Sejlerlandsholdet

Anna Munch sejler sig til flot fjerdeplads ved VM – kun to point fra sølv

Anna Munch er verdens fjerdebedste ILCA 6-sejler i 2025. Det står klart efter VM i Kina, der på mange måder var et usædvanligt stævne.

Senest ajourført d. 17. maj 2025

Med tre topplaceringer på sidstedagen sprang Anna Munch fra en 18. plads til en samlet fjerdeplads ved verdensmesterskabet – blot to point fra sølvmedaljen og samtidig hendes hidtil bedste resultat i karrieren.

VM-stævnet, som blev præget af fire dage uden sejladser, stillede store krav til både tålmodighed og evne til at præstere under pres.

Netop det lykkedes for Anna Munch og landstræner Piotr Wojewski, da det gjaldt. På sidstedagen leverede Anna resultaterne 5-3-2, hvilket sikrede det flotte spring op i den samlede stilling.

– Stævnet kommer jeg aldrig til at glemme, det har været specielt på mange måder! Dagen i dag var helt kanon! Havde det virkelig sjovt derude og ræste mit lille hjerte ud. Det hele endte jo så i mit favør, og hvor er det sindssygt at blive 4 til et VM. Jeg er utrolig glad og stolt over vores team og indsats som hold, fortæller Anna Munch og sender dermed en tak til træner Piotr Wojewski og træningsmakker Helena Wolff.

Resultatet bygger videre på Munchs stærke sæsonstart, hvor hun for nyligt hentede en bronzemedalje ved det prestigefyldte Grand Slam-stævne i Hyères.

Rul til toppen