Kampvalg: Jakob Frost melder sit kandidatur til formandsposten

Nuværende bestyrelsesmedlem Jakob Frost, Faaborg Sejlklub, stiller op til posten som Dansk Sejlunions formand og sætter dermed scenen for et spændende kampvalg.

Senest ajourført d. 8. januar 2025

Den 22. marts skal Dansk Sejlunions medlemmer vælge en ny formand. Nuværende formand Line Markert har siddet de maksimale otte år på posten og er desuden tiltrådt som Vice President i World Sailing.

Tidligere har Jens Rask, Ulvsund Sejlklub, offentliggjort sit kandidatur, og nu melder Jakob Frost, nuværende bestyrelsesmedlem og fra Faaborg Sejlklub, sig også på banen som bejler til formandsposten. Det betyder kampvalg, når generalforsamlingen mødes til marts.

Jakob Frost har siddet i Dansk Sejlunions bestyrelse i tre år og er til daglig medejer af Tuco Yacht Værft. I interviewet herunder kan du lære ham lidt bedre at kende.

Hvorfor har du valgt at stille op som formand for Dansk Sejlunion?

– Jeg elsker vores sport og føler, at jeg har de nødvendige erfaringer og ideer til at være med til at skabe fremtidens sejlsport - til glæde for nuværende og kommende sejlere. Der er så mange gode historier fra Sejlerdanmark, der mangler at blive fortalt. Jeg ønsker, at vi åbner vores sport meget mere op.

Hvorfor stiller du op lige nu?

– Jeg har haft et rigtigt godt samarbejde med Line Markert (tidligere formand gennem otte år) og resten af Dansk Sejlunions bestyrelse de seneste tre år. Nu føler jeg mig klar til at tage fat i rorpinden og lede Dansk Sejlunion videre sammen med bestyrelsen og vores dygtige medarbejdere.

Hvad, mener du, er de største udfordringer, Dansk Sejlunion står over for de kommende år?

– Det er vigtigt, at vi styrker klubberne, så de er rustet til at tage imod nye medlemmer i alle aldre. Hvis vi ser rundt omkring på vores havne, er det desværre de færreste klubmiljøer, der udstråler åbne arme mod omverdenen. Derfor skal vi arbejde for, at det bliver nemmere at dyrke vores sport på alle planer. Vores børne- og ungdomsarbejde ligger mig meget nært, og jeg vil arbejde for, at vores træneruddannelse får et markant løft. Blandt andet mener jeg, at undervisningen skal ud i klubberne med et fokus på hverdagens situationer.

Vi skal også have vendt udviklingen, så der kommer flere klubber, der har sejlere som deltager i aktiviteter uden for egen klub, mens det for Dansk Sejlunion handler om at knække udfordringen med at skaffe endnu flere midler til vores sport, til gavn for os alle. 

Hvad er Dansk Sejlunions største styrker?

Vi har en fantastisk sport, der taler lige ind i tidsånden. I vores fællesskab er mulighederne næsten uendelige, men det er også vigtigt, at vi rummer mangfoldigheden. Rundt omkring i klubberne bliver der skabt selvstændige og robuste børn og unge, der får en helt unik ballast, de kan få glæde af i resten af deres liv.

Hvilke kompetencer bringer du ind i Dansk Sejlunions bestyrelseslokale?

– Jeg synes efterhånden, jeg har en meget bred viden og erfaring med langt de fleste kurser inden for vores sport. Jeg er vant til at tage beslutninger i en kompleks hverdag. Jeg er god til at lytte til andres holdninger, og i krydsfelterne er det gerne der, hvor de bedste beslutninger tages.

Hvad er dit hovedmål som formand?

– Jeg mener, det er vigtigt, Dansk Sejlunion tør have holdninger. Man skal vide, hvor man har Dansk Sejlsport og hvad Dansk Sejlunion mener. Vi skal sikre os, at de opgaver Dansk Sejlunion påtager sig har høj kvalitet, og at der er bund i, hvad Dansk Sejlunion foretager sig. Dansk Sejlunion er klubbernes klub og skal understøtte der, hvor klubberne ikke kan løfte opgaverne alene.

Klubbens motivation for opstilling

Jakob er et aktiv, som er drevet af en brændende lyst til sejlsport og et stort engagement. Han er fuld af gode ideer og er meget arbejdsom. Han har haft stor indflydelse på, at Faaborg Sejlklub er en velfungerende klub på tværs af alle afdelinger. Samtidigt er Jakob aldrig kedelig at være sammen med. Jeg kan give ham de varmeste anbefalinger herfra.

/Erik Medelby Andersen, formand for Faaborg Sejlklub

Find hele Jakob Frosts valgoplæg til formandsposten her.

Rul til toppen