Årets Havn 2025 – konkurrencen er i gang
Den populære Årets Havn konkurrence, hvor sejlerne stemmer på deres favorithavn, er i gang. Det er 18. år i træk at en dansk havn får mulighed for at løbe med hæderen.
Den populære Årets Havn konkurrence, hvor sejlerne stemmer på deres favorithavn, er i gang. Det er 18. år i træk at en dansk havn får mulighed for at løbe med hæderen.
Igen i år kan sejlere over hele landet igen være med til at kåre ’Årets Havn 2025’ blandt mere end 300 danske lystbådehavne.
Afstemningen løber indtil d. 31. oktober, og giver derfor sejlerne rig mulighed for at opleve nye havne henover sommeren. Deltager man i afstemningen, er man samtidig med i en lodtrækning om to Musto fleece trøjer med Danske Tursejlere logo samt tre selvoppustelige redningsveste.
Det er Danske Tursejlere, der står bag konkurrencen, i tæt samarbejde med Foreningen for Lystbådehavne i Danmark (FLID), Dansk Sejlunion, Bådmagasinet og Minbaad.dk.
Som tidligere år vil en jury, bestående af repræsentanter fra disse, udpege vinderen blandt de fem havne, der får flest stemmer.
– Årets Havn har med årene fået mere og mere medvind, og vi er stolte over, hvordan konkurrencen vokser år for år. Samtidig er vi blevet meget klogere på, hvad det er, lystsejlerne sætter mest pris på, når de besøger nye havne. Og det er værdifuld viden for havnene, som i højere grad forsøger at opfylde sejlernes ønsker, siger Sune Abelgren Olsen, sekretariatschef i Danske Tursejlere.
Det er især en hyggelig atmosfære, gode faciliter og mødet med havnens personale, som sejlerne lægger vægt på.
Samtidig er der en øget tendens til at havnene arbejder for at skabe flere aktiviteter og events for sejlerne. Og det er noget, der bliver positivt bemærket hos sejlerne, der i højere grad ønsker at opleve havnen og nærområdets muligheder, fremfor blot at se den som et kortvarigt og praktisk stoppested på sejltogtet.
Denne viden er vigtig for havnene, som kan bruge det i deres markedsføring, når nye sejlere skal tiltrækkes. Og Årets Havn konkurrencen kan være en betydelig motivationsfaktor, og give anledning til at opløfte og forbedre havnen – og dermed chancerne for at vinde titlen.
Sidste år var det Sønderborg Lystbådehavn, der blev kåret som Årets Havn, bl.a. på baggrund af utroligt venligt og imødekommende personale, velholdte faciliteter og nye tiltag.
Juryen vil også tildele ’Årets Skulderklap’ til en havn, der måske ikke tiltrækker store mængder gæstesejlere, men som alligevel formår at gøre et stort indtryk.
Det kan skyldes en særlig stemning, nye tiltag eller andre kvaliteter, som fremhæves i sejlernes kommentarer. Prisen uddeles på baggrund af netop disse kommentarer i afstemningen.
I 2024 var der dødt løb mellem to kandidater, der endte med at deles om titlen. Agersø Lystbådehavn fik titlen bl.a. på baggrund af bl.a. ekstraordinær god gæsteservice, og for Rødvig Havn var fokus på den enorme indsats, som havnens ansatte og mange frivillige har ydet i forbindelse med genopbygningen ovenpå den voldsomme stormflod i efteråret 2023.
Vinderen af Årets Havn 2025 modtager et diplom og 10.000 kroner, mens Årets Skulderklap 2025 ligeledes præmieres med 10.000 kroner – midler, der kan anvendes til at realisere nye initiativer til glæde for sejlerne.
Vinderne offentliggøres igen i år på FLIDs havnemesse d. 26 november i Vingsted Centret i Vejle.
Du afgiver din stemme via dette link.
|
Årets Havn |
Årets Skulderklap |
2024 |
Sønderborg Lystbådehavn |
Rødvig Havn/Agersø Havn |
2023 |
Lynæs Havn |
Dageløkke Havn |
2022 |
Juelsminde Lystbådehavn |
Brejning Lystbådehavn |
2021 |
Marina Minde |
- |
2020 |
Dyvig Bro |
- |
2019 |
Marstal Havn |
- |
2018 |
Egense Lystbådehavn |
- |
2017 |
Omø Havn |
- |
2016 |
Nyborg Marina |
- |
2015 |
Kerteminde Marina |
- |
2014 |
Ballen Lystbådehavn, Samsø |
- |
2013 |
Hundested Lystbådehavn |
- |
2012 |
Juelsminde Lystbådehavn |
- |
2011 |
Agersø Havn |
- |
2010 |
Bogense Marina |
- |
2009 |
Dyvig Bådelaug |
- |
2008 |
Reersø Havn |
- |