Optimisme i Dansk Sejlunion trods underskud i 2022
Dansk Sejlunion kommer med et underskud på en halv mio. kr. lidt bedre ud af 2022 end forudset i budgettet, hvor der var lagt op til et underskud på en mio. kr.
Dansk Sejlunion kommer med et underskud på en halv mio. kr. lidt bedre ud af 2022 end forudset i budgettet, hvor der var lagt op til et underskud på en mio. kr.
Et forventet underskud på en million kroner er reduceret til det halve.
Det viser Dansk Sejlunions årsrapport, der netop er offentliggjort. Samlet set har aktiviteten i 2022 været noget højere end forudset i budgettet.
Line Markert, formand for Dansk Sejlunion, ser derfor resultatet med optimisme trods røde tal på bundlinjen:
– Det er lykkedes os at skaffe donationer og andre indtægter til nye aktiviteter på flere områder, som enten kommer sejlklubberne og deres medlemmer til gode eller gør det muligt at styrke arbejdet på vores landshold. Et godt eksempel er applikationen OMBORD, som vi snart går i luften med. Den er i al væsentlighed finansieret af DIF og er et vigtigt bud på, hvordan vi bedre kan knytte medlemmer til klubberne og skabe vækst i antallet af voksne medlemmer. Tilsvarende har det været muligt at skaffe flere midler til aktiviteter på talent- og eliteområdet.
Det bedre resultat i 2022 er også opnået, fordi der er blevet holdt igen med udgifter til fx administration og ledelse, påpeger hun.
– Jeg er glad for at kunne vise, at der generelt holdes igen med udgifter til møder, rejser og lignende – uden at det går ud over vores tilstedeværelse og samarbejde.
Sammen med årsrapporten har Dansk Sejlunion offentliggjort budgettet for 2023 og en tilhørende plan for de væsentligste aktiviteter, som i det kommende år skal realisere sejlunionens nye strategi.
Budgettet for 2023 viser et samlet underskud på 1,5 mio. kr. og afspejler øgede aktiviteter til gavn for klubberne og deres medlemmer.
– Vi har brugt en stor del af 2022 på at formulere en ny strategi for Dansk Sejlunion. Vi kalder den for ’Strategikompasset’, fordi vi har udstukket otte strategiske kurser, svarende til de kendte retninger i kompasset, med vores vision og mission i centrum. Vi har også vist en prioritering blandt de mange kurser ved at sætte arbejdet med henholdsvis klubberne med deres frivillige samt børne- og ungeområdet i ”nord” og nordøst”, siger Line Markert og fortsætter:
– Vi har lyttet til klubformændene, som i en undersøgelse pegede på, at byrderne for frivillige i foreningerne er meget store, samt at de mangler kræfter til at få flere børn og unge til at sejle. Vores kommende app OMBORD skal gerne gøre administrationsarbejdet i klubberne lettere, og dermed gøre det lettere at være frivillige. På børne- og ungeområdet står vi over for en revitalisering hen over de kommende år. På det område har vi i høj grad brug for at finde nye, eksterne midler.
Budgettet er desuden påvirket af, at bestyrelsen har besluttet at prioritere arbejdet med viden og læring til den enkelte sejler meget højt. De eksisterende fritidssejleruddannelser omlægges til en ny digital platform, og der vil komme nye undervisningstilbud fra Dansk Sejlunion direkte til den enkelte sejler – eller gennem sejlklubberne målrettet især nye sejlere og bådejere.
– Vi oplever en stor tilfredshed og efterspørgsel efter viden om praktisk sejlads fra bådejere, tursejlere og kapsejlere. Derfor investerer vi markant i dette område.
Det budgetterede underskud på 1,5 mio. kr. vækker ikke bekymring hos formanden:
– Vi er med en egenkapital på omkring syv mio. kr. godt rustede til at gennemføre de aktiviteter, som vi ønsker i de kommende år.