Formandens ord: Verdensklasseatleter og guldregn
Dansk Sejlunions formand Line Markert gør status efter OL, der bød på både verdensklassepræstationer og et stærkt fællesskab, som danskerne i den grad fik øje på.
Dansk Sejlunions formand Line Markert gør status efter OL, der bød på både verdensklassepræstationer og et stærkt fællesskab, som danskerne i den grad fik øje på.
Den 10. juli satte Sejlerlandsholdets otte OL-atleter og stab kurs mod Japan. Mod medaljedrømme og med hovederne fulde af forventninger bygget op over fem år. En måned senere landede de atter i Danmark. Med brede smil, stor gensynsglæde og en OL-guldmedalje i bagagen.
Tokyo2020 bliver et OL, vi kommer til at huske. Først og fremmest på grund af corona, mundbind og sociale bobler. Men også fordi vi så et landshold i særklasse.
Anne-Marie Rindoms guldmedalje var historisk. Den første danske i en laserklasse nogensinde og den første kvindelige guldmedalje i sejlsport i 25 år. Hvad to gule flag og en omstart i OL-sammenhæng betyder, er der vist heller ingen, der glemmer lige foreløbigt.
Men det var ikke kun Anne-Marie, der præsterede. For første gang nogensinde var samtlige danske besætninger i Medal Race, og alle sluttede i top8. Selvom nogle besætninger havde håbet på mere, er det en kæmpe præstation at nå så langt. En top8-placering er i Team Danmarks øjne lig med ’en verdensklassepræstation’, og det, der gør, at Dansk Sejlunion fortsat er ’et verdensklasseforbund’ i Team Danmarks optik.
Men ikke nok med at vores atleter præsterede på kapsejladsbanen, så smittede deres sammenhold og glæde til sejlsporten også af på rigtig mange danskere og medier.
400.000 danskere så således med på DR, da Anne-Marie Rindom sejlede finalen i Laser Radial. Flere tusinde har fulgt med i de enkelte sejladser via live trackeren på dansksejlunion.dk, og rigtig mange har bakket op om vores sejlere på sociale medier under hele OL.
Det er absolut ikke hverdagskost for en sportsgren som sejlsport, at så mange følger med. Derfor er det selvfølgelig også en kæmpe glæde, når så mange danskere får øjnene op for sejlsportens potentiale og bliver inspireret af det stærke sejlfællesskab.
For første gang under et OL slog vi dørene op til TORM Meeting Point herhjemme. TORM Meeting Point har i flere år været stedet, man mødes lokalt ved de store internationale sejlsportsstævner, hvor Sejlerlandsholdet deltager, særligt hvert fjerde år under De Olympiske Lege. Men da det ikke var muligt at invitere fans, venner, familie og partnere med til Japan, videreudviklede Dansk Sejlunion ideen og inviterede til sejlsportsfest i Tuborg Havn sammen med vores gode partner TORM.
Hver morgen viste vi sejladserne live på storskærm med croissanter og god kaffe i godt selskab. Resten af dagen inviterede frivillige instruktører fra Hellerup Sejlklub og KDY besøgende med ud på vandet i J/70ere, DS Match Racere og på SUP, mens Ungdoms- og Udviklingslandsholdet bød folk ombord i deres olympiske joller til en uforglemmelig oplevelse. Vi er fra Dansk Sejlunion side ubeskriveligt taknemmelige for opbakningen og for den kæmpe indsats, de mange frivillige har ydet for dansk sejlsport under OL i forbindelse med TORM Meeting Point og modtagelsen af Sejlerlandsholdet i Københavns Lufthavn.
Indsatsen resulterede dels i mange glade gæster, og dels i besøg af både H.K.H Kronprinsen, kulturministeren, den japanske ambassadør og en lang række medier. Det var en fornøjelse at være en del af holdet, og jeg håber, vi får lejlighed til at gentage succesen en anden gang.
Her til sidst skal der også lyde en stor tak til alle jer, der har grint og grædt med os på vejen. Til alle jer, der er stået op klokken lidt-for-tidligt og støttet op om vores olympiske sejlere og hele Sejlerlandsholdet. Det har i den grad kunnet mærkes i Japan! Til vores gode samarbejdspartnere, der været med os hele vejen. På trods af corona, udsættelse og uvished.
