Marianne Bløcher vinder Dansk Sejlunions Klubudviklingspris 2025
Med passion og vedholdenhed har Marianne Bløcher skabt en blomstrende ungdomsafdeling i Faaborg Sejlklub. For det hædres hun med Klubudviklingsprisen 2025.
Med passion og vedholdenhed har Marianne Bløcher skabt en blomstrende ungdomsafdeling i Faaborg Sejlklub. For det hædres hun med Klubudviklingsprisen 2025.
I et yderst stærkt felt var det alligevel ungdomsleder Marianne Bløcher fra Faaborg Sejlklub, der løb med Dansk Sejlunions Klubudviklingspris 2025.
Prisen blev overrakt på Dansk Sejlunions generalforsamling lørdag den 22. marts, hvor hun foruden vandrepokal blev overrakt 20.000 kroner øremærket klubudvikling.
Marianne Bløcher har gennem de seneste otte år været en hel central figur i udviklingen af Faaborg Sejlklubs ungdomsafdeling.
Hendes dedikation og initiativrigdom har skabt et miljø med aktiviteter året rundt for børn og unge sejlere. Hun har formået at samle frivillige omkring sig og skabe et fællesskab, hvor alle føler, de får mere tilbage, end de giver.
Det siger Michael Rasmussen, bestyrelsesmedlem i Dansk Sejlunion, der overrakte prisen.
– Marianne Bløcher er indbegrebet af det engagement og fællesskab, der gør en sejlklub stærk. Hendes arbejde for børn og unge i Faaborg Sejlklub er ikke bare imponerende – det er inspirerende for hele Sejlerdanmark.
Med Marianne Bløcher ved roret er derfor heller ikke noget under, at Faaborg Sejlklubs ungdomsafdeling er en af landets største. Det til trods prioriterer hun altid samarbejde på tværs af klubber og deler gerne sine erfaringer for at hjælpe andre med at skabe attraktive miljøer for børn og unge.
– Med sin energi og passion har hun skabt et miljø, hvor unge sejlere trives, udvikler sig og bliver en del af et stærkt fællesskab. Derfor er det en stor glæde at kunne overrække Klubudviklingsprisen til Marianne – en ildsjæl, der virkelig gør en forskel, siger Michael Rasmussen.
Dansk Sejlunion ønsker Marianne Bløcher et stort tillykke med den velfortjente anerkendelse og ser frem til at følge Faaborg Sejlklubs fortsatte udvikling.
Klubudviklingsprisen hædrer hvert år en person, gruppe eller klub, der har gjort en særlig indsats for udviklingen af sejlsporten. Med prisen følger et beløb på 20.000 kr., øremærket til klubudvikling.