Dansk Sejlunion og TORM forlænger succesfuldt partnerskab frem til 2029

Med de kommende fem år i sigte er vejen banet for fortsat udvikling, flere fællesskaber på vandet og store oplevelser for både nye og erfarne sejlere.

Senest ajourført d. 30. april 2025

Ingen havn, uden en jolle med TORM-sticker på siden.

Siden 2004 har Dansk Sejlunion og TORM arbejdet sammen om at udvikle sejlsporten og det maritime erhverv. Et historisk langt og succesfuldt partnerskab, der nu forlænges fem år mere til udgangen af 2029.

Næste gang aftalen skal genforhandles, har TORM således bidraget til udviklingen af dansk sejlsport i et kvart århundrede.

Forlængelsen af partnerskabet er en vigtig milepæl for Dansk Sejlunion og dansk sejlsport generelt. Det sikrer, at kommende generationer af sejlere får mulighed for at dyrke deres passion under de bedst mulige forhold og fortsætte Danmarks stolte traditioner inden for sejlsporten.

Det siger Anders Kristensen, direktør i Dansk Sejlunion.

– Vi er utroligt stolte over at kunne fortsætte det stærke samarbejde med TORM, som kan fejre 25-års jubilæum ved udgangen af aftalen. Det tror jeg ikke, der er mange kommercielle partnerskaber i idrætten, der kan bryste sig af, siger han og fortsætter:

– TORMs støtte har været uvurderlig for vores arbejde med at gøre det nemmere og sjovere at være sejler og hente medaljer til Danmark ved de helt store mesterskaber. Med forlængelsen kan vi fortsætte med at skabe gode vilkår for både bredde og elite mange år frem.

Unikke medarbejderoplevelser

Hos TORM deler man begejstringen over forlængelsen af partnerskabet.

Jacob Meldgaard, CEO hos TORM og medlem af TORM Fondens bestyrelse, fremhæver, hvordan Dansk Sejlunion formår at skabe unikke fællesskaber og stærke værdier i sejlsporten, der giver inspiration til TORMs egen virksomhedskultur.

– Sejlsporten kan noget helt særligt i forhold til at bringe mennesker sammen, og Dansk Sejlunion skaber oplevelser, der underbygger det stærke fællesskab, vi kender fra hverdagen i TORM. Vores samarbejde giver medarbejderne unikke muligheder for at styrke sammenholdet yderligere – noget, vi sætter stor pris på.

Med forlængelsen af partnerskabet skrives dermed endnu et vigtigt kapitel i et stærkt og langvarigt samarbejde, der gennem årtier har været med til at løfte dansk sejlsport.

Med de kommende fem år i sigte er vejen banet for fortsat udvikling, flere fællesskaber på vandet og store oplevelser for både nye og erfarne sejlere.

Om TORM

TORM er en af verdens førende transportører af raffinerede olieprodukter. Virksomheden opererer en moderne flåde af produkttankskibe med et stærkt fokus på sikkerhed, miljøansvar og kundetilfredshed. TORM blev grundlagt i 1889 og driver i dag forretning globalt. Læs mere om TORM.

Rul til toppen