Bliver du skubbet ud i en jolle alene første dag på havnen, er det givetvis kun de modigste børn, der kommer igen - ikke alle dem, der har lyst til at lære at sejle.
Når børn og unge begynder i sejlsporten, er det for langt størstedelens vedkommende i Optimistjollen. En billig båd, hvor alle kan være med – eller kan de? Ikke ifølge ungdomsforsker Søren Østergaard, der gennem hele sin karriere har forsket i børn og unges hverdag, foreningsliv og trivsel.
For selv om Optimisten eller andre enpersons-joller har været et udmærket valg som startbåd i børne- og ungdomsafdelingerne for 25 år siden, er det ikke ensbetydende med, at det fortsat er det, fastslår han. For børnegenerationen er i dag markant anderledes end tidligere.
– De voksne i foreningerne er vokset op i en analog børne- og ungekultur, hvor man legede på gaden og klatrede i træer. Sådan ser et børneliv i 2022 ikke ud. Dem, vi gerne vil have til at sejle, er vokset op indendørs i 23 grader og er aldrig ude i regnvejr, fordi de sidder bag en skærm det meste af dagen. Det er en kæmpe overgang for dem at komme ud på vandet, og det kræver noget helt andet end tidligere, siger han.
Søren Østergaard har siden 1995 primært forsket i børn og unges hverdag og værdier, deres deltagelse i fritids- og foreningsliv, deres voksenrelationer, samt trivsel. I dag er han daglig leder af CUR (Center for Ungdomsstudier) og en af de mest kompetente foredragsholdere på området.
Søren Østergaard holdt oplæg på Klubkonferencen 2022 om unges idrætsadfærd.
Børn og unge udsættes med andre ord for langt færre risici i dag. At sætte sig ned i en Optimist og slippe fortøjningerne er derfor meget mere grænseoverskridende for mange, end det var engang. Børn skal bogstaveligt talt erfare, at de ikke drukner, påpeger han.
– Du er nødt til at lave nogle andre broer ind i sejlsporten, hvor børnene bliver fortrolig med vand, inden du sender dem alene på vandet i en jolle. Det gælder ikke blot for de alleryngste i sejlklubberne, men også hvis du er 10-11 år for eksempel. Introforløbet skal tænkes meget bredt, siger han.
Lykkes man med det, er enpersons-jollerne ikke et problem, det må bare ikke være det allerførste møde med sejlsporten:
– Bliver du skubbet ud i en Optimist alene den første dag på havnen, er det sandsynligvis kun de mest modige børn, der kommer igen, og ikke nødvendigvis alle dem, der har lyst til at lære at sejle, pointerer han.
Selvom man skulle lykkes med at få skabt et godt introforløb, der ruster børnene til våde element, er han dog stadig kritisk overfor, at så mange børne- og ungdomsjoller er en-personers.
– Jeg synes faktisk, det er udfordrende, at rigtig mange både er nogen, man sejler alene. Det matcher ikke særligt godt de børn og unge, vi ser i dag.
I en enpersons-jolle bliver det tydeligt udstillet, hvem der kan hvad, og hvem der ikke kan, siger han. Præcis som i fodbold eller håndbold, men der kan du skjule dig i mængden. Det kan du ikke på samme måde i sejlsport:
– Usikkerheden blandt unge er enorm i dag. Mange har brug for hjælp til at blive inkluderet i fællesskabet, at føle sig trygge i deres relationer og at være en del af noget. Hvis situationer bliver akavet, så trækker de sig lynhurtigt.
Selvfølgelig skal man som klub ikke udskifte hele flåden med det vons, påpeger han. I stedet skal man som træner blive bevidst om, hvordan man kan skabe de bedste rammer ud fra det grej og de præmisser, man nu engang har.
Eksempelvis bør man arbejde med sikkerhed i relationer i lige så høj grad, som man arbejder med sikkerhed til søs, mener han.
– Som træner skal du kunne skabe et fællesskab, hvor børn og unge føle sig trygge i ikke at blive udstillet. På samme måde som at man ikke skal drukne i vandet, skal man ikke drukne overfor gruppen. Børn har brug for at lære relationelle kompetencer, og det er der rig mulighed for gennem idrætten.
Børne- og ungdomsafdelingerne bør derfor fokusere på at skabe robuste fællesskaber fremfor robuste enkeltpersoner.
– Klubberne skal skabe en kultur, hvor børn og unge spiller hinanden gode. Hvor vi kan lære af hinanden og lære flere ting sammen. Træneren skal have evnen til at stille spørgsmål i plenum, så det ikke bliver den enkeltes erfaring på vandet, men hele holdets, siger han og uddyber:
– Brug de sidste fem minutter af træningen på at samle op sammen. Del dagens erfaringer og italesæt, hvilke oplevelser der lykkedes, og hvilke der var knap så succesfulde. Hjælp dem med at lave koblingen til, at på samme måde som vi kan være usikre på vandet, kan vi være usikre på andre tidspunkter, og hvordan vi kan bruge erfaringerne fra sejladsen andre steder i livet. På den måde kan vi gå fra at se sejlsport som en aktivitet, til noget vi er – sejlere.
