Her er vinderne af Årets Sejler-Awards 2025
Frivillige, klubber, talenter og topatleter blev hyldet ved årets store sejlerfest i Aarhus.
Frivillige, klubber, talenter og topatleter blev hyldet ved årets store sejlerfest i Aarhus.
Dansk Sejlunion og Sejlerlandsholdets udviklingsgruppe samlede lørdag aften klubber, sejlere og frivillige fra hele landet til et brag af en sejlerfest i Aarhus.
Et af aftenens højdepunkter var uddelingen af årets Sejler-Awards, hvor fællesskabet og sejlsportens mange ansigter stod i centrum.
Priserne hyldede både hverdagens kræfter i klubberne og de stærkeste sportslige præstationer.
– Det er en fornøjelse at kunne bruge en aften som i aften på at hylde nogle af de mennesker og miljøer, der løfter dansk sejlsport hver eneste dag. Priserne fortæller noget om bredden i sporten og om den store indsats, der ligger bag både fællesskab, udvikling og stærke resultater, siger Anders Kristensen, direktør i Dansk Sejlunion.
Aftenens prismodtagere viste tydeligt, hvad der driver dansk sejlsport frem: mennesker og ildsjæle, der hver på deres måde gør en forskel i klubberne, i træningsmiljøerne og på de internationale baner.
Uddelt af Jens Rask, formand for Dansk Sejlunion
Knud Erik Feldt modtager prisen for sin mangeårige, stabile og helt uundværlige indsats i Horsens Sejlklub. Han er den type frivillig, der får en klub til at fungere - altid til stede, altid parat og altid med fokus på fællesskabet.
Med prisen følger en sejlerjakke fra Zhik påtrykt “Årets Frivillige 2025” og et gavekort på 5.000 kr. til videreuddannelse hos Dansk Sejlunion.
Uddelt af Kristina Dannefer, trænerkonsulent i Dansk Sejlunion
Stefan Siggaard Andersen har gennem mere end 14 år sat et markant aftryk på dansk ungdomssejlads. Han formår at kombinere seriøs, målrettet træning med et miljø, hvor sejlerglæde, tryghed og sammenhold fylder lige så meget som resultater.
I år har han blandt andet været cheftræner for vintertræningen med otte klubber og over 35 sejlere, stået i spidsen for OCD’s Next Level Camps og haft ansvar for det danske hold ved Nordiske Mesterskaber - hvor Danmark tog guld i holdkonkurrencen samt guld og bronze individuelt.
Med prisen følger en sejlerjakke fra Zhik og et gavekort på 5.000 kr. til videreuddannelse hos Dansk Sejlunion.
Uddelt af Michael Rasmussen, bestyrelsesmedlem i Dansk Sejlunion
KØS Sejlsport har gennem de seneste år gennemført en markant og målrettet udvikling. Klubben har tredoblet medlemstallet, skabt et stærkt miljø med mere end 15 ugentlige aktiviteter og formået at samle børn, unge og familier om et levende sejlerfællesskab.
Prisen anerkender en klub, der kombinerer visioner med solid drift — og som gør sejlsport tilgængelig for flere.
Med prisen følger et gavekort på 20.000 kr. til Hjertmanns fra Dansk Sejlunion.
Uddelt af Lena Hellström, klubkonsulent i Dansk Sejlunion, på vegne af Hempel
Kongelig Dansk Yachtklub modtager prisen for et målrettet og vedholdende arbejde med miljømæssig bæredygtighed. Klubben har formået at forankre bæredygtighed bredt i organisationen gennem stærke partnerskaber, miljøansvarlige stævner med international anerkendelse og en ungdomsafdeling, hvor skraldeindsamling er en fast del af træningen. KDY er desuden den eneste klub med platinudgaven af Dansk Sejlunions Miljøvenlig Sejlklub–certificering.
Med prisen følger 20.000 kr. fra Hempel, øremærket bæredygtig udvikling i klubben.
Uddelt af jurymedlem Jan Hansen på vegne af JBH Sailing og Dansk Sejlunion
13-årige Carl Birgersson har gennem flere år vist et talent ud over det sædvanlige. I 2025 vandt han stort set alt, hvad der er værd at vinde i den danske Optimistklasse; fra ranglistestævner til DM og kronede sæsonen med en imponerende bronzemedalje ved VM blandt knap 300 joller på startlinjen.
Carl har både vilje, arbejdsdisciplin og en stærk træningskultur, og han er et forbillede for unge sejlere i hele landet.
Med prisen følger 25.000 kr. fra JBH Sailing og Dansk Sejlunion til videre sportslig udvikling.
Uddelt af jurymedlem Jan Hansen, på vegne af TORM og Dansk Sejlunion
ILCA 6-sejleren Anna Munch har leveret en sæson på allerhøjeste internationale niveau med EM-guld i Marstrand, en 4. plads ved VM, guld ved Kieler Woche, bronze i Hyères og en førsteplads på verdensranglisten.
Prisen gives for en præstation og en samlet sæson, der kombinerer stabilitet, modenhed og sportslig styrke i en af verdens mest konkurrenceprægede klasser.
Med prisen følger 20.000 kr. fra TORM og Dansk Sejlunion til videre sportslig udvikling.
Uddelt af jurymedlem Jan Hansen
Formula X-besætningen modtager Juryens Særpris for en sæson, der står som et fyrtårn i dansk kølbådssejlads. Målet var klart fra starten: De ville vinde ORC VM - og de leverede.
Holdet har i år vundet alt fra Maior Regatta til X-Gold Cup, Sjælland Rundt og Kielerugen, inden de sikrede sig verdensmesterskabet.
Særprisen anerkender et hold, der kombinerer professionalisme, teamwork og ambitioner i absolut topklasse.
Med prisen følger en magnumflaske champagne.