En helt særlig tak skal der dog lyde til Anne-Marie Rindom, Lærke Buhl-Hansen, Jonas Warrer, Jakob Precht, Lin Ea Cenholt, Christian Peter Lübeck, Ida Marie Baad, Marie Thusgaard og hele holdet, der var med i Japan.
Det har været en kæmpe fornøjelse at følge jer i jagten på drømmen. Jeres sammenhold og dedikation til sporten er enestående. Den måde, I insisterer på, at sejlsport skal være sjovt. Hver dag. Ikke kun når kameraerne ruller, og hele verden ser med.
Anne-Marie Rindom brillerede store dele af stævnet i Laser Radial-feltet og førte med 26 point inden sidste sejlads før Medal Race. Men med to gule flag og tvivl om, hvorvidt hun måtte sejle med, da starten gik om i sidste sejlads, valgte hun at trække sig fra sejladsen. På den måde kunne hun benytte sin fratrækker og stadig holde sig i front. Efterfølgende viste det sig, at hun gerne havde måttet sejle med, hvilket forståeligt frustrerede den 30-årige horsens-sejler, der gik fra at have ligget alene i front til nu at bringe spændingen ind i Laser Radial-feltet. Forspringet svandt til bare 7 point foran den evige rival, Marit Bouwmeester fra Holland, og finalen blev derfor en nervepirrende sejlads med tæt kamp om pointene. Rindom krydsede målstregen som 7’er kun få meter efter Bouwmeester og med den placering var guldet hjemme.
Foto: Peter Brøgger
Windsurfer Lærke Buhl-Hansen snuppede 7. pladsen i RS:X-klassen og blev dermed både den første og den eneste danske RS:X-sejler, der har været med i et OL Medal Race. En imponerende præstation og et perfekt punktum på det, der også bliver afslutningen på Lærke Buhl-Hansens RS:X-karriere. Ved næste OL i 2024 skiftes brættet ud med iQ Foil, der som navnet afsløret er et foilende et af slagsen.
Foto: Peter Brøgger
I Nacraen var Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck desværre uden for medaljechancerne i Medal Race efter et par tunge placeringer i begyndelsen af konkurrencen. Til gengæld sluttede de OL med et brag. I deres sidste tre sejladser inden finalen havde de i den grad fundet de offensive kræfter frem og lykkes med en imponerende 1-3-1 serie. Den succes fulgte de til dørs i finalen, hvor de snuppede 2. pladsen efter en forrygende sejlads i den foilende katamaran. Dermed sluttede de OL i storform på en samlet 4. plads - den bedst mulige placering, de kunne opnå efter finalesejladsen.
Foto: Peter Brøgger
Jonas Warrer og Jakob Precht i 49eren sluttede OL på en samlet 5. plads. Før finalen lå de som 5'er á point med tyskerne på 4. pladsen og 10 point fra både sølv og bronze, så alt kunne ske. Den aarhusianske besætning kom godt fra start og lå blandt de førende både på første opkryds. Men svært presset af polakkerne kom de desværre skidt ud af første mærkerunding og måtte slippe grebet i toppen af feltet. Med lidt 'stolpe ind' i finalen eller en enkel sejlads med en bedre placering havde de kunne snuppe en medalje. Men sådan er sejlsport, som Jakob Precht sagde til DR kort efter at være kommet i land. Nogle gange har man bare ikke marginalerne med sig.
Foto: Peter Brøgger
Ida Marie Baad og Marie Thusgaard rykkede op på en 8. plads i 49er FX-feltet efter en flot finale. Dermed afsluttede de OL på fineste vis. Efter de indledende sejladser lå de umiddelbart på en samlet 11. plads. Men da den amerikanske besætning kort efter sidste kvalifikationssejlads fik en straf, der ikke kunne trækkes fra, kom den aarhusianske besætning med i finalen på yderste mandat. Med en 4. plads i Medal Race lykkedes det dem at avancere to pladser op ad listen til en samlet 8. plads i et stærkt felt af konkurrenter.
Foto: Peter Brøgger