DH-danmarksmestrene kåret i Middelfart

Tre nye danmarksmestre blev kåret søndag i Middelfart efter weekendens brag af et DH-DM.

Senest ajourført d. 7. september 2025

31 både var samlet til tre intense dage i Lillebælt, hvor Middelfart Sejlklub afviklede årets DH-DM i samarbejde med Dansk Sejlunion.

En stor flok frivillige stod bag et velsmurt arrangement med både skarpe baner, velafviklede sejladser og masser af liv på havnen.

Mesterskabet bød på både let- og mellemvind, hvilket gav sejlerne en bred palette af sejlforhold, inden medaljerne blev fordelt søndag.

Flotte præstationer sikrer DM-titler

I gruppe 2 og 3 var guldet reelt sikret af Lamborghini Rumba og Mathias Degn allerede inden sidste sejlads, hvor begge både satte trumf på ved at tage tre ud af tre sejre søndag.

I gruppe 1 var spændingen derimod intakt helt til målgangen ved sidste sejlads. Kun ét enkelt point skiller Al Capone og Quinta Light i toppen, der weekenden igennem kæmpede en tæt kamp.

– Det har været superlækre baner og superlækkert sejlvejr, så det er svært at ønske sig det ret meget bedre, siger Tue S. Andersen, skipper på Al Capone, der hev guldet hjem til sidst.

– Hovedparten af de både, der var med i vores gruppe, er nogle af de skarpeste i landet. Så det har været megahårdt og fed kapsejlads. Vi har ligget og kæmpet med Quinta Light, som er en superkompetent båd med en superdygtig besætning. Det var få sekunder vi lå og sloges om, så det kunne have gået alle veje. Derfor er det selvfølgelig også fedt at stå med sejren til sidst!, siger han.

I samme gruppe sluttede Dixi 5 og Sirena á point på tredje- og fjerdepladsen, og duellen måtte derfor afgøres på antallet af førstepladser. Her gjorde Dixi 5 rent bord med tre sejre søndag og sikrede sig bronzen foran konkurrenterne.

Vindere af årets DH-DM

Gruppe 1

Guld: Al Capone 2.0, Snaptun Sejlklub, GP 42

Besætning: Tue S. Andersen (skipper), Emil Gordon Andersen, Daniel Peter Hedenborg, Brian Keene, Jonatan Christensen, Jesper Misfelt, Jesper Feldt, Lars Kirk, Nickolaj Søgaard Sørensen, Tobias Kirk Andreasen, Rune Cramer, Kenneth Varridsbøl Hansen

Sølv: Quinta Light, KDY, HH 42

Besætning: Anders Bogason (skipper), Jeppe Bo Rasmussen, Sofus Pedersen, Mads Hansen, Rene Villfrance, Anton Bocher, Nicolai Fischer-Bogason, Romain Olivier, Anton Seehausen, Joachim Carlsen, Ulrik Andreasen

Bronze: Dixi 5, Helsingør Sejlklub, XR41

Besætning: Erik Stannow (skipper), Bertil Balser, Thor Malthe Andersen, Kræn Nielsen, Charlotte Graffunder, Carl Rupp, Søren Arleth, Florian Heinze, Gordon Nickel, Ruben Rimfors, Mathias Rossing

Gruppe 2

Guld: Lamborghini Rumba, Horsens Sejlklub, Smaragd

Besætning: Morten Arndal (skipper), Brian Foged, Morten Fjerbæk

Sølv: Astarte II, Sejlklubben Neptun Vejle, Jeanneau Sun Fast 3600

Besætning: Torben Falholt (skipper), Sten Mejdahl, Martin Lütken, Hans Linde, Christopher Falholt, Thomas Nathan, Hjalmar Ellegaard

Bronze: Ventoux, Middelfart Sejlklub, X-37

Besætning: Niels Nørgaard Pedersen (skipper), Claus Hovgaard, Anja Reilev, Troels Thomsen, Mette Reilev, Nicolas Chernobilsky, Henrik Jensen, Sofie Nørgaard Pedersen

Gruppe 3

Guld: Mathias Degn, Aarhus Sejlklub, Melges 24

Besætning: Mathias Degn (skipper), Mathias Skovby, Mikkel Ebbesen, Kristian Præst, Felix Bøje Hansen

Sølv: My Little Pony, Brejning Båd Klub, Melges 24

Besætning: Andreas Wissing (skipper), Jonathan Slotsgaard, Christoffer Søndergaard, Jakob Lynnerup, Milo Sørensen

Bronze: Søren Rasmussen, Vallensbæk Sejlklub, Melges 20

Besætning: Søren Rasmussen (skipper), Dan Fredskov, Emily Weidner

Se alle resultater her

Med sejrene kan besætningerne føje deres navne til rækken af danmarksmestre i DH efter et intenst mesterskab. Lørdag aften var baneleder Christian Lerche således lettet over, at de fire sejladser, der skulle til for at konstituere mesterskabet, var i hus, for søndagens vindforhold så ikke lovende ud.

Frygten blev dog heldigvis gjort til skamme, og sejlerne fik tre tætte sejladser i 4-5 m/s, som satte et flot punktum for mesterskabet.

– En stor ros til hele baneteamet, der trods udfordrende forhold undervejs i mesterskabet fik det hele til at spille med stort engagement. Det samme gælder sejlerne. Der har været virkelig god stemning hele vejen rundt på banen, så det har været en kæmpe fornøjelse, siger Christian Lerche.

Mesterskabet blev afviklet som en del af Blue Week, hvor Middelfart Sejlklub stod i spidsen for aktiviteter både på vand og land.

Dansk Sejlunion sender en stor tak til klubben og de mange frivillige kræfter på vand og land, der skabte rammerne for en DM-weekend i absolut topklasse!

Rul til toppen