Sportschef om OL: ’Et erfarent hold, der kan håndtere presset’
Thomas Jacobsen, Dansk Sejlunions sportschef, vurderer det danske sejlerlandsholds medaljemuligheder forud for de første OL-sejladser.
Thomas Jacobsen, Dansk Sejlunions sportschef, vurderer det danske sejlerlandsholds medaljemuligheder forud for de første OL-sejladser.
– OL er ikke noget normalt stævne. Men vi har nogle stærke kort og et erfarent hold, der har prøvet det før og ved, hvad de skal gøre for at håndtere presset.
Sådan lyder vurderingen fra Dansk Sejlunions sportschef, Thomas Jacobsen, af den gruppe på i alt otte danskere sejlere, der inden længe stævner tager hul på første sejlads ved de olympiske lege i Tokyo.
Tre ud af fem besætninger har således været der før. Enten på vandet som atleter eller på sidelinjen som trænere.
– Vi vi har helt klart høje forventninger til Anne-Marie. Hun har en stor rival fra Holland, og det er marginaler, som kommer til at afgøre, hvem der vinder til sidst.
– De har et solidt fundament at stå på. De har næsten ikke dårlige dage, og det betyder meget. Derfor vurderer jeg dem til at være blandt de fem bedste besætninger.
– Klassen har ikke rigtig været samlet det sidste års tid, derfor er det svært at spå om. Men de har fået meget ud af træningen det sidste år. Jeg skyder dem til at være i top fem, men om det kan blive endnu bedre, må tiden vise.
– De kan helt klart gøre sig gældende i top fem. Nacra-klassen er svær at bedømme, fordi udstyret betyder rigtig meget. Det er også en af hovedgrundene til, at vi har en bådebygger med, så deres foils er helt perfekte.
– Der er nogle vindforhold, hvor hun er udfordret. Derfor har hun været en måned på træningslejr i England for at forbedre sig i netop de forhold. Derudover har hun fået en ny træner, som også har hjulpet hende på den tekniske side. Hun siger selv top-10, men jeg tror, hun kan gøre det bedre!
Netop erfaringen kan hurtigt gå hen og blive et af de vigtigste kort for de danske sejlere. Særligt i år, hvor der er meget støj omkring OL med check-in, coronaprøver og adgangskort for at komme ned til båden på havnen. Der bliver erfaringen meget værd, vurderer sportschefen.
– Sejlerne har et sted at parkere nerverne. De har før prøvet at være den, der skal præstere for nationen, at journalisterne ringer og alle de andre ydre omstændigheder, man ikke skal forholde sig til i et normalt stævne, siger Thomas Jacobsen.
Det seneste år med corona-restriktioner har betydet, at mange af de store stævner enten er blevet aflyst eller også blevet afviklet uden hele den samlede verdenselite på startlinjen.
Det har gjort det svært at vide præcist, hvor sejlerne ligger på formkurven i forhold til konkurrenterne.
Men til de stævner, der trods alt er blevet sejlet, har danskerne været med i medaljekampen i flere tilfælde. Et faktum, der giver sportschefen ro i maven.
– Den første indikation af, om man er med i toppen, er, at man kan gå ud og vinde sejladser. Det kan de faktisk alle sammen, og derfor tegner det rigtig godt, siger han.
Forholdene i Enoshima, hvor sejladserne foregår, er meget anderledes end herhjemme.
Det er et åbent hav, ofte med pålandsvind og to meter høje bølger. Hvis man er vant til at sejle enten på Århus-bugten eller i Hellerup, er de japanske forhold nogle, der kræver tilvænning.
– Vi har gjort, hvad vi kunne i forberedelserne op til OL for at blive klar til de anderledes forhold. For eksempel har vi været på Lanzarote, så sejlerne har kunnet vænne sig til den måde, de skal sejle på i Japan, fortæller sportschefen.
De danske sejlere er nemlig vant til, at vinden springer mere, end man ofte oplever den i Japan. Af den grund bliver farten højst sandsynligt mere afgørende end de små, hurtige taktiske beslutninger.
Mens mange sejlere har et yndlingsvejr, håber sportschefen på blandede forhold, når sejladserne til OL skydes i gang 25. juli.
De danske sejlere er nemlig mere all-round sejlere, hvor visse andre lande sender mere specialiserede sejlere afsted til legene. Det gælder eksempelvis i Laser Radial, hvor Anne-Marie Rindom håber på at kunne forbedre bronzemedaljen fra Rio.
– Hvis det bliver blæsevejr i en uge, bliver det svært at slå særligt ireren. Hvis det bliver vindstille, er der nogle asiatiske sejlere, der er vanvittigt dygtige, vurderer Thomas Jacobsen.
Samlet set lyder vurderingen fra sportschefen, at de fleste danske sejlere og besætninger har gode forudsætninger for at lave en placering i top fem. Derfra er der ikke langt til podiet, forklarer han.
– Der kan ske de mærkeligste ting til OL. Man ser favoritter skuffe og ukendte atleter komme frem. Derfor må man aldrig give op, fastslår Thomas Jacobsen.