Sejlerlandsholdet

Johan Schubert og Anne-Marie Rindom skal til OL i Paris

OL-udtagelsen for både mænd og kvinders ILCA-jolle er nu slut. Det bliver Johan Schubert og Anne-Marie Rindom fra Horsens, som skal til OL i Paris.

Senest ajourført d. 23. februar 2024

Det bliver to sejlere fra Horsens, som går med i den danske delegation under indmarch-ceremonien i Paris til sommer. 

Det står fast, efter at de begge kom ud som bedste danskere i henholdsvis kvindernes ILCA 6 og mændenes ILCA 7 under EM i Athen. 

Det var et stævne, som var præget af let til ingen vind fra skiftende retninger, og flere dage i løbet af konkurrencen måtte arrangørerne helt opgive at få gennemført nogen sejladser. 

Derfor var det et svært stævne, siger Johan Schubert:

- Det er svært at gå fra at skulle være i venteposition til at skulle præstere. Jeg nåede aldrig rigtig at komme ind i rytmen, og med så mange aflyste sejladser var der ikke plads til de fejl, jeg lavede, forklarer han. 

Den unge sejler erkender, at der har været ekstra nerver på, fordi OL-udtagelsen var på spil. Og slutresultatet som nummer 49 er da også noget lavere end ambitionerne. Så selvom han er glad for at vinde den danske udtagelse til legene, er der også en frustration at mærke: 

- Jeg hader virkelig at tabe, men det giver også ekstremt meget motivation. Og det bliver jeg forhåbentlig glad for senere på året, for jeg har ikke planer om at løfte foden fra speederen, siger han. 

Rindom: OL bliver aldrig rutine

Anderledes erfaren er Anne-Marie Rindom, som nu står foran sit fjerde OL. 

Vejen til den danske udvælgelse har ikke været givet på forhånd, og derfor er hun glad for, hun nu kan få lov at koncentrere sig om hovedmålet - Guld i Paris: 

- Halvdelen af stævnet blev sejlet i går og i dag. Så det bliver mega desperat fra arrangørernes side, og man kunne godt fornemme, de gennemførte sejladser i meget marginale forhold, fordi de skulle have nogle sejladser i banken, siger hun. 

Rindom har allerede to OL-medaljer, en i bronze i Rio 2016 og en af guld fra Tokyo 2021. 

Og selvom det er en anden oplevelse at tage til  OL som forsvarende mester, så bliver det aldrig rutine, siger hun: 

- Der er stress og nerver hver gang. Det bliver aldrig rutine, fordi det er så specielt. Jeg føler mig stolt over, at udtagelsen er gået så godt, selvom det ikke har været mine forhold i denne her uge, siger hun. 

De to sejlere skal nu, sammen med deres coaches, hjem og lægge en plan for, hvordan de bedst kan forberede sig mod OL i Paris.

Det betyder blandt andet træningslejr i Marseille, hvor de olympiske sejladser finder sted.

Danske resultater ved ILCA EM:

IlCA 7:

- 3. plads i silver fleet: Johan Schubert, Horsens Sejlklub

- 13. plads i silver fleet: Kenneth Frederiksen, Sønderborg Yacht Club

- 45. plads i silver fleet: Andreas Krabbe-Christensen, Kongelig Dansk Yachtklub

- 2. plads i bronze fleet: Nikolaj Borch, Kongelig Dansk Yachtklub

 

ILCA 6:

- 7. plads: Anne-Marie Rindom, Horsens Sejlklub

- 24. plads: Anna Munch, Egå Sejlklub

- 43. plads: Helena Wolff, Hellerup sejlklub

- 16 plads i silver fleet: Josephine Heegaard, Egå Sejlklub

Rul til toppen