Sundby Sejlforening nomineret til DIF Årets Idrætsforening

Ud af 720 indstillede foreninger er Sundby Sejlforening blandt de sidste tre i kampen om at vinde prisen ’DIF Årets Idrætsforening’, som uddeles under Sport 2022.

Senest ajourført d. 18. november 2022

Holder du af sejlsportens foreningsliv, er det nu, du skal til tasterne!

Sundby Sejlforening er nemlig nomineret til den fornemme pris ’DIF Årets Idrætsforening’ og de medfølgende 100.000 kroner, som uddeles under det stortanlagte tv-show Sport 2022.

Blandt 720 indstillede foreninger er Sundby udpeget sammen med to andre klubber af en jury. Nu er det så op til danskerne at være med til at beslutte, hvem af de tre der skal vinde den fornemme pris og 75.000 kroner.

Flere kvinder på vandet

Baggrunden for nomineringen er Sundby Sejlforenings solide arbejde med WOW-stævnerne, der efterhånden er en fast del af klubben. I år fik WOW-stævnet for første gang tildelt en officiel DM-titel og siden starten i 2018 har stævnet bidraget til at gøre det lettere, hurtigere og sjovere for flere kvinder at komme på vandet.

– Vi er i Sundby Sejlforening meget glade for den anerkendelse, der ligger i nomineringen som ’DIF årets idrætsforening’. Vi kan med stolthed se, at vores arbejde sammen med WOW og Sejlsportsligaen bærer frugt og bringer flere kvinder på startlinjen på tværs af bredde og elite, siger Jesper Lorentz, kapsejladsansvarlig i Sundby Sejlforening. 

Solidt sejlerfællesskab

Hos Dansk Sejlunion ønsker formand Line Markert Sundby Sejlforening og WOW stort tillykke med nomineringen og glæder sig over, at danskerne får lov at opleve et solidt sejlerfællesskab, når prisen skal uddeles i Jyske Bank Boxen 7. januar.

– Vores fællesskab på havet og i klubberne er noget af det, der gør, at jeg elsker at være formand for Dansk Sejlunion. Derfor gør det mig også stolt, når andre uden for vores cockpit får øje på, hvad vi har sammen i Sejlerdanmark. Sundby Sejlforening har i den grad fortjent nomineringen som DIF Årets Idrætsforening, og jeg håber, at alle - sejlere eller ej - vil bruge to minutter på at stemme og hjælpe dem tættere på prisen.

Stem på Sundby Sejlforening

Vær med til at beslutte, hvem skal vinde Danske Spil og DIF's Årets Idrætsforening.

Foruden Sundby Sejlforening er også Cykling Odense og Aarhus Watersports Complex nomineret.

Vinderen afsløres i forbindelse med det store SPORT 2022-show i Jyske Bank Boxen i Herning den 7. januar.

Afgiv din stemme her eller læs baggrunden for indstillingen her.

 

.
Rul til toppen