Åbent brev til norske organisationer
Kongelig Norsk Båtforbund og Norges Seilforbund har begge modtaget et åbent brev fra Dansk Sejlunion.
Kongelig Norsk Båtforbund og Norges Seilforbund har begge modtaget et åbent brev fra Dansk Sejlunion.
Flere danske lystsejlere fortalte grumme historier efter at have holdt sommerferie i norske farvande sidste år. Kystvagten havde været nærgående og nærmest chikaneret en ellers fredelig ferie med familien.
Baggrunden for den særlige opmærksomhed er selvfølgelig at den norske stat ikke har lyst til at få rørledninger sprængt i luften, som det skete i Østersøen for nogle år siden. Men Dansk Sejlunion beder nu om hjælp til at få en lidt mere håndterbar procedure for de danske lystsejlere i dette brev til de norske søsterorganisation Norges Seilforbund og Kongelig Norsk Båtforbund.
Kære norske kollegaer
Vi beder om hjælp til danske lystbåde i norsk farvand.
Dansk Sejlunion henvender sig til vores to søsterorganisationer i Norge med håb om, at I kan hjælpe danske lystbåde over 15 m, som sejler i norsk farvand.
1. Januar 2025 blev en forskrift implementeret; "Forskrift om fremmede fartøyers anløb til og ferdsel i norsk territorialfarvann” - hvilket var en opdatering af en tidligere forskrift. Forskriften betyder forenklet set at alle danske lystbåde med en længde over 15 m skal melde deres position til norske myndigheder hver 6. time og skal indrapporter sejladsplan samt melde sin ankomst senest 7 dage før.
Dansk Sejlunion har - i en sikkerhedspolitisk meget udfordret situation - forståelse for en generelt skærpet opmærksomhed på det som sker på havet. Alligevel finder vi denne forskrift helt ude af proportioner over for danske lystsejlere og beder derfor om hjælp til at finde frem til en mere smidig fortolkning - eller en direkte undtagelse for danske lystbåde, som er medlem af danske sejlklubber.
Dansk Sejlunion henvender sig som følge af en række sejlere, der er medlem af danske sejlklubber, fik nogle ubehagelige oplevelser i sommeren 2025, som ønskes undgået i 2026 og fremover. De danske sejlere oplevede det som decideret chikane og opfatter Norge, hvis du ejer en båd over 50 fod, som de facto lukket land. Det kan vel ikke være intentionen med forskriften?
Kunne løsningen fx. være, at man på forhånd skulle registrere sig på en liste hos Dansk Sejlunion, at man melder sin ankomst til Norge på VHF og det samme, når man forlader landet? Desuden kunne et krav om AIS også være en mulighed?
Dansk Sejlunion vil gerne bidrage og indgå i en dialog for at finde en pragmatisk løsning på denne udfordring, der vil gøre at færre danske lystsejlere vil besøge Norge fremover.
Med venlig hilsen Dansk Sejlunion
Der er heldigvis forståelse for problematikken og de to organisationer vil gerne hjælpe med at finde en mere lempelig løsning for danske lystsejlere. Vi følger op, så snart der er nyt i sagen.