Sejlerlandsholdet

Malthe Lillelund udtaget til Ungdomslandsholdet

En flot placering ved sommerens U19 VM i iQFOiL har sikret Malthe Lillelund fra Århus Windsurfing Klub en plads på årets Ungdomslandshold, som nu er komplet.

Senest ajourført d. 25. september 2025

Med en flot 6.-plads ved U19-VM i juli sikrede Malthe Lillelund sig ikke bare et stærkt internationalt resultat. Som bedste danske windsurfer i konkurrencen sejlede han sig også til en plads på Dansk Sejlunions Ungdomslandshold og en udtagelse til Youth Sailing World Championships (YSWC, red.) i Portugal til december.

Malthe Lillelund, ÅWK

– Jeg er virkelig glad for, at jeg er blevet udtaget til YSWC og ungdomslandsholdet! Udtagelsen i juli var højdepunktet for sæsonen, og det gik rigtig godt. YSWC bliver en kæmpe oplevelse, hvor jeg sammen med min træner Sebastian Kornum vil forberede mig så godt som muligt, så jeg kan have de bedste forudsætninger til VM. Det bliver en spændende tur, hvor vi helt sikkert går efter toppen!, siger Malthe Lillelund.

Et stort potentiale

IQ Foil landstræner Sebastian Kornum ser frem til at arbejde tættere sammen med Malthe Lillelund, som han beskriver som en modig sejler med et naturligt flair for sporten.

– Malthe er teknisk stærk, motorisk dygtig og kommer hurtigt ind i nye ting. Samtidig har han en optimistisk tilgang og nogle gode værdier, som er vigtige i sejlsporten. Noget af det, vi skal arbejde med, er at styrke hans samarbejde med mig som træner, så han kan udnytte sparringen endnu bedre. Det er der, han kan tage de næste skridt, siger Sebastian Kornum.

Skarp duel om pladsen

Udtagelsen kom i hus efter tæt konkurrence med træningsmakkeren Oscar Buch. Begge har haft en flot sæson, hvor de blandt andet har markeret sig i guldfeltet ved senior-VM.

Ved U19-VM adskilte blot to point de to danskere ad, og Oscar måtte akkurat se sig slået ud før kampen om avancement i medal series.

– Det har været imponerende at se, hvordan både Malthe og Oscar har præsteret under pres. De har begge vist, at de hører til på højeste niveau i deres aldersgruppe. Denne gang faldt udtagelsen ud til Malthes fordel, men vi tror på, at de kan løfte hinanden gennem både samarbejde og konkurrence, siger Sebastian Kornum.

Frem mod Youth Sailing World Championships er planen derfor at skabe et stærkt miljø, hvor både Malthe og Oscar fortsat kan presse hinanden og rykke sig. Den tætte sparring skal være med til at udvikle hele gruppen og give Malthe de bedste forudsætninger til at præstere i Portugal.

Stort velkommen til Malthe Lillelund på Ungdomslandsholdet 2025, der nu er komplet.

Rul til toppen

Læs mere