres sejlmageres, og så var der en svensker, der sagde: ”Jamen det er jo dobbelt så dyrt som Olmgren i Stockholm.” Så sagde jeg, ”Jamen du vinder ikke med sådan et sejl.”
 Og det måtte han jo indrømme. Så jeg gik aldrig glip af en ordre, fortæller Elvstrøm med et smørret grin.

Fairplay og god sportsånd

Ud over sine resultater og de teknologiske bidrag til sejlsporten har Elvstrøm også gennem hele karrieren været ambassadør for fairplay og god sportsånd, hvilket har gjort ham til et både elsket og højt respekteret forbillede for mange sejlere over hele verden. Grundet den store internationale omgangskreds og Elvstrøms hustru Anne Elvstrøms berømte gæstfrihed har der i huset i Hellerup altid været et bestandigt rend af sejlere fra hele verden.

– Det var et internationalt hjem. De kom fra hele verden, fortæller Elvstrøm.

Det var hustruen Anne, min mormor, der sørgede for, at hjemmet altid var åbent, og at der var rart at være. Hun var hele vejen igennem kvinden bag legenden.

– Hun var enestående. Hvad hun kunne klare, det var jo utroligt.
 Det var Anne, der klarede alt, fortæller Elvstrøm og bliver tydeligt bevæget ved tanken om sin hustru gennem 50 år, med hvem han fik fire døtre, ni børnebørn og to oldebørn, og som han mistede i 2011.


– Hun sørgede for, at jeg kunne koncentrere mig hundrede procent om sporten. Jeg kunne ikke have gjort det uden hende, fordi er hjemmet ikke i orden, så går det jo ikke, fortæller Elvstrøm om sit livs kærlighed.


Kærligheden til Anne var den eneste kærlighed, der kunne måle sig med kærligheden til sporten – en sport, der har været omdrejningspunkt for et eventyrligt liv.


Da jeg spørger Elvstrøm, hvad der har betydet allermest for ham i løbet af den lange karriere, kigger han eftertænksomt ud af vinduet og svarer efter et par lange minutter:


– Oplevelsen. Konkurrencen. Sømandskabet.