Youth Worlds 2024 holdet er sat
Med weekendens EuroCup for 29ere i Aarhus er den sidste nationale udtagelse til Youth Sailing World Championships 2024 gennemført, og alle sejlere er nu udtaget.
Med weekendens EuroCup for 29ere i Aarhus er den sidste nationale udtagelse til Youth Sailing World Championships 2024 gennemført, og alle sejlere er nu udtaget.
Syv unge danske sejltalenter er klar til sommerens vigtige Youth Sailing World Championships (YSWC, red.) på Gardasøen.
De sidste udtagelser kom i hus efter weekendens store 29er EuroCup-stævne på Aarhusbugten.
Holdet er en god blanding af rutinerede gengangere og nye sejlere, som er med for første gang.
ILCA 6 Women
Annelie Friis Jensen (Fredericia Sejlklub)
ILCA 6 Men
Mads Wegener (Egå Sejlklub)
IQ Foil Windsurf Men
Rasmus Blakskjær (Århus Windsurfing Klub)
29er Women
Sofie Krüger Andersen (Hellerup Sejlklub) & Emmeli Gramkov (Hellerup Sejlklub)
29er Mix/Men
Marie Lara Maier (Snekkersten Skotterup Sejlklub/Aarhus Sejlklub) & Marius Ragan Melbye (Snekkersten Skotterup Sejlklub)
Med alle danske udtagelser vel overstået og med god konkurrence om pladserne herhjemme, ser vi på et rigtigt godt hold til YSWC i år.
Det fastslår talentudvikler i Dansk Sejlunion, Jan Christiansen.
– Det er alle dygtige og erfarne sejlere, som virker til at være i form lige nu, siger han og peger på nogle af de stærke danske resultater, sejlerne har leveret dette forår.
Annelie Friis Jensen sejlede eksempelvis en andenplads hjem til Young European Sailing i Kiel tidligere i maj, mens Sofie Krüger Andersen og Emmeli Gramkov sluttede som samlet 5'er og Marie Lara Maier og Marius Ragan Melbye som 8'er overalt i EuroCuppen ud af næsten 70 startende både.
– En lidt sjov historie er også, at Mads Wegener faktisk vandt EuroCuppen i Aarhus sammen med Niklas Holt. Men han var allerede udtaget til YSWC i ILCA 6 og valgte at stille op i denne disciplin, siger Jan Christiansen.
Mads Wegener har siden efteråret kørt en dobbeltkampagne for dels at vinde udtagelsen til YSWC og dels at sejle 29er VM i Aarhus sammen med Niklas Holt senere på året.
For Rasmus Blakskjær har der endnu ikke i år været mulighed for at måle sig internationalt. Til gengæld har han ligget hjemme i Elite- og Talentcenteret i Aarhus og trænet sammen med den øvrige gruppe af unge sejlere samt OL-sejlerne.
– Dermed er der heller ingen tvivl om, at også han har styrket sit niveau og sin kompetence i forhold til YSWC 2023, påpeger Jan Christiansen.
YSWC skal sejles på Gardasøen fra den 12. til 20 juli, og holdet planlægger at tage af sted den 9. juli.
– Det er på forhånd svært at spå om vores sportslige muligheder, men det betyder meget, at de danske udtagelser har været af god kvalitet, og at vi kan se, at vores sejlere lige nu er konkurrencedygtige på et internationalt niveau, påpeger Jan Christiansen.
En sejler som Annelie Friis Jensen spås gode muligheder i konkurrencen. Hun deltog også sidste år, hvor hun blev nummer 8 i ILCA 6. I år er hendes egne ambitioner at forsøge at forbedre dette resultat markant.
Det bliver spændende at følge!