Lukas Mohr kvalificerer sig til første virtuelle OL-finale
For første gang afholder IOC virtuelt OL i sejlsport. Lukas Mohr vandt søndag guld i 49'er-klassen i den såkaldte 'Olympic Virtual Series'. Nu venter superfinalen.
For første gang afholder IOC virtuelt OL i sejlsport. Lukas Mohr vandt søndag guld i 49'er-klassen i den såkaldte 'Olympic Virtual Series'. Nu venter superfinalen.
For første gang nogensinde afholder IOC virtuelt OL i en række e-sportsgrene, heriblandt sejlsport. Eventet hedder Olympic Virtual Series, og i går vandt Lukas Mohr guld i 49’er-kvalifikationsstævnet og sikrer sig dermed en af de meget eftertragtede billetter til den endelige finale, der afholdes 4. august under OL i Japan.
Lukas Emil Mohr, der er danmarks bedste e-sejler, vandt i suveræn stil med 10 point ned til nummer 2. Efter en svær start, lykkedes det Lukas Mohr at sejle sig helt i front og fastholde føringen i Medal Race.
En kæmpe oplevelse, siger den dobbelte danmarksmester i e-sejlsport:
– Det var en vild aften! Det begyndte ikke så godt med en straf i starten. Men at kunne kalde sig Olympic Virtual Series-mester i 49'er er virkeligt fedt! Jeg havde bestemt ikke regnet med at vinde med 10 point over nogle af verdens bedste e-sejlere!
Nu venter superfinalen i 4. august, hvor de fem bedste e-sejlere fra hver af de fire klasser inviteres med (Nacra, 49er, Laser og en mixed klasse). En finale, som Lukas Mohr med sejren i Olympic Virtual Series har sikret sig direkte adgang til!
Du kan se (eller gense) finalen i 49'er her.
IOC afholder e-sportseventet i samarbejde med fem internationale forbund, der foruden World Sailing også tæller World Baseball Softball Confederation, Union Cycliste Internationale, World Rowing samt Fédération Internationale de l’Automobile.
Læs mere om Olympic Virtual Series lige her.