Sejlerlandsholdet

Sejlerlandsholdet sikrer sølv og bronze til sæsonens første stævne

Johanne Schmidt og Andrea Schmidt tager 49er FX-sølv med hjem fra Prinsesse Sofia Cup, mens Frederik Rask og Jakob Precht snupper bronzen i 49er-feltet.

Senest ajourført d. 5. april 2025

Hvilken god start på sæsonen for det danske sejlerlandshold, der netop har sejlet den traditionsrige Prinsesse Sofia Cup på Mallorca.

Johanne Schmidt og Andrea Schmidt snuppede en sikker sølvmedalje efter en ræssejr i det afgørende medal race, mens Frederik Rask og Jakob Precht tog bronze efter en ligeså flot 2. plads i medaljesejladsen.

Selvom det ikke lykkedes at nuppe guldet fra briterne, der skulle slutter som 6'er, er det alligevel to glade søstre, der kom ind fra sejladsen.

– Vi er superglade! Det giver rigtig meget motivation at mærke, at vi kan sejle hurtigt og de rigtige steder hen, siger Andrea Schmidt.

Lang vej tilbage for Rask/Precht

Også hos herrerne er der stor glæde over medaljen, der varmer ovenpå et svært 2024 med tabt OL-udtagelse og generelt stolpe ud.

– For et år siden var vi rimelig langt væk, og der har været lang vej tilbage. Men de sidste par måneder er det gået vores vej. Til det her stævne har vi kæmpet for hver en meter, intet har været foræret. Og så lige slutte af med sådan et godt medal race, det er virkelig nice!, siger en glad Jakob Precht.

Højt niveau over hele linjen

Dansk Sejlunion nye sportschef er da også særdeles glad for sæsonåbningen, der viser gode takter i alle satsningsklasserne og sejlere med helt fremme i alle felter.

Foruden de to medaljer, sluttede Anna Munch som samlet 7'er i ILCA 6, mens Johan Søe indtog en samlet 11. plads i herrernes windsurf efter en tung sidste dag i kvalifikationen, hvor han røg ned fra en samlet 3. plads.

Det ændrer dog ikke på Peter Hansens overordnede konklusion på stævnet:

– Niveauet har været virkelig højt over hele linjen, og det er så fedt at se, at vi lykkes med de ambitioner, vi kom herned med. To medaljer, tre både i top 7 og en i top 11 kan vi godt være stolte af!

Rul til toppen