Anna Munch er ny europamester i ILCA 6

En vanvittig slutspurt sikrer Anna Munch titlen som europamester i ILCA 6 i overbevisende stil og inden sidste ræs var sejlet.

Senest ajourført d. 15. august 2025

Anna Munch er ny europamester i ILCA 6!

Efter en overlegen præstation i Marstrand tidligere i dag, sikrede Anna Munch, Aarhus Sejlklub, sig titlen som ny europamester. Det endda i overbevisende stil inden sidste sejlads overhovedet var sejlet.

Forspringet efter næstsidste sejlads på 16 point gjorde hende urørlig for konkurrenterne, da hendes ene fratrækker var en 15’er.

Dermed var kampen om guldet afgjort, inden stævnet overhovedet var slut.

– Jeg har det helt vildt lige nu! Det er uden tvivl højdepunktet i min karriere og en kæmpe kulmination på otte års arbejde, siger Anna Munch og fortsætter:

– Jeg havde sygt mange nerver på i morges, for det kunne gå alle veje med tre sejladser i sigte. Men jeg lykkedes med at sejle stærkt og tage nogle gode beslutninger undervejs. At jeg formåede at tage den hjem efter bare to sejladser, er jeg helt vildt stolt over!

Stærk sæson

EM-guldet føjer sig til en i forvejen imponerende sæson for den 27-årige landsholdssejler, der tidligere i år har taget guld ved Kieler Woche og sejlet sig til en fjerdeplads ved VM.

Med guld ved europamesterskabet understreger hun sin position som en af de absolutte topsejlere i ILCA 6, der er en af de mest kompetitive klasser internationalt.

– Jeg har haft en god sæson, og jeg føler virkelig, at nu er 'min tid' kommet. Jeg har arbejdet i så mange år for at komme til det her niveau, og nu kan jeg endelig se frugterne af alt det hårde arbejde. Jeg har fået fintunet min sejlads og er med helt fremme, hvor det er sjovt. Sæsonen har været en kæmpe forløsning, så jeg har det så vildt lige nu. Det er stort!

Se alle resultater her

Rul til toppen