OL er slut for 49er og 49erFX.
Det blev desværre ikke til nogen plads i torsdagens medal race for hverken Daniel Nyborg & Nikolaj Hoffmann Buhl eller Johanne Schmidt & Andrea Schmidt.
Begge danske Skiff-besætninger har dermed sejlet det sidste ræs her i Marseille.
Johanne Schmidt og Andrea Schmidt slutter som samlet 13’er efter en god dag sidste dag på vandet. Med serien 6-12-6 rykkede de fire placeringer frem fra dagen før. Havde de haft lidt mere stolpe ind stævnet igennem havde de nok også sejlet på finaledagen.
– Selvom vi er skuffede over ikke at nå i medal race, er vi stolte af, at vi fik samlet os selv op og kommet igen efter en svær start på stævnet. I dag var det sjovt at sejle kapsejlads, og det var dejligt at mærke, sagde Johann Schmidt umiddelbart efter at være kommet i land efter sidste sejlads.
Taknemmelig for opbakningen
Drømmen om top8 blev dermed ikke indfriet for de to Aarhus-sejlere, men der er stadig mange positive elementer at se tilbage på for de to søstre, der er taknemmelige over at have deltaget ved OL og mødt stor opbakning.
– Der er ingen, jeg hellere ville gøre det her med end min søster. Faktisk ville jeg slet ikke sejle, hvis ikke det var med Johanne. Jeg er enormt taknemmelig for at have fået muligheden og rørt over den opbakning til projektet, vi har mødt alle steder, siger Andrea Schmidt.
Stor oplevelse
Også Daniel Nyborg og Nikolaj Hoffmann Buhl er skuffede over resultatet, men det blev aldrig helt det stævne de drømte om. Svære sejlforhold med let luft, vindhuller og høj varme har ikke gjort det til et nemt stævne.
Alligevel har det været en stor oplevelse at være med, siger Nikolaj Hoffmann Buhl fra Sletten Sejlklub.
– Det har været en kæmpe oplevelse at deltage i et OL og enormt rørende at få lov til at vise sejlsport frem for hele verden.