ILCA 7-landstræner ansat som ny sportschef i Fredericia Sejlklub
Ansættelsen af Dayne Sharp til at løfte Fredericia Sejlklubs sportslige ambitioner markerer en milepæl i dansk sejlsport.
Ansættelsen af Dayne Sharp til at løfte Fredericia Sejlklubs sportslige ambitioner markerer en milepæl i dansk sejlsport.
Fredericia Sejlklub er stolt over at annoncere ansættelsen af Dayne Sharp som ny sportschef. Dayne Sharp kommer fra en stilling som landstræner i ILCA 7-klassen og tiltræder rollen som sportschef i Fredericia Sejlklub 1. februar.
Den New Zealandskfødte træner bringer en omfattende erfaring og ekspertise fra international sejlsport med sig.
Foruden at have ledet et utal af hold og talentforløb indenfor både jollesejlads og kølbådssejlads rundt om i verden, har han også flere olympiske kampagner som træner på cv’et. Senest har han været landstræner for ILCA7 hos Dansk Sejlunion, hvor han også fremover vil være tilknyttet som træner.
Med en passion for sejlsport og en stærk vision for fremtiden, ser Fredericia Sejlklub frem til Dayne Sharps indflydelse på klubbens sportslige udvikling.
– Vi er meget begejstrede for at byde Dayne velkommen til Fredericia Sejlklub, siger Nicolai Aistrup Pedersen, formand for Fredericia Sejlklub.
– Med sin store erfaring og dedikation er vi overbeviste om, at Dayne er den helt rette til at løfte vores sportslige ambitioner og styrke vores position som en førende sejlklub i Danmark.
En opgave Dayne Sharp glæder sig til at tage fat på.
– Jeg er utrolig glad for at blive en del af Fredericia Sejlklub og ser frem til at arbejde sammen med klubbens medlemmer og bestyrelse for at udvikle og fremme sejlsporten i området. Jeg tror på, at vi sammen kan opnå store ting og skabe en stærk og succesfuld fremtid for klubben.
Ansættelsen markerer desuden en milepæl for dansk sejlsport. Ansættelsen af Dayne Sharp er således første ’spadestik’ til udrulningen af en ny strategi fra Dansk Sejlunion, hvor det sportslige arbejde i højere grad skal rodfæstes i klubberne. Det tætte samarbejde giver langt bedre muligheder for glidende overgange fra talent til elite, som sætter sejlernes udvikling i centrum.
Anders Kristensen, direktør i Dansk Sejlunion, udtaler:
– Ansættelsen af Dayne Sharp og samarbejdsaftalen med Fredericia Sejlklub er et vigtigt næste skridt i udviklingen af dansk sejlsport. Kompetencer udnyttes bedre, og vi kommer tættere på både sejlere og klubber til fordel for alle. Vi håber, det er startskuddet til flere lignende konstruktioner.