Årets internationale medaljevindere 2022

Dansk Sejlsport har vundet en række internationale sejlsportsmedaljer i løbet af 2022. Vi samler op på vinderne her.

Senest ajourført d. 4. januar 2023

Danske sejlere har i løbet af 2022 vundet flere flotte medaljer på de internationale kapsejladsbaner. 

Vi har samlet en oversigt her og ønsker alle sejlere stort tillykke med resultaterne!

VM-medaljer

Anna Livbjerg

VM-guld i Europe

Anna Livbjerg har regeret toppen af Europe-feltet i rigtig mange år. Guldmedaljen i 2022 var således sejleres 10. VM-guld i streg. Imponerende rekord!

Sejlklub: Kaløvig Bådelaug

Anne-Marie Rindom

VM-guld i ILCA 6

OL-sejlerens tredje VM-guld i ILCA-klassen, som hun sikrede sig allerede før Medal Race og efter længere tids pause fra jollen. Næste stop: OL2024!

Sejlklub: Horsens Sejlklub

Claus Høj Jensen, Frederik Dahl Hansen & Rasmus Jørgen Andresen

VM-guld i H-båd

Medaljen i 2022 blev Claus Høj Jensens 10. VM-guld i H-båd! Virkelig flot gået.

Sejlklub: Hersløv Strand Sejlklub

Jørgen Bojsen-Møller & Jacob Bojsen-Møller

VM-sølv i Flying Dutchman

Kampen om guld var tæt, men i sidste sejlads måtte brødrene se sig slået på målstregen og sluttede stævnet med en flot sølvmedalje. Derudover kunne de også glæde sig over at vinde 'Sølvhatten' for bedste båd uden fratræk samt præmien for bedste båd, hvor besætningen tilsammen er +100 år. Imponerende!

Sejlklub: Hellerup Sejlklub

Anders Bertelsen, Christian Schulz, Betina Jepsen & Morten Kofoged

VM-sølv i H-Båd

Kampen om guldet var uhyre tæt med Høj Jensen + besætning, der i sidste ende lykkedes med at stå øverst på podiet. De to danske besætninger sluttede á point, men da Høj Jensen og co. var noteret for flest førstepladser, måtte Anders Bertelsen og co. se sig henset til en flot sølvmedalje.

Sejlklub: Aarhus Sejlklub og Marselisborg Sejlklub

EM-medaljer

Bo Petersen

EM-guld i OK-jolle

Sejlerens tredje EM-guld kom i hus i år i Frankrig. Et stærkt eksempel på, at de tunge medaljer i sejlsport ikke kun hører ungdommen til.

Sejlklub: Hellerup Sejlklub

Jesper Armbrust

EM-guld i Contender

På Attersee i Østrig forsvarede Jesper Armbrust sit EM-guld fra 2021 efter tæt kamp med italienske Lambertini. En duel, der blev afgjort i sidste sejlads med blot et enkelt point til forskel!

Sejlklub: Aabenrå Sejlklub

Jens-Christian Dehn-Toftehøj & Jens-Philip Dehn-Toftehøj

EM-sølv i 29er

Et flot afviklet stævne med stor tilslutning sluttede på fornemmeste vis med en hjemmebanefavorit på podiet. Stævnet blev brødrenes sidste i 29er-klassen. Mens lillebror Jens-Christian er hoppet over i 49eren, har storebror Jens-Philip taget en pause fra sejlsporten for at færdiggøre sin kandidat.

Sejlklub: Kongelig Dansk Yachtklub

Søren Dulong Andreasen

EM-bronze i Contender

Et stævne med dansk dominans. Mens Jesper Armbrust tog guld, lykkedes Søren Dulong Andersen med at nuppe bronzen!

Sejlklub: Hellerup Sejlklub

Jeppe Borch, Gustav Wantzin, August Lacour & Matias Rossing

EM-bronze i Matchrace

Borch Match Race Team er et ung hold med store ambitioner og masser af talent. I år blev det blandt andet til en bronze ved EM og en flot fjerdeplads ved VM i Sydney!

Sejlklub: Roskilde Sejlklub

Andre store internationale stævner

Lars Hendriksen med udenlandsk besætning

Guld i Drage ved Dragon Gold Cup

Lars Hendriksen sejlede sammen med George Leonchuk fra Ukraine (tv) og tyske Kilian Weise (th).

George Leonchuk har fået asyl i Danmark og bor nu i Hørsholm med sin kone og to børn. Tidligere var han en del af Special Forces i Ukraine og desuden tidligere OL-medaljer vinder i 49er.

Sejlklub: Hellerup Sejlklub

Anna Munch

Bronze i ILCA 6 ved World Cup-stævnet Allianz Regatta

Anna Munchs første seniormedalje ved et af de store internationale mesterskaber kom i hus i 2022. Senere på året rykkede hun fra Udviklingslandsholdet op til Sejlerlandsholdet, der tæller de bedste danske sejlere. 

Sejlklub: Kaløvig Bådelaug

Rul til toppen