Sejlerlandsholdet

Johan Søe slutter OL på 14. pladsen

En samlet 14. plads blev endestationen for Johan Søe, der desværre ikke kvalificerede sig til windsurfernes Medal Series.

Foto: Peter Brøgger
Senest ajourført d. 2. august 2024

Det var en skuffet Johan Søe, der torsdag sluttede OL på en samlet 14. plads efter fem sejldage.

Efter at have svinget ind og ud af top10 lykkedes det desværre ikke at kvalle til fredagens medal series.

– Jeg tager en masse erfaring med videre herfra og en masse læring om, hvad det vil sige at være til OL. Med det sagt, så er jeg stadig meget skuffet over, hvordan stævnet slutter. Især fordi jeg føler jeg kan være med helt forrest i feltet med de allerbedste, sagde Johan Søe, da han kom på land efter sidste sejlads.

Få, dyre fejl

Det var dog ikke kun Johan Søe, der missede medaljemulighederne blandt favoritterne. Også franske Nicholas Goyard og tyske Sebastian Koerdel nåede ikke med i top10.

Forholdene har stævnet igennem været til den svære side med ekstrem let luft og lange dage på vandet i 30-35 graders varme. Noget, Johan Søe og landstræner Sebastian Kornum dog var forberedt på som et muligt scenarie.

– Jeg synes min forberedelse har været god på alle parametre, ligesom min indsats til stævnet har være god. Jeg kommer dog til at lave nogle enkelte fejl i et par sejladser, som ender med at være meget, meget dyre, forklarer Søe.

– Det er hvad det er, og nu handler det om at se fremad.

Rul til toppen