Sejlerlandsholdet

Munch og Wolff klar til ILCA 6-VM i Qingdao

En knækket mast og en lånt båd. Sejlerlandsholdet er tilbage på farvandet, hvor en af dansk idræts mest ikoniske OL-guldmedaljer blev vundet af Warrer og Kirketerp i 49er.

Senest ajourført d. 7. maj 2025

Følg med i VM

ILCA 6-verdensmesterskabet i Qingdao sejles fra den 10. til 17. maj. Følg med i resultater og opdateringer via:

Når ILCA 6-verdensmesterskabet sejles i Qingdao fra den 10. til 17. maj 2025, bliver det ikke bare et opgør om VM-medaljer – det bliver også et gensyn med en af dansk sejlsports mest legendariske scener.

Qingdao lagde i 2008 farvand til OL-sejladserne, hvor Jonas Warrer og Martin Kirketerp sikrede Danmark guld i 49er-klassen under dramatiske omstændigheder. En knækket mast truede med at koste dem medaljen, men takket være en lånt kroatisk båd og et ikonisk medaljeræs blev triumfen reddet – og historien skrevet.

Nu vender det danske sejlerlandshold tilbage til dramaets kyst. Denne gang er det Anna Munch fra Sejlerlandsholdet og Helena Wolff fra Udviklingsgruppen, der skal forsvare de danske farver til VM. Et stævne, Anna Munch ser frem til at sejle.

– Jeg glæder mig helt vildt til VM. Qingdao er ud til det store ocean og derfor præget af store dønninger, som er sjovt at sejle i og samtidig teknisk udfordrende. Derudover er der en del strøm hernede og forholdsvis skiftende vind. Jeg forventer derfor en uge med fede, spændende sejladser, hvor det for mig bliver afgørende at starte godt og gøre sejladserne simple, siger Anna Munch.

Hun går ind til VM med selvtillid efter en stærk præstation med bronzemedalje ved Grand Slam-stævnet i Hyères. Formen er god, bekræfter landstræner Piotr Wojewski:

– Vi er kommet godt i gang hernede og har gennemført nogle givende træningspas. Anna sejler godt, og vi glæder os til at komme i gang!

Rul til toppen