Svindlere narrede sejlklub for 420.000 kr.
Økonomisk svindel blandt foreninger har nu også ramt sejlsporten. En medlemsklub under Dansk Sejlunion er uforvarende blevet lænset for 420.000 kroner.
Økonomisk svindel blandt foreninger har nu også ramt sejlsporten. En medlemsklub under Dansk Sejlunion er uforvarende blevet lænset for 420.000 kroner.
Antallet af henvendelser fra idrætsforeninger til National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er stigende. Derfor har NSK udarbejdet en række praktiske råd for at undgå at blive en del af statistikken.
Tag gerne emnet op på jeres næste bestyrelsesmøde, så alle er opmærksomme på, hvordan I undgår at havne i en lignende situation.
NSK har også designet en plakat, der kan hænges op i klubhuset, så det bliver et fælles fokus.
En dansk sejlklub har mistet 420.000 kroner til svindlere, der udgav sig for at være politiet. Under dække af en ”efterforskning” fik de adgang til klubbens konto og tømte den.
Det er første gang, at denne type af digitalt bedrageri rammer sejlsporten – og det er en alvorlig advarsel til alle klubber i landet, siger Anders Kristensen, direktør i Dansk Sejlunion.
– Det er dybt bekymrende, at svindlere går målrettet efter foreningslivet, og at vi nu ser første eksempel blandt sejlklubberne. Vi er i tæt kontakt med den pågældende klub og assisterer dem så godt vi kan, selvom pengene formentlig er tabt. Sagen viser med al tydelighed, hvor overbevisende svindlere kan agere, og hvor vigtigt det er, at man forholder sig ekstremt kritisk til opkald af denne art, siger Anders Kristensen, direktør i Dansk Sejlunion.
Med troværdige forklaringer overtalte svindlerne repræsentanter fra sejlklubbens bestyrelse til at give adgang til klubbens bankkonti – angiveligt for at beskytte midlerne. I virkeligheden blev pengene overført til svindlernes konti.
Danmarks Idrætsforbund har for kun et par måneder siden advaret om, at idrætsforeninger generelt er i svindlernes søgelys. Nu er sejlsporten også ramt.
– Det understreger, at ingen klubber kan føle sig sikre – og at alle bør tage digital sikkerhed alvorligt. Foruden at have fatale økonomiske konsekvenser for klubben, er det også en forfærdelig oplevelse for den person, der uforvarende giver svindlere adgang til klubbens konto, fastslår Anders Kristensen.
NSK beretter, at følgende fortælling ofte går igen hos dem, svindlerne tager kontakt til:
"Svindlen foregår i de fleste tilfælde ved, at foreningens kasserer eller bogholder ringes op af en svindler, der udgiver sig for at være fra politiet eller foreningens pengeinstitut.
Herefter fortæller svindleren, at der er sket en række mistænkelige transaktioner på foreningens konto eller i den økonomiansvarliges navn, og at det derfor er nødvendigt at overføre foreningens midler til en sikkerhedskonto, som svindleren stiller til rådighed.
Opkaldet vil sandsynligvis bære præg af hast og tidspres, hvilket har til formål at få den økonomiansvarlige til at reagere før der fattes mistanke. Derudover vil svindleren ofte kende til den økonomiansvarliges personlige oplysninger og omstændigheder, hvilket bidrager til opkaldets troværdighed."