Fire besætninger er klar til VM i 49er og Nacra17
Den 31. august begynder VM i de olympiske klasser 49er, 49erFX og Nacra17. Fire danske besætninger stiller til start i Canada.
Den 31. august begynder VM i de olympiske klasser 49er, 49erFX og Nacra17. Fire danske besætninger stiller til start i Canada.
Tre 49er besætninger og et Nacra17 team er klar til start, når VM for de tre olympiske bådklasser 49er, 49erFX og Nacra17 løber af stablen onsdag.
Danmark har i år ingen 49erFX-besætninger med til VM, da alle har brugt ressourcerne anderledes og prioriteret træningen hjemme.
Mesterskabet sejles i Nova Scotia, Canada, hvor sejlerne de seneste dage har trænet on location og forberedt sig på stævnet i vind- og vejrforhold, der ser ud til at blive meget varierende, forklarer John Pink, 49er landstræner.
– Forholdene herovre har været gode indtil videre. Vi har ofte fået en søbrise om eftermiddagen, men der har også været et hav af andre forhold. Fremad mod stævnet ser det derfor ud til, at vi kommer til at sejle i meget blandede forhold, så det burde blive et rigtigt spændende mesterskab, fastslår han.
Optakten til stævnet har dog ikke været helt lige så god, som man kunne have håbet på.
De danske både blev forsinket under transporten til Canada og ankom først lørdag aften, fire dage før stævnestart. Selvom danskerne hurtigt fik lejet både af værtsnationen, har det alligevel givet en smule distraktion i forberedelsen, forklarer John Pink.
– Det har selvfølgelig været frustrerende og forkortet vores opbygning mod stævnet. Når det er sagt, har vi fået det bedste ud af tiden, og det kommer ikke til at holde os tilbage fra at sætte alt ind på at levere vores bedste performance under VM, siger han.
Netop den bedste performance bliver der brug for, hvis målsætningen om top-ti placeringer - og måske en medalje - blandt de danske sejlere skal indfries:
– Der er forholdsvis lang vej ud til banerne, og eftersom vi forventer mange forskellige vejrforhold, bliver sejlernes mentale og fysiske styrke testet. Jeg er sikker på, at det bliver et rigtigt fedt event, hvor de bedste sejlere finder vej til podiet, fastslår John Pink